Læsetid: 6 min.

Den endeløse kamp mod sportens løgn

20. november 2000

Italienerens rystende historie om systematisk doping, tilsløring, miskreditering – og den olympiske canadier, der er svær at tro på

Doping
I årevis har medierne personificeret doping som et spøgelse i sportsverdenen. Selv efter afdækningen af systematisk brug af forbudte, præstationsfremmende midler på Festina-holdet i 1998-udgaven af Tour de France, levede genfærdet videre i sportens sprog- og begrebsverden. Og det selv om den eneste lighed med den folkelige overtros gengangere, der som ’hvide damer’ og ’hovedløse riddere’ huserede i nattens mulm og mørke, er, at sportens alkymister og deres kunder udøver deres aktivitet bag nedrullede gardiner og sort-tonede ruder.
At kalde doping i elitesport for et spøgelse er det rene vrøvl. Og det har det været de sidste 30 år – uanset Bjarne Riis’ og meningsfællers forsøg på at sammenligne forfølgelsen af »begrundet mistænkte« med middelalderlig heksejagt. Doping er skinbarlig virkelighed – og falskneriet bevæger sig ind i genmanipulationens tidsalder.
Det aflagde den italienske læge, atletiktræner og dopingbekæmper Alessandro Donati, 52, et rystende visnesbyrd om, da han forleden talte på et seminar om sportsjournalistikken i en global sportsverden – Play the Game – i DGI-byen i København. Hans research, hans analyser og hans rapporter gennem to årtier er årsag til, at det italienske parlament netop nu behandler et forslag til en dopinglov, der kriminaliserer selve brugen af forbudte stoffer. Den kaldes verdens hårdeste.

Lang kamp
Donatis årlange kamp mod systematisk gennemført doping-svindel, løgn og fortielser i den nationale olympiske komite CONI omkring doping har ført til, at det officielle, IOC-anerkendte dopinglaboratorium i Rom måtte lukke i en periode i 1998.
Ledende teknikere på laboratoriet, der destruerede hundreder af urinprøver fra landets professionelle fodboldspillere i stedet for at analysere dem for doping, som de var betalt for af fodboldforbundet, blev fyret.
Formanden for den olympiske komite Mario Pescante måtte gå ligesom formanden for CONI’s medicinske komite, professor i biokemi ved universitetet i Ferrara, Francesco Conconi, og generalsekretæren i sammenslutnuingen af sportslæger.
At der ikke allerede var grebet ind i 1994, siger meget om korruptionen i italiensk topidræt, der styres af CONI på trecifrede milliontilskud fra fodboldtipningen, Toto Calcio.
Donati havde dengang skrevet en 14 siders rapport om cykelryttere, løbere og skiløberes EPO-forbrug, der blev styret af Conconi og hans stab fra universitetsklinikken i Ferrara.
Rapporten om systematisk skruppelløshed blev afleveret til CONI’s præsident og generalsekretær. De ignorerede den i to år! Så fik sportsavisen Gazetta dello Sport nys om EPO-dossieret – derpå rullede skandalen.
En undersøgelseskommission blev nedsat, men da medieinteressen stilnede af efter et par hektiske uger i 1996, døde også sagen hen – uden at de ansvarlige blev stillet til ansvar.

IOC ignorerede
IOC foretog sig intet, selv om CONI-formand og IOC-medlem Mario Pescante
til undersøgelseskommissionen havde sagt, at CONI havde afbrudt forbindelsen med Conconi, da hans aktiviteter blev lidt for dubiøse. Det var løgn, men alligevel forblev Conconi i IOC’s medicinske kommission, hvis formand prins Alexander de Merode siden 1993 havde bevilget ham penge til at udvikle en metode, der kunne afsløre EPO.
Den bevilling blev givet, selv om det videnskabelige råd i Italien forinden havde støttet samme projekt.
Flere citater fra den belgiske prins og Conconi op til OL 1996 siger, at en EPO-test var klar til Legene i Atlanta. Men tidspunktet, hvor »de sidste detaljer« skulle være på plads, rykkede igen og igen. Den 13. december 1997 erklærede de Merode om EPO-test-fiaskoen: Vi fik intet fra Conconi.

