Læsetid: 4 min.

Film

16. november 2000

*Stanley Donens krimilystspil Charade (’63) er en film, jeg gerne og ofte genser. Det er ikke stor filmkunst, men den har et eller andet over sig. Måske er det Cary Grants gavtyv Peter Joshua/Adam Canfield, eller hvad det nu er, han hedder, måske er det Walther Mattaus skumle forbryder, eller måske er det Audrey Hepburns æterisk smukke Regina Lampert, som bliver viklet ind i en intrige så sindrig, at man bliver helt rundtosset. Donen, der bedst er kendt for sine musicals, Syng i sol og regn sammen med Gene Kelly og Syv brude til syv brødre, har godt fat i forviklingerne og sine eminente skuespillere, og Peter Stones rappe, vittige dialog ligger godt i munden på Grant og Hepburn, når de ganske tit ypper kiv. Charade rangerer ikke blandt de fleste kritikeres favoritter, og den er åbenbart så billig at købe, at den tit kører på tv-stationerne i formiddagstimerne! Synd for en film, der er så let og elegant skruet sammen, en absolut fryd for øjet, og som fortjener bedre. Filmen er fornylig udkommet på dvd, hvortil Stanley Donen og Peter Stone har leveret et underholdende kommentarlydspor. De to aldrende herrer leverer anekdoter om smukke Hepburn og charmerende Grant og skændes i al venskabelighed om, hvem der egentlig fik dén og dén idé, og hvem der egentlig skrev dén og dén replik. Et strålende akkompagnement til en strålende filmoplevelse.
Charade. DR1, torsdag 13.55-15.50

*Sylvester Stallone kan faktisk godt spille skuespil, og det kan man minde sig selv om ved at se eller gense en af muskelbundtets bedste film, boksedramaet Rocky. Filmen, der er instrueret af John G. Avildsen og skrevet af Stallone selv, har fået adskillige efterfølgere, men ingen af dem når dog op på siden af originalen. Rocky følger bokseren Rocky Balboa på sin vej fra afdanket boksenul til en titelkamp mod selveste mesteren Apollo Creed (Carl Weathers). Men selvom titlen er endemålet, så er kampen for selvrespekt og den lokale pige, Adrian, som Rocky har forelsket sig i, lige så vigtigt for bokseren. Stallone er rent ud sagt fremragende i titelrollen – aldrig har han været så ydmyg og afdæmpet og troværdig. Og han får godt modspil af Talia Shire som Adrian, Burt Young som Adrians svoger, der har store ambitioner på Rockys vegne, og ikke mindst veteranen Burgess Meredith som Rockys barske træner Mickey. Filmen, der er Avildsens bedste (han lavede senere Karate Kid), vandt Oscars som bedste film og for instruktion og rummer adskillige flotte, mindeværdige scener, hvor en udaset Rocky kæmper sig tilbage til netop ære og ærværdighed.
Rocky. DR1, fredag 23.00-0.55

*Sidney Lumet der har været aktiv som instruktør i en menneskealder, har altid været mand for at dreje en barsk og kritisk skildring af den verden, vi lever i. Lige fra den fremragende debut, 12 vrede mænd, til nogle af de senere års sørgeligt oversete Night Falls on Manhattan og Critical Care. Lumet bevæger sig ofte og hjemmevant i magtens korridorer, hvor korruptionen lurer, og gode, ærlige mennesker kan tælles på én hånd. Politithrilleren Serpico (’73) er ingen undtagelse. Filmen, der er baseret på virkelige begivenheder, handler om undercover-strømeren Serpico, der finder ud af, at det meste af New Yorks politi er korrupt. Han beslutter sig for at afsløre sine kolleger, og snart er han jaget vildt. Og filmen, der fortælles i et flashback, slutter, som den starter, med en hårdt såret Serpico, som køres ind på hospitalet for at blive opereret. I en af sin karrieres mest intense præstationer lever Al Pacino sig ind i rollen som den samvittighedsfulde strømer, der ikke bare kan se til, mens hans kolleger tager imod. Det siges, at Pacino gik så højt op i rollen og forberedelserne til den, at han i flere uger efter, optagelserne var overstået, rendte rundt i New Yorks gader med sit poilitskilt og arresterede uskyldige forbipasserende.
Serpico. TV3, lørdag 0.50-3.15

*Rob Reiner startede sammen med manuskriptforfatter Nora Ephron en bølge af modne, romantiske og ikke mindst indbringende storby-komedier med Da Harry mødte Sally, der stadig står som den bedste i rækken. Alletiders sødeste pige Meg
Ryan og rapkæftede Billy Crystal mødes for så at skilles, mødes igen og skilles, hvorefter de mødes endnu en gang og skilles, og sådan bliver de ved. Filmen følger det umage par gennem en årrække, som de konstant støder ind i hinanden og fra ikke at kunne lide hinanden, udvikler de først et solidt venskab og så en dyb kærlighed til hinanden. Problemet er bare, at ingen af dem vil indrømme det – eller har mulighed for det – på de rigtige tidspunkter, og filmen er fyldt med sjove og let vemodige scener, hvor de to kamphaner med hver deres partner forgæves forsøger at holde deres følelser på et rent venskabeligt plan. Det er svært at forklare, hvorfor Da Harry mødte Sally vil blive husket, når alle de andre, Søvnløs i Seattle,
You’ve Got Mail er glemt, men det har nok at gøre med, at det var den første. At Ephrons dialog er både skarp, nuanceret og virkelig sjov. At Reiner kender sine forbilleder blandt 30’rnes og 40’rnes screwball-komedier. Og at der i spændingsfeltet mellem Ryan og Crystal, der begge har komisk tæft og timing, opstår en sjælden magi, som er ligeså rørende, som den forførende. Og så rummer filmen jo selvfølgelig også den allerede kanoniserede scene, hvor Meg Ryan på et cafeteria højlydt simulerer en orgasme. Det er meget morsomt, og man kan kun sige med en af cafeteriaets øvrige kunder: Jeg vil gerne have det samme, som hun får!
Da Harry mødte Sally/ When Harry Met Sally. TvDanmark2, søndag 19.55-21.35

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her