EU-hær skaber nervøsitet

Den Europæiske Unions ambitioner om at skabe en militær udrykningsstyrke under EU’s vinger skaber bekymring i Washington – og i danske SF

Den – blandt EU-modstandere i så mange år forhadte og frygtede – Vesteuropæiske (forsvars-) Union blev i mandags næsten lagt i graven.
Men dermed er forsøget på at skabe en europæisk militærenhed ikke aflivet. Tværtimod. Den 20. november mødes de 15 EU-lande til en konference, hvor forsvarsministrene skal meddele, hvor mange soldater de enkelte lande vil stille til rådighed for EU’s kommende humanitære og militære udrykningsstyrke. Briterne vil stille 18.000 mand til rådighed for den europæiske enhed på 60-80.000 soldater. Frankrig og Tyskland vil sammen med briterne blive rygraden i styrken, og selv neutrale Irland vil stille 800 mand.
De traumatiske erfaringer fra Kosovo-krigen har skabt den opfattelse i EU-landenes hovedstæder, at Europa i fremtiden skal kunne lave effektive fredsbevarende og fredsskabende aktioner. I første række sammen med USA og ved at låne udstyr fra NATO, men hvis amerikanerne ikke går med, så skal EU rykke ud selv.
Kosovo-krigen viste, at USA stadig engagerer sig i europæiske konflikter. Men 80 procent af alle tropper og 90 procent af pengene til genopbygning af Balkan kommer fra de europæiske lande, og USA har kun 11.000 mand på Balkan.

I fremtiden kan Europa ikke føle sig sikker på, at USA vil engagere sig lige så meget. George Bush Juniors sikkerhedspolitiske rådgiver Condolezza Rice er kommet til at sige, at en republikansk regering vil overlade den langsigtede fredsbevaring i Bosnien og Kosovo til europæerne, så USA kan koncentrere sig om de militære udfordringer i Mellemøsten og Asien.
Bush har siden trukket lidt i land, men tendensen har længe været tydelig: Amerikanerne mindsker gradvist det militære engagement i Europa.
EU-landene skal sikkert fremover tage et større ansvar for løsning af sikkerhedspolitiske konflikter i Europa.
Derfor vil man have en EU-udrykningsstyrke. USA støtter ideen, så længe den med udenrigsminister Madeleine Albrights ord ikke fører til en afkobling af Europa fra NATO, at EU ikke overlapper NATO’s eksisterende funktioner, og at styrken ikke diskriminerer NATO-lande uden for EU – læs Tyrkiet.
Beslutningen om at oprette en europæisk ’rapid reaction force’ senest i 2003 blev taget på EU’s topmøde i Helsinki i december 1999. Og ideen er ved at materialisere sig – selv om der stadig er spændinger mellem nationalstaterne i EU.
Det er tanken, at de op mod 80.000 mand skal sendes ud på missioner i op til to år. Det franske EU-formandsskab håber, at eurokorpset vil få opbakning fra ekstra 120.000 soldater, 350 kampfly og 80 krigsskibe. Alt i Europas navn. Frankrig har ikke lagt skjul på, at dets nye nukleare hangarskib, Charles de Gaulle (pris: små 30 mia. kr.), også skal bruges ved europæiske operationer. Det franske og tyske luftvåben samarbejder tæt, så når en fransk officer anmoder om et transportfly, så kan han tit få sendt et fly fra Luftwaffe. Og de franske og britiske officerer i den såkaldte ’European Air Group’ kan i teorien lave flyraids på Europas vegne.
Udrykningsstyrken er så småt ved at få institutionel rygrad. Der er en udenrigs- og sikkerhedspolitisk komité, en militærkomité og en civil krisestyringskomité – disse organer gøres permanente.

