Læsetid: 6 min.

Den evige rejse mod skønheden

2. november 2000

Palle Mikkelborg modtager Nordisk Råds Musikpris 2001. Den burde han have haft allerede med musikken til cd’en ’Aura’. Bedre sent
end aldrig

Portræt
Hvad er det hos en kunstner, der gør det sugende nødvendigt for den omgivende verden at gå på opdagelsesrejse i hans verden? I de tilfælde hvor værkerne har haft størst slidstyrke, er der altid en åbning ind til noget mere bag den fysiske manifestation. Et lyst hoved har engang sagt, at hos de skabende ånder er det interessante i virkeligheden det kraftfelt, som omgiver deres kreationer: Charles Ives som transcendentalist, Miles Davis som fornyer og igangsætter, Giacinto Scelsi som okkult medium, Olivier Messiaen som forener kunsten og det dybt troende menneske, Duke Ellington som det individuelles talerør, John Cage som århundredets musikfilosof, Karlheinz Stockhausen som mentor og gæst fra planeten Sirius, og Louis Armstrong som det Gudsbeåndede naturtalent.
Alle kunstretninger kan opvise eksempler på personligheder med en speciel aura, som omstråler deres virke. Vi behøver ikke præcisere, hvordan dette konkret spiller sig ud, alle kan fornemme, at det er der i den måde, hvorpå disse mennesker hver især har været i stand til at skabe æstetiske og ideologiske rum omkring sig. Dette ganske særlige ved kunstneres genialske virke kalder vi holdning.

Mikkelborgs smeltedigel
Palle Mikkelborg har en holdning til livet og til kunsten. Holdning er før musik, i musik, efter musik. Man behøver knapt folde ørerne ud for at opdage det i tilfældet Mikkelborg. Denne skribent har personligt en række Mikkelborgske stjernestunder i hukommelsen, som handler om øjeblikke, hvor musikken åbner sig mod noget mere end toner og klange. Ved en lejlighed indspillede Mikkelborg sammen med en ung trompetist for Danmarks Radio. Musikerne arbejdede med et bestemt materiale og dets muligheder. På et tidspunkt ’smelder’ den unge kollega temaet ud i en ’show-off’ version... øjeblikket senere svarer Mikkelborg med brug af det samme materiale men i en ny imødekommende klædedragt, hvor formuleringen tilføjes en ny indsigt, præget af sondering.
I det øjeblik er det uvæsentligt at tale om teori og indlært viden fra bøger, om påvirkninger og frastødninger. I det øjeblik glider det levede livs erfaringer sammen, og det musikalske udtryk bliver mere end blot og bar toner. Det samlede indtryk bliver til en smeltedigel af alt det, Mikkelborg har suget til sig og dette transformeres ud gennem musikken, som er aftryk af noget oplevet. De lange, udholdte toner, de vibrerende klangflader og ekkovirkninger er derfor ikke bare et udslag af interessen for lyd i bredeste forstand. Der er mere på færde.
Mikkelborgs musik åbner op for tøjlesløse digressioner og musikalske tanker på frihjul uden om den gyldne middelvej, men aldrig uhæmmet og totalt ukontrolleret. Det ville det overordnede skønhedsideal ikke tillade. Palle Mikkelborg er æstetiker. Hans hvide silkehalstørklæde er et ydre tegn på et og det samme: Sans for det forfinede, det smukke – og det krukkede.
At være komponist i traditionel forstand har noget med kontrol at gøre. Kontrol over materialet, kontrol over at opførelsen er dækkende og repræsenterer musikken, som den er skrevet. Selv om Palle Mikkelborg skaber overordnede rammer og tyder musikken i ganske bestemte retninger, ser han en stor nødvendighed i, at musikken lever et selvstændigt liv. I den forstand er han ikke komponist, men snarere designer. Det lyser og lyder ud af alt det, Mikkelborg beskæftiger sig med. Lyt til cd’en Aura fra 1989, komponeret til og for Miles Davis, da denne i 1984 modtog Leónie Sonnings Musikpris. I satsen Orange er tonematerialet ordnet efter bestemte mønstre, og der er i øvrigt indlagt apokryfe meddelelser og henvisninger til tidligere prismodtagere.
Det er dette og mere til, der gør Mikkelborgs musik dragende: Den er hemmelighedsfuld og afslører aldrig sine inderste hemmeligheder. Der er altid ubesvarede spørgsmål. Til gengæld åbner den for lytternes egen tolkning. Tolkning af farver, af fornemmelser, af former, figurer og spiritualitet. Palle Mikkelborg designer mulige rammer for eksistens.

