Læsetid: 4 min.

Erotik for næsehorn

28. november 2000

Pragtroller til Jørgen Reenberg og Sidse Babett Knudsen og meddigtende scenografi i Molières beske ’Fruentimmerskolen’ på Det Kgl.Teater

Ovre i hjørnet, i oplysningstidens højloftede sal, står der et kæmpe næsehorn, stort, tungt, dumt og stædigt og foran det tramper dets menneskelige gestalt rundt i et anfald af elskovssyge og mandlig selvforherligelse.
Scenen er første akt af Det Kongelige Teaters nyopsætning af Molières Fruentimmerskolen, og det menneskelige næsehorn er Arnolphe, eller, som han har omdøbt sig selv, Monsieur de la Souche efter sit nyindkøbte gods.
Arnolphe har besluttet sig for giftermål. Genstanden for hans beslutning er for længst udkåret: Det skal være hans unge protegé, Agnès, som han har ladet opdrage og forme til uskyldighed i et nonnekloster efter sine egne ganske særlige forskrifter. Hendes uvidenhed er nu så fortryllende, at den udmøntes i overvejelser, som hvorvidt de små børn kommer ud gennem ørerne, og denne uskyldsrene sjæl i den ypperlige indpakning skal være hans.
Næsehornet i ham forfølger sit mål, nærsynet, ensporet og med 100 km i timen.
Det er Jørgen Reenberg, som med tilsvarende 100 km i timen spiller den altdominerende rolle som Arnolphe, martret af jalousi og angst over at blive hanrej, og det er en rolle, han med sindsro kan føje til listen over sine kunstneriske højdepunkter.
I modsætning til mange af sine forgængere spiller han ikke Arnolphe som en gammel, afpillet mand i mølædt slåbrok, men som en veltrimmet verdensmand med et svært erotisk glimt i øjet. Det er ikke aldersforskellen mellem de to, der bekymrer os, den unge Agnès skal nok blive velbetjent. Men han tror, han kan sikre sig mod sin altfortærende jalousi ved at gifte sig med en kvinde, som han har opdraget til at være dum som en gås. »Gift Dem dumt, så er De klog,« siger han selvbevidst til sin muntre, klarsynede ven, Chrysalde, der i
Joen Billes elegante fortolkning som publikums – og forfatterens stemme – forgæves forsøger at banke lidt fornuft ind i hovedet på tykhuden.

Kvindelist
Men Arnolphe, og millioner af mænd både før og efter ham, skal sande, at kvinder ikke bør undervurderes!
Med Sidse Babett Knudsens Agnès får han kam til sit hår; trods ankelsokker og sløjfer i håret er hun en kvinde på vej, som med uskyldig fornuft og hudløs, sviende ærlighed sætter ham i relief til virkeligheden. Og den er grum: Arnolphe er gjort til hanrej, allerede før han har pigen i hus. Hun vil nemlig hellere giftes med den langlemmede Horace, der i Jens Jacob Tychsens skikkelse virker lige så naiv, som Agnès er klog.
Det er godt tænkt. Alexa Ther har med sin instruktion skabt en tragisk komedie, som er både munter og vedkommende, og valget af Jørgen Reenberg og Sidse Babett Knudsen skaber trods deres statuariske og tekniske forskelligheder et ligeværdigt par på scenen, som ikke lader hinanden noget efter. Efterhånden som intrigen udvikler sig, undergår de begge en metamorfose i hver sin retning, han til en ældre, slagen mand, ramt på sit ømmeste punkt, den erotiske afvisning, hun til en rank, moden kvinde med livet og kærligheden foran sig.
Hun er usigeligt morsom som uskyldighedens engel med trutmund og fremskudt liv, mens man nok kan ane, hvad der ligger af ubrugte ressourcer bag den renskurede facade. Med sin vidunderligt neddæmpede spillestil står hun stærkt og klart på scenen, mens Reenberg tilsvarende trækker på hele sit mimiske register; i samspillet med Horace, som uvidende om hans identitet gør ham til sin forbundsfælle i kampen mod den gamle nar, veksler han suverænt mellem den lydhøre, forstående ven og den arge modstander med jalousiens raseri boblende i sig. Men på trods af ihærdige forsøg på at intrigere Agnès’ elskede ud på et sidespor bliver Arnolphe overhalet indenom af skæbnens forviklinger, og med et opgivende suk må han erkende sit nederlag og forsvinde ud i sit livs vinter. Smukkere og mere helstøbt kan det ikke gøres.

Begavet scenografi
Dertil har Rikke Juellund skabt en scenografi, som er meddigtende ud over det sædvanlige. I en enkel, stiliseret og meget begavet dekoration digter hun sig ind i figurernes univers fra Arnolphes gitterport, der kaster lange fængselsskygger over hans vanvid, til den blodrøde vin, der som den lidenskabelige jalousi snylter sig op ad hans hus, æder sig ind i væggene og underminerer dets fundament, samtidig med at Agnès’ udkårne, Horace, glad vælter sig rundt i de nedfaldne blade. Stilhistorisk bevæger hun sig elegant rundt mellem flere århundreder, fra renaissancens tjenestefolk i Peter Gilsfort og Jannie Faurschous muntre lazzi, over herrernes 1700-tals parykker og kjolefrakker til den voksne Agnès’ Kathrine Hepburn-møllehjulshat og 1950’er bolero.
Det er en god forestilling. Ikke mindst båret på et fundament af Ulla Gjedde Palmgrens fremragende oversættelse som stilsikkert tilgodeser både det klassiske formsprog og en nutidig, mundret sprogtone, der med et ironisk smæk med tungen bærer os svært underholdt gennem aftenen.

*Fruentimmerskolen af
Molière. Iscenesættelse: Alexa Ther. Scenografi og kostumer: Rikke Juellund. Oversættelse: Ulla Gjedde Palmgren. Det Kongelige Teater, Stærekassen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her