Fin de filmkritik?

Gyldendals antologi er ikke det signalement af filmen i 1990’erne, den gerne vil være

Ny bog
Fin de siècle er som bekendt en betegnelse for tidsånd og tendenser omkring år 1900. Begrebet henviser især til den stemning af krise, tomrum, melankoli, dekadence og apokalypse, som herskede i dele af datidens litteratur.
Som bogtitel lyder Film & Fin de Siècle – essays om 90’ernes film unægtelig besnærende. Problemet er bare, at fin de siècle ikke er nogen særligt dækkende betegnelse for filmen i 1990’erne.
Ganske vist sank Titanic, og ganske vist skælvede jorden apokalyptisk under Robert Altmans fortabte eksistenser i Short Cuts. Men 90’erne var også årtiet, hvor John Travolta fik sin anden ungdom og blev taget med bukserne nede i Pulp