Dansk og nordisk
Forholdet Mikkelborg og klassisk tradition er underbelyst, fordi hans musik bliver tolket ud fra andre inspirationskilder. I Danmark har vi ikke tydelige folkemusikalske traditioner som i andre skandinaviske lande, og dog er Palle Mikkelborg både en dansk og nordisk komponist. Der er de komponister, som siger, at de er inspireret af dansk lyrisme og Carl Nielsens folkelige sange, og der er dem, som reelt viser det i musikken.
Da Palle Mikkelborg i 1999 modtog Carl Nielsen Legatet, kvitterede han med et musikalsk forløb, der viste, i hvor høj grad han står i gæld til den danske tradition, der udspringer fra Carl Nielsens klassicisme. Palle Mikkelborg er dansk og nordisk i sit forhold til tiden. Tid og timing spiller afgørende roller. Mikkelborg venter, lytter, indlever sig og bringer den forløsende tone eller frase, der åbner op for nye verdener.
Palle Mikkelborg er ikke jazzmusiker i traditionel forstand, han har ikke ’lyden’ af Babtistkirken eller Fifth Avenue som musikalsk eller social baggrund, han har Carl Nielsen, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard i den mentale rejsekuffert. Han har på sin vej, med glæde og stor indlevelse, været gæst i forskellige miljøer og kulturer. På et tidspunkt blev standard-repertoriet for snævert. Nye udfordringer pressede sig på: Dirigent for Danmarks Radios Bigband og Danmarks Radios Jazz-gruppe, arrangør, komponist (lyt til The Mysterious Corona med Danmarks Radios Jazz-gruppe, udvidet med træblæserkvintet og strygekartet, Metrome 1967).
Inspirationer og erfaringer fra møder i forskellige æstetiske sammenhænge klinger videre i Mikkelborgs univers (bliv overbevist ved at lytte til More Than You Know med Dexter Gordon & orkester (1975), Entrance (1977), Live as Well (1978) og videre Palle Mikkelborg Journey To... (1984).
Der er aldrig noget entydigt eller for den sags skyld manifest ved Mikkelborgs musik. Lyt til cd’erne Anything But Grey fra 1993, Hommage. Once Upon A Time (1990) og Song …. Tread Lightly (2000). De har de hele: Brede flader med musik, der udstråler evigtid, men også insisterende funk, hamrende rock-pop, Big Band sound, opdateret teknologi.
Som ethvert andet reflekterende menneske må også Mikkelborg have stillet sig selv spørgsmålene: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvem refererer jeg musikalsk og menneskeligt til? Hvorfor er jeg endt hér? Mikkelborg er selvlært og har erfaringer fra mange musikalske og ikke-musikalske sammenhænge – ’prøvelser’ som har givet indsigt i mennesker og den kultur, der omgiver ham.

At få fred i sindet
Hos nogle kunstnere har man fornemmelsen af, at de har spillet instrumentet i et tidligere liv. Mikkelborg er et sådant fænomen. Han må have spillet trompet, før han kom til denne planet. Han besidder gaven til uforvarende at forudgribe fremtiden. Pludselig griber tidsånden fat i en ny mulighed og et område fornyes radikalt. Mikkelborg er ingen undtagelse – også han har sat noget nyt i gang.
Mikkelborgs kunst kredser om overgange mellem menneske og natur. Han har ladet sig indfange af sit instruments evne til at efterligne den menneskelige stemme og naturens lyde. Trompetens luftige og stemningsmættede tone og det særlige nærvær med myten (Miles har ikke levet forgæves...), har sat sig som et sigel i det Mikkelborgske univers. Denne interesse for og glæde ved den menneskelige stemme, kan opleves på cd’en A Noone of Night (1999), med tekster af Ben Jonson, Blake, Rilke og Frans af Assisi. I det musikalske væv af stemmer høres også harpen, som spiller en stor rolle i Mikkelborgs instrumentation og performance-grupper.
Man behøver være magister for at høre, Mikkelborg leder efter skønhed. Klang, melodi, tonalitet og timing er vigtige elementer i hans musik ud fra ønsket om at tilfredsstille et overordnet skønhedssøgende ideal. I dagens anledning får kreatøren de sidste ord: »Min ’sound’ og mit koncertkoncept er naturligt inspireret af min dybe interesse for livets spirituelle sider. Jeg har ikke haft en egentlig musisk ambition, men alene en spirituel. Min livslange rejse i musikken og dens magi har dybest set haft ét formål: At få fred i sindet.«

FAKTA
Musikpris
Den nordiske musikkomite under Nordisk ministerråd, NOMUS, som udgør priskomité for Nordisk Råds Musikpris, har i forbindelse med 2001-prisen ønsket at sætte lys på nordiske kunstnere, som arbejder med improvisation. Ud af de 13 nominerede kunstnere besluttede NOMUS, at Nordisk Råds musikpris 2001 skal tildeles Palle Mikkelborg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her