Læsetid: 6 min.

Dürrenmatt - skildreren af det groteske

17. november 2000

Det groteske var det gennemtrængende træk hos den schweiziske kunstner Friedrich Dürrenmatt – både i hans romaner og hørespil og i hans virke som maler og tegner. Centre Dürrenmatt i Neuchatel viser Dürrenmatt som billedkunstner i en arkitektonisk sammenhæng, der er skabt i kærlighed til hans værk

BOGTILLÆG

Forfattermaleren
Friedrich Dürrenmatt (1921-1990), ved siden af Max Frisch den betydeligste schweiziske forfatter i det 20. århundrede, skabte sin særlige udformning af det absurde teater, nemlig det groteske teater. Men ikke nok med det. Det groteske var overhovedet det gennemtrængende træk hos Friedrich Dürrenmatt, i hans romaner så vel som i hans hørespil. Og for resten også i hans virke som maler og tegner.
Der er forskellige ting, som karakteriserer Dürrenmatts groteske teater. Måske frem for alt, at han holder sig strengt til teatrets regler. Og så propper handlinger og udviklinger ind i dette skema, som virker, som om alle rammer sprænges. Men det gør de bare ikke.
Tilskueren oplever derved, at det er hans egen verden, der afhandles på scenen. Men i en form, som først må forekomme forvredet og fordrejet, men lidt efter lidt afslører sig som nøjagtig den verden, tilskueren til daglig agerer i. Dürrenmatt har selv kaldt denne teknik for musefælden. Når først erkendelsens fælde klapper, slipper man ikke ud af den igen, inden stykket er forbi.

Dæmonien overlevede
Kendt blev Dürrenmatts teater i Danmark med Det Kgl. Teaters opførelse af Den gamle dame besøger byen. Interessant nok havde imidlertid her H.C. Branners oversættelse drejet stykket ind i en humanistisk retning. Men selv i denne udgave formåede Bodil Ipsen i stykkets hovedrolle at give en fornemmelse af det dæmoniske hos Dürrenmatt, som sprænger humanismens rammer.
Stykket gav også udtryk for en anden side af Dürrenmatts groteske verdensopfattelse, at – med hans egne ord – »en historie først er fortalt til ende, når den har taget den værst mulige drejning.«
Det fører alt sammen til et langt mere radikalt opgør med fremskridtstroen, med magthavernes magtmisbrug, med kapitalismens tingsliggørelse af mennesket, end den humanistiske litteratur har kunnet levere. Det viser sig i stykker som Herr Mississippis ægteskab, Fysikerne, og først og fremmest i hans sene stykke: Medløberen. Helten i dette stykke ved, at han med sin handling ikke kan standse forbrydelserne, men han kan »i det mindste opholde verdenshistoriens gang én eneste brøkdel af et sekund.«
Klart er det derfor også, at Dürrenmatts kriminalromaner, der vel nok skaffede ham den største læserskare, måtte sprænge denne genres alt for velordenede verdensbillede og give plads for den uopklarede forbrydelse, som i Det skete ved højlys dag eller for forbryderens domfældelse af sig selv: Dommeren og hans bøddel eller Ved vejen. At denne sidste fortælling i sin hørespilform fik en helt anden udgang og i filmatiseringen atter en tredje, er udtryk for Dürrenmatts forståelse af, at historiens gang aldrig er logisk, og at mange muligheder derfor står åbne.

Tvetydig kunstgave
Friedrich Dürrenmatt testamenterede alle sine kunstneriske efterladenskaber til den schweiziske stat. Mange opfattede dette som den diabolske forfatters sidste satyriske hilsen til det fædreland, han altid havde stået i et had-kærlighedsforhold til. Enhver ved, at en sådan testamentarisk gave betyder en alvorlig belastning for statskassen, ofte med en forhaling af testamentets udførelse i en årrække til følge.
Det er ikke sket i tilfældet Dürrenmatt. Det skyldes ikke mindst Charlotte Kerr, som Dürrenmatt giftede sig med i 1984 efter sin første hustrus død. Hun henvendte sig straks efter hans død til den berømte schweiziske arkitekt Mario Botta, skaber bl.a. af Museum of Modern Art i San Francisco, katedralen i Evry og Gotthard-banken i Lugano, og oprigtig beundrer af Dürrenmatt. Den schweiziske stat, kanton Neuchatel og en række private donorer blev spændt ind i sagen, og i dette efterår har man så kunnet indvie Centre Dürrenmatt i Vallon de l’Ermitage oven over Neuchatel.
Her havde Dürrenmatt boet siden 1952. Det ene af hans tre huse har Botta inddraget i sit center og bygget sammen med et tårn af sort italiensk skiffer, som skal betone »den mørke, sarkastiske side af Dürrenmatts værk.« Beboelseshuset rummer det litterære arkiv, som står litteraturforskere til rådighed, tårnet tjener udstillingsformål.

