Læsetid: 2 min.

Elviras gang til slagterbænken

20. november 2000

Fassbinder dyrkede melodramaet – Henrik Sartou formår at give
det teaterkraft i Mammutteatrets version

Teater
I Et år med tretten måner går det rivende galt for de følsomme, og det er et voldsomt melodrama, Fassbinder har sendt sin Elvira ud i.
Engang sendte hendes livs kærlighed, Anton Saitz, hende – der dengang var slagter og hed Erwin – til Casablanca. Der blev Erwin slagtet for sin manddom, og indgik i Antons private Wirtschaftswunder, et bordel, hvor den nye Elvira måtte sluge sin væmmelse ved mændenes lugt.
Parallelt dermed kører drømmen om familielykken, hos gymnasielærerinden Irene (Tina Gylling Mortensen) og Mari-Ann (Freya Nord), kone og barn til Erwin/Elvira.
Den transseksuelle passionsfigur er dømt til lidelse fra første scene, hvor hun gennembankes af et par trækkerdrenge.
I Ulver Skuli Abildgaards glimrende fremstilling er der ikke noget pirrende ved seksualiteten, der er strippet helt til fedvalken over det uklædelige korset.
En hovedperson, der er både kvindelig og mandlig bliver almenmenneskelig, ikke en person i et almodovarsk freak show.
Det er en eminent balanceakt mellem nærhed og distance, som Ulver Skuli Abildgaard gennemfører: Ikke kvælende og befamlende metode-skuespilleri, men alligevel heller ikke så distancerende, at vi mister identifikationsmuligheden.

Tysk kontinuitet
Fassbinder har et karnavalistisk persongalleri, der spiller et grumt eventyr om Tyskland som fange af fortiden. Da Elvira opsøger sin banemand Anton, der nu sidder i et kapitalismens slot på 16 etager, er kodeordet ’Bergen-Belsen’.
Det økonomiske boom kom til dem, der havde tilsmudset hænderne allerede under nazismen med den alt for lette overgang fra KZ-lejr til høj cigarføring.
Elviras skæbne, der følger en modsatrettet konjunktur, fra slagteriarbejderens blodige hverv til offerdyrets martyrdød på slagterbænken, har også sit udspring i Anden Verdenskrig. Dette sørgelige eventyr fortælles af stykkets ’pingvin’, Lene Tiemroths smukt reciterende Søster Gudrun.
Den lille dreng, Erwin, var uønsket og uelsket af sin mor, der forpurrede, at han nogensinde blev til et menneske – et offer skabte et nyt offerlam.

Offerlam – offerko
Elvira er ikke uden medmennesker, der accepterer og forstår, såvel i kernefamilien som blandt andet drivtømmer på den tyske velstandsbølge.
Marina Bouras er en god veninde, mens Christian Mosbæks Christoph selv er så meget taber, at han ikke kan regulere sin foragt for Elviras kropslige og åndelige deroute. Et befriende element af farce er Elviras besøg hos guruen Sjæle Frieda (Claus Flygare), der tømmer en spand med floskler ud over sine disciple.
Henrik Sartou har iscenesat Fassbinders parabel med stor kunst i både regi og billedside, godt hjulpet af Peter Glatz’ stemningsunderbyggende lysdesign.
Det er en imponerende balancegang, der hverken kammer over i den lars von trierske kynisk-sentimentale rørstrømskhed eller i farcens letafrystelige bøsseklichéer. Det visuelle samlingspunkt er slagteriet, med den sidste krog mod det blodrøde offertæppe som et uforglemmeligt billede. Instruktør og skuespillere fortjener et stort publikum til deres teaterversion af Fassbinder.

*I et år med 13 måner. Drama. Pakhus 11, Dampfærgevej 2. Til 5 dec.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her