Danmark deltager endnu i komiteernes arbejde, men med en begrænsning. Forbeholdet fra Edinburgh efter det danske nej i 1992 siger, at Danmark ikke deltager »i udarbejdelsen og gennemførelsen af afgørelser og aktioner ... som har indvirkning på forsvarsområdet...«. Nyrup-regeringen har brugt forbeholdet otte gange over for EU. Bl.a. ved beslutningen i 1998 om at lade Vestunionen rydde miner i Kroatien.
Danmark er i klemme, for skridt for skridt udvides EU’s forsvarsdimension – fra det humanitære til det militære. Kosovo-aktionen har vist, at ’kriseinterventioner’ og det ’fredsskabende’ er uhyre beslægtede med ’krigsførende’ operationer.
SF’s Villy Søvndal har i den seneste måned forsøgt at få regeringen til at slække på fortolkningen af forbeholdet, så Danmark kan deltage i rent humanitære aktioner inden for EU. SF’erne vil distancere sig fra de mest stålsatte modstandere og vise en smule europæisk engagement. Søvndal gentog det i går over for Aktuelt. Hvis ikke regeringen vil slække tøjlerne, så vil SF arbejde for en ny folkeafstemning, så forbeholdet kan få en ny folkelig fortolkning.
Årsagen er en anden: SF vil forhindre ’dansk deltagelse i den militære opbygning’ i EU– FN er bedre, mener Søvndal.
Så længe Danmark har et forbehold, så har vi ikke indflydelse på, hvordan de andre EU-lande udarbejder og gennemfører aktioner. Danmark er hægtet af.
Det går stærkt i øjeblikket. I mandags fik EU nogle ’gaver’ af Vestunionen: Et forskningsinstitut, et satelitcenter i Madrid, en politimission i Albanien.
Vestunionen overlader stort set alle institutioner til EU, men den beholder små 30 ansatte, og forsvarsgarantien i artikel fem holdes i live, så Vestunionens lande stadig er forpligtet til at forsvare hinanden kollektivt. Dette løfte vil de fire neutrale EU-lande Sverige, Finland, Irland og Østrig ikke skrive ind i EU’s traktat, og derfor nøjes man foreløbig med at lade Vestunionen stå for garantien. Til sidst falder det tilbage på NATO og storebror USA.
På EU’s topmøde i Nice om tre uger vil EU’s udrykningsstyrke sikkert tage et nyt skridt. En gruppe kernelande vil få lov til at gå foran med integrationen – også på forsvarsområdet.
Men djævlen befinder sig i detaljerne.
Frankrig arbejder intenst på at få en permanent militær planlægningskomité i EU, og USA’s NATO-ambassadør, Alexander Vershbow, råber vagt i gevær. Det vil »skabe nye politiske friktioner i det transatlantiske forhold«, sagde han forleden til avisen European Voice.
Storbritannien er enig og vil have EU-styrken ind under NATO gennem Supreme Headquarters Allied Powers Europe i byen Mons i Belgien. Den britiske forsvarsminister, Geoffrey Hoon, siger, at briterne kun låner soldater til styrken under tre betingelser: »Ingen Europahær, ingen europæiske mærker og ingen europæiske flag.«

Briterne er dybt forankret i det atlantiske samarbejde. Men de er også tvetydige. Premierminister Tony Blair sagde i sin Europa-tale i Warszawa, at EU skal udvikle sig til en stormagt. Og i forgårs sagde Hoon, at »der er ingen grund til i begyndelsen af et nyt årtusind, at et kontinent af vores størrelse, med vores rigdom og erfaring mangler evnen til at tage effektive beslutninger og lave effektive aktioner.«
På papiret har de europæiske lande potentialet til at blive en militær stormagt, hvis viljen er til stede – eller hvis en ny præsident i USA vender øjnene væk fra Europa. Der er i dag to mio. soldater i de europæiske NATO-lande, og de bruger cirka 1.300 mia. kroner på forsvaret hvert år. I en overskuelig fremtid taler intet for, at EU får magt over bare en minimal del af dette europæiske militærapparat. Dertil er NATO og USA’s overherredømme stadig for stærkt. Men den europæiske udrykningsstyrke kan med tiden lægge kimen til en egentlig Europahær. Dette scenario kan ikke udelukkes.