Blinde og døve
At ’man’ i 1997 forsøgte at miskreditere Donati ved at placere en falsk dopingprøve for koffein på en af de løbere, han trænede, siger noget om, hvor presset CONI, Conconi og systemet var af den ubestikkelige og modige lille mands kamp for ren idræt.
Stadig reagerede IOC ikke, og det gør man ifølge tidligere IOC-vicepræsident Dock Poound først, hvis han dømmes i den sag, der er forsøgt forpurret trods undersøgelsesdommerens digre anklageskrift. Blandt andet med udskrifter af Conconis EPO-filer, der tæller Bjarne Riis og Rolf Sørensens navne.
Conconi har uden tvivl brugt IOC-midlerne til at forfine brugen af det udholdenheds- og præstationsforbedrende vidundermiddel på cykelryttere, løbere og langrendsløbere. Tilsvarende undersøgelser mod andre ’bagmænd’ er gennemført af anklagerne i bl.a. Torino, Bologna, Venedig og Rom, og det er nu op til anklagemyndigheden at vurdere, om der skal rejses egentlige rets- og straffesager.
Der kører allerede én mod Tour de France- og Giro d’Italia-vinderen Marco Pantani for forfalskning af sportsresultater ved hjælp af forbudte stoffer som EPO. Pantani er mere firkantet sagt anklaget for at snyde og fuske sig til at vinde, fordi det endnu ikke i sig selv er kriminelt at dope sig i topidræt.

Væksthormon
Senest tog Sandro Donati som chef for den videnskabelige komite under CONI 538 blod- og urinprøver på Italiens deltagere i OL. Det skete et par måneder før afrejsen til Sydney.
61 af de godt 400 testede atleter havde usædvanligt høje værdier af væksthormon i deres analyser. Det signalerer brug af det syntetiske HGH.
Donatis problem var, at resultaterne ikke kunne dokumenteres med en anerkendt og juridisk holdbar testmetode. Dermed sad han i samme dilemma som mange andre hæderlige sportslæger, som siden testosteron-orgiet ved OL i Moskva 1980 har haft sikker medicinsk viden om brug af ulovlige stoffer, de har bare ikke kunnet dokumentere deres viden juridisk.
»Det problem har i årevis medført, at det så ud som om, den internationale olympiske komite IOC ikke gik helhjertet ind for at afsløre og straffe snyderne. Bortset fra, at vi i nogle tilfælde har lyttet lidt for meget til mistænkte idrætsfolk fantasifulde undskyldninger, så må vi holde os til retsligt holdbare analyse-resultater, før vi udelukker nogen for doping. Ellers risikerer vi at blive ruineret af erstatningskrav fra professionelle idrætsmillionærer. En sag kostede eksempelvis det internationale triathlonforbund et helt års budget,« siger Dick Pound, der kandiderer til at efterfølge Juan Antonio Samaranch som IOC-præsident til sommer.
Pound, der også er bestyrelsesformand for verdens antidoping-agentur WADA, fastslog på Play the Game-seminaret, at fløjlshandskerne er taget af i behandlingen af sportens dopingsnydere.
»De er uønskede i de olympiske lege, og vi vil bruge alt, hvad det koster at afsløre og udelukke dem, der snyder ved at bruge doping,« sagde Pound.
Historien om italienerne, der havde taget væksthormon, sivede ud i pressen. Donati blev anklaget for at lække den, men det holder næppe. Efter at CONI havde nægtet, at der var kendte navne og medaljevinderede blandt de positive kom det ud i Corriere della Serra, at fem af Italiens 13 guldvindere i Sydney havde unormalt høje koncentrationer af væksthormom i organismen.
Indicierne taler for sig selv.

Kun optaget af penge
Det er meget karakteristisk, at den lille Donati er skeptisk over for den store Pound og over for IOC’s nye gode vilje.
Da Pound forleden blev spurgt, hvordan Conconi kan være udvalgsmedlem i et IOC, der hævder at have gjort op med fortidens synder og skandaler, sagde han, at han ikke kendte italieneren.
I det øjeblik var der mange, som syntes, de kunne se løgnens sorte streg i Pounds pande. Og Donatis reaktion på Pounds ukendskab til Conconi var ironisk opgivende – og frit oversat: Jamen han har da ellers varme fødder.
For hvad skal man tro om IOC’s ægte reformvilje, når den 58-årige canadier, der regnes blandt de såkaldte ’good guys’ i IOC, taler så åbenlyst usandt.
Skal man tro på Pound, når hans udtrykte holdning er, at de sportsgrene, der som cykling, fodbold og tennis ikke vil følge IOC’s dopingerklæring om at udelukke folk to år for hårde stoffer – skal sendes på ferie, mens de andre holder OL?
Donati tror ikke længere på IOC og sporten. Han tror ikke på, at viljen til at komme svineriet og snyderiet til livs er ægte. Sportens topledere er kun interesseret i showet, rekorder og pengene, siger han resigneret. At IOC aldrig har anerkendt hans indsats og resultater og trukket på hans ekspertise underbygger hans opfattelse af den herskende ligegyldighed.
Inden længe indstiller han kampen mod doping, som han på forunderlig vis har fået lov at føre indefra – som ansat i CONI.
Han ser frem til at arbejde med dopingoplysning for børn og unge i et projekt for den italienske regering.
»Jeg må også til at tænke på mig selv,« siger Donati efter de mange års kamp mod sportens største løgn – den om et spøgelse ved navn doping.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her