Læsetid: 6 min.

Fiktionens farlige forståelighed

17. november 2000

Et par spektakulære bogudgivelser med efterfølgende retssager og fyringer har på ny sat det delikate forhold mellem fiktion og virkelighed på dagsordenen i den franske litteraturdebat

BOGTILLÆG

Forfatteransvar
Vi er uansvarlige, man har vel aldrig set en forfatter blive anklaget eller sat i fængsel, fordi hans tagkonstruktion er braset sammen,« skrev forfatteren Primo Levi i midten af sidste århundrede, en forfatter, der med sin afdæmpede og rystende koncentrationslejrroman, Hvis dette er et menneske, om nogen vidste, hvor stor betydning, det har at skrive om... virkeligheden.
Dermed pegede han subtilt på det paradoks om ansvarsfuldhed, forfatteren står i. Fiktionen er selvfølgelig ansvarsløs, der kan ikke svares for den virkelighed, der findes i romanerne, netop fordi den ikke er... virkelig.
Men ikke desto mindre har forfatteren så alligevel et ansvar med sin tekst, litteraturen bliver tom, utroværdig og ganske uden interesse, hvis den ikke siger noget om virkeligheden, er et billede af den, en repræsentation i en eller anden forstand, hvilket den så måske netop under alle omstændigheder er på helt sin egen måde.
»Således er vi dømt til, fra vugge til grav at trække med en Doppelgänger, en stum ansigtsløs broder, der dog deler ansvaret for vore handlinger, og dermed også for de sider, vi har skrevet.«
Inden for de sidste par år, har det delikate forhold mellem fiktion og virkelighed, været et fremherskende tema i fransk litteratur, egentlig ikke som emne, men i valget af emner. Eksplicit selvbiografiske tekster udgives som romaner, som eksempel kan nævnes en af sidste års bestsellere, Christine Angots L’Inceste, der absolut uden at lægge nogen fingre imellem beskrev stedfaderens overgreb på barnet Angot.
Adskillige romaner tager udgangspunkt i mordsager, der rent faktisk er fundet sted, som Emmanuel Carrères L’Adversaire. Men selv de romaner, der er rent ’fiktive’, stilles pludselig til ansvar, som da Houllebecq fik et sagsanlæg på halsen fra lederen af en campingplads, der følte sit sted hængt ud i romanen, Les Particules elementaire, eller blev taget til indtægt for de småfascistoide synspunkter, en af hans hovedpersoner ytrede.

Opblødte grænser
Tendensen ser ud til at fortsætte i dette efterår med nogle temmelig hallucinerende sager, der bløder grænserne mellem fiktion og virkelighed op. Le Pen har anlagt injuriesag mod forfatteren Mathieu Lindon på baggrund af, hvad en af personerne i romanen siger om ham. Den morddømte, Jean-Louis Turquin, fik udsat udgivelsen af Marc Weitzmanns roman, Mariage Mixte, fordi forfatteren, uden navns nævnelse, tager udgangspunkt i dennes mordsag. Reklamebranchens enfant terrible Frédéric Beigbeder, har med romanen 99 f skrevet en bidende satire og afsløring af reklameverdenens metoder: »Man skal aldrig opføre sig, som om folk er idioter,« siger en af cheferne i bogen, »men man skal aldig glemme, at det er de«. I romanen skriver hovedpersonen en roman, der afslører reklameverdenens nivellerende fordummelse, men han bliver ikke fyret. Det er Beigbeder til gengæld blevet af den kyniske chef i det reklamebureau, hvor han arbejdede i det virkelige liv. Hvis man efterhånden kan følge med i forskellen på fiktion og virkelighed. Beigbeder har nu heller ikke tid til andet end at deltage i litterære programmer og talkshows. Hos Pivot kunne man forleden se ham i diskussion med Angot, hvis nyeste bog handler om, hvordan det var, da hendes første bog, L’inceste, udkom. Om hvordan hun, i mødet med hele medieverdenen og læserne, blev udsat for personligt, at skulle svare for sin hovedpersons oplevelser. På tv-skærmen udbredte den medieerfarne, hippe og mærkevareklædte Beigbede sig om den virkelige verdens medialisering, at alle lever i en slags reklamefiktion, ja sådan er verden. Hvortil den absolut ikke modeprægede, men altid vildt passionerede Angot tørt svarede: »Ja, det kan godt være, det er den verden, du lever i. Sådan ser min ikke ud.«

Domfældelser
Mathieu Lindon, er rent faktisk blevet dømt for injurier mod Le Pen, med sin beskrivelse af en fiktiv proces, hvor en racistisk, fascistisk og Front National-plakatopopsætter anklages for mordet på en arabisk teenager, og forsvares af en jødisk venstreorienteret, homoseksuel advokat. Det er klart, at det portræt, der gives af både det franske samfund og af Front Nationals leder gennem bogens tanker og dialoger og diskussioner, mildest talt ikke er rosenrødt. Men er det injurier? Det har fået Houllebecq til at fare i blækhuset og kræve en slags ’uden for loven’ status for forfatteren. Forfatteren Leslie Kaplan forsvarer i en kronik i Libération, indfølende, hvordan litteraturen netop gør det muligt at sætte sig i den, man ikke kan forstå’s sted – og derfor så alligevel ’forstå’ det. Og Weitzman kræver på alles vegne i et indlæg i Les Inrockuptibles, at forfatteren netop ikke skal være uden for loven, men at loven skal beskytte retten til at skrive fiktion, også selv om rollehaverne ligner virkelighedens betænkelig meget. »Når Tolstoj beskriver Napoleon i Krig og Fred, så genkender alle Napoleon, men samtidig er det ikke Napoleon, fordi det er en figur hos Tolstoj.«

Tekstens ansvarlige
I Frankrig synes de realitetsnære fiktioner ikke at skabe noget problem hos kritikerne om, hvorvidt det kan bedømmes litterært. Diskussionen går heller ikke på skellet form- eller indholdssøgende litteratur – Christine Angots totalt biografiske roman satte nærmest ny standard for form med sit bidende sprog og enten ultrakorte eller til tider nærmest åndeløst lange sætninger.
Men den måde, fiktionen på den ene side synes at kræve støtte i virkeligheden, nærmest som om virkeligheden nu er begyndt at overgå fantasien, og så på den anden side direkte ’anklages’ og sættes for domstolene, er tankevækkende på anden vis. Michel Foucault placerede forfatterbegrebets oprindelse til det historiske tidspunkt, hvor magthaverne fik brug for at finde ud af, hvem det præcist var, der havde skrevet farlige tekster.
Det var så at sige først, da man havde brug for korporligt at finde frem til kritikerne, at forfatteren fik navn og blev individualiseret. Han forudså også, at dette forfatterbegreb ville forsvinde igen, at den skrivende atter ville blive anonym, og dermed igen uskyldig. I den forstand er det interessant at bemærke, at stort set alle disse tekster, på grænsen mellem fiktion og virkelighed – hvis skellet findes – især handler om identitet, og ikke mindst identitetsopløsning: romanfigurens eller forfatterens?
I den mordsag, som Emmanuel Carrére rekonstruerede i sin halvdokumentariske L’Adversaire havde en ’virkelig’ person, Jean-Claude Romand, i 18 år bildt sin kone, sin familie og hele sin omgangskreds ind, at han var læge. Da hele hans netværk af løgne og økonomisk bedrag stod for at blive afsløret, foretrak han at slå sin kone, sine børn og sine forældre ihjel. Som Carrére formulerer det, så »er det banalt at understrege, i hvor høj grad disse kendgerninger og handlinger overgår selv den mest vanvittige fiktion.«
Weitzmann’s projekt er lige så eksplicit identitetsproblematiserende: Med udganspunkt i en mordsag, hvor en antisemitisk, dyrlæge fra det ’dybe’ Frankrig, slår det barn ihjel, han har fået med sin jødiske kone, i overbevisning om, at det er en bastard, går Weitzmann på jagt efter sine egne rødder, som fædrene har svigtet: »Identiteten, som allerede min far vidste det, dengang han forfalskede sin for at overleve, identiteten har den nogensinde været andet end en fiktion?«
»Der er ingen identitet; og lige meget, hvor voldsomt mit oprør er over denne simple kendsgerning, så findes der heller ikke nogen, hvis eksistens er et liv.«

Sandhed i bøgerne?
Primo Levi kendte til sin ansvarsløse, og ansvarsfulde dobbeltgænger.
En sag der har givet genklang i Frankrig er afsløringen af, at forfatteren til en anden af verdens kendte koncentrationslejrromaner, schweizeren Binjamin Wilkomirski, aldrig nogensinde har været interneret i en dødslejr. Romanen, Fragmenter, i hvilken tusindvis af deporterede børn, genkendte deres skæbne, er skrevet af en mand, der har taget denne jødiske identitet på sig. I realiteten var han blot et ’almindeligt’ tysk adoptivbarn, Bruno Grosjean. Hvilken værdi har den bog, han har skrevet, i så fald?
Der er noget dybt betænkeligt og symptomatisk ved et samfund, der kalder sine dommere til hjælp for at finde ud af, hvem det er, der taler i fiktionen. Et varsel om, at teksten måske på foucaulsk vis snart forsvinder ud i identitetsløsheden på verdensnettet, og igen bliver uskyldig, ukritisk og intetsigende. Weitzman, der også skriver »Sandheden, den står da i bøger, gør den ikke?«, citerer den procesbekendte Kafka for at sige: »I din kamp mod verden, hold med verden.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her