Måske op imod 100.000 illegale immigranter arbejder under slavelignende forhold i det rige og velstående Vesteuropa
Den britiske europaparlamentariker Richard Howitt fra Labour var indigneret meget indigneret da han på en høring i onsdags hængte det kendte tyske mærkevarefirma Adidas ud for at sælge sportstøj, der er fremstillet under slavelignende forhold i Indonesien. Arbejdere på helt ned til 14 år arbejder på det transnationale selskabs underleverandørfabrik i hovedstaden Jakarta, og der syr de Adidas-jakker for en ussel løn på under en dollar i timen, de udsættes for tvang og trusler, som var det fabrikker taget ud af en roman af Charles Dickens.
Adidas benægter anklagen og siger, at de ikke benytter børnearbejdere, og at de betaler deres arbejdere over mindstelønnen.
I globaliseringens tidsalder knokler et nyt pjalteproletariat af millioner af fattige arbejdere i Asien for mange af klodens omkring 50.000 transnationale selskaber, der har flyttet det hårde fabriksarbejde fra Vesteuropa, USA og Japan til Asien for at kunne klare sig i konkurrencen, øge profitterne og dermed glæde aktionærerne og naturligvis glæde den vestlige middelklasse, der forbruger globale mærkevarer som aldrig før.
For de nye industriarbejdere i Asien kan den nye globale arbejdsdeling være et instrument til at holde sulten fra døren og bringe familien ud af fattigdomsfælden, men der ligger også mange menneskelige tragedier gemt bag de billige sweatshirts, legetøj på discount og sportssko, som i Vesten markedsføres med glade og smilende reklamer.
I verdens handelsorganisation, WTO, hvor man forsøger at regulere og sætte rammer for handlen på den globale og liberaliserede markedsplads, har Den Europæiske Union slået til lyd for sociale minimumsbestemmelser, forbud mod børnearbejde og mod slavelignende sweatshops-fabrikker, hvor faglig organisering er et fremmedord. Kravet har støtte fra fagbevægelsen, der advarer mod social dumpning og den nye form for kolonialisme.
Mere og mere tyder dog på, at de slavelignende fabrikker ikke kun er de andres problem noget som findes i de fattige nyindustrialiserede økonomier i Asien.
I USA har man længe kendt fænomenet sweatshops i tekstilindustrien, og illegale immigranter fra Latinamerika tvinges til at arbejde personlig gæld af i ulovlige systuer i storbyer som Los Angeles.
Men nu har fænomenet også bredt sig i Europa. Det dokumenterer et af kapitalismens hoforganer, Business Week, i sin seneste europæiske udgave:
»Workers in bondage« arbejdere i slaveri udbasunerer ugemagasinet på forsiden efter i to måneder at have efterforsket den voksende trafik af illegale immigranter, der ender i slavelignende arbejdsforhold i Europa.
Kriminelle organisationer fra Kina, Afrika, Latinamerika, Balkan og de tidligere sovjetiske lande har gjort menneskesmugling til en givtig vækstindustri og ifølge en FN-rapport er deres globale profit steget til over 70 mia. dollar om året. Med lokkende annoncer og løfter får de folk fra den globale økonomis periferilande til at betale/låne mellem 60.000 og 200.000 kroner for at blive transporteret til Europa, og siden tvinges disse illegale indvandrere til at arbejde gælden af for en ussel løn på restauranter fra Barcelona og Milano til Bruxelles, på illegale systuer i London og Paris, og i varehuse i udkanten af Rom. Uden opholds- og arbejdstilladelser og uden pas er de lette ofre for de kriminelle organisationers metoder.
»Der er ingen tvivl om det,« udtaler Paul Higdon, der er efterretningsdirektør i den internationale politiorganisation, Interpol. »Vi står overfor en moderne slavehandel, som ikke kan tolereres i et civiliseret samfund.«
I år har politiet i Italien, England og Frankrig afsløret en stribe illegale fabrikker, hvor immigranter fra Kina, Indien og det tidligere Sovjetunionen er blevet tvunget af kriminelle bander til at arbejde 12-14 timer om dagen for en månedsløn på helt ned til under 2.000 kroner.
»I følge konservative skøn fra forskere og andre anslås det, at der mindst er 100.000 illegale immigranter, som arbejder i kontraktslaveri i EU,« skriver Business Week.
Det er måske lavt sat. Den illegale indvandring til det velstående vesteuropæiske samfund er steget kraftigt i de seneste år. Fra skønsmæssigt 40.000 i 1993 til nu over en halv million om året.
Mange af dem sejles over Gibraltarstrædet til Spanien eller over Adriaterhavet til Italien. Italiens kystlinie på over 8.000 km er meget vanskelig at patruljere og de desperate folkevandrere smugles til Italien fra Albanien og Balkan. Eksempelvis anholdte de kroatiske myndigheder ikke mindre end 10.000 illegale indvandrere i årets seks første måneder. Andre kommer ind på et turistvisa og derpå hopper de af. Og som nævnt i gårsdagens udgave af Information har den britiske indenrigsminister Jack Straw netop indrømmet, at titusinder af asylansøgere er forsvundet sporløst.
Business Week beskriver, hvordan gamle fabrikker og forladte bygninger i de nordlige og nordøstlige forstæder til Paris er forvandlet til ulovlige arbejdsværksteder og syværksteder. En anonym 30 årig kvinde fra Kina fortæller til magasinet, hvordan hun i de sidste fem år har arbejdet i ti forskellige sweatshops i undergrunden af dette haute couture-Paris. Hun har ikke fået en luksusløn for at sy tøj og lædertasker, men er blevet betalt cirka 180 kroner om dagen, og den normale arbejdsuge var på omkring 112 timer.
I oktober afslørede politiet den fabrik, som hun arbejdede på, og nu har hun kun 150.000 kroner tilbage af sin gæld til organisationen, der havde sørget for hendes transport til Europa.
Business Week fortæller også om tekstilindustrien i Prato udenfor Firenze, der har verdens førende strikvare-industri med et årligt salg på cirka 10 milliarder kroner. »Det er takket være kineserne, at denne sektor er revitaliseret,« siger Giuseppe Gregori, der er generalsekretær for fagforeningen CGIL i Prato.
I dag er der officielt registreret 1.100 kinesisk-ejede fabrikker og systuer i Prato, men det lokale handelskammer vurderer, at 40 procent af produktionen foregår illegalt, og at der måske er op imod 4000 illegale immigranter fra Kina beskæftiget der.
Her i december måned holder FN et møde på Sicilien, og her vil de europæiske lande blive opfordret til at underskrive en ny protokol imod menneskesmugling og udbytning. Det gør regeringerne sikkert med glæde. Men det vil samtidig forpligte dem til at gør en ekstra indsats for at trevle de kriminelle organisationer og deres nye slavefabrikker op.
Eller som Business Week skriver i en leder med titlen Luk Europas sweatshops nu: »Situationen er helt uacceptabel.«