Monumentalt og privat
Karakteristisk for Mario Bottas arkitektur er det, at han formår at forene det monumentale med det private. Det er også i dette tilfælde lykkedes i en grad, der er så meget desto mere overraskende, som det hvide beboelseshus danner en klar kontrast til det mørke tårn. Men tårnet skal netop indebære et element af noget foruroligende. Det skulle nok give lejlighed til at udstille Dürrenmatts maleriske værker. Men disse står i en meget nær forbindelse til hele hans digteriske værk. Derfor var opgaven altså en helt anden end blot at skabe »et smukt rum for smukke billeder.«
Bottas bygning er udadtil nærmest en fæstning, et bolværk imod tiden, som det er blevet kaldt. Terrassen foran beboelseshuset er blevet ombygget til en scene, hvor de besøgende er de optrædende, og hvorfra de i øvrigt har udsyn over Neuchatelersøen og med alperne i baggrunden. Under terrassen danner ydermuren »en bug, som er i stand til at optage særdeles meget uden at miste fatningen.«
Indadtil har Botta med placeringen af udstillingsrummene i fire etager, forbundet ved en gittertrappe, skabt fornemmelsen af en labyrint og af et fængsel, to af Dürrenmatts foretrukne billeder af det moderne menneskes tilværelse. Men yderverdenen er ikke lukket helt ude: Tårnet bringer en strøm af lys ned i dybet, og i samspil med den kunstige belysning opstår der et vekselspil mellem lys og skygge.

Dürrenmatt som maler
Dürrenmatt havde som ung længe været i tvivl, om han ville være maler eller forfatter. Også efter at han klart havde valgt det sidste, blev han ved med at male og tegne. Derved opstod der et værk, som uddyber den verdensopfattelse, som vi kender fra hans litterære værker.
Den første udstilling i centret omfatter en stor del af disse Dürrenmatts malerier, karrikaturtegninger, skitser samt forskellige multimediale præsentationer i forbindelse med hans teaterarbejde.
Dürrenmatt har selv betegnet sine billeder som de »tegnede og malede slagmarker, på hvilke mine digteriske kampe, eventyr, eksperimenter og nederlag udspiller sig«. Men får et indtryk af, at også i hans digteriske skaben har han ofte først haft et billede for øje, som han så senere har omsat i ord og handling.

Privat sofastykke
Den øjeblikkelige udstilling i Neuchatel omfatter alle de kendteste af hans oliemalerier. I centrum står det billede af den schweiziske bankforenings endeligt som han havde hængende over sofaen i sit arbejdsværelse. Samtlige bankdirektører har enten skudt sig en kugle igennem hovedet, hængt sig eller taget gift. Mere medfølelse mærker man ud af billedet af den nedværdigede minotaurus, som hænger for enden af en af labyrintgangene. Oftere end i teaterstykkerne slår det groteske over i humor og ironi. Næste rørende er Dürrenmatts fremstilling af den hundeelskende pave.
Ind imellem billeder støder man så også på citater fra Dürrenmatts litterære værk, som understreger forbindelsen mellem kunstnerens to virkemåder. Det gælder også et citat, som i første række nok er anvendt på den skriftlige produktion, men som i sit sigte omfatter alt, hvad Dürrenmatt foretog sig: »Kun det komødiantiske er muligvis endnu i dag situationen voksen. Den, der fortvivler, taber hovedet. Den, der skriver komedier, har brug for hovedet.«
Fire måneder hvert år vil man i centret kunne skaffe sig indblik i Dürrenmatts groteske verden via hans egne maleriske værker.
De øvrige otte måneder skal udstillingsbygningen bringe udstillinger, der kun indirekte har med Dürrenmatts verden at gøre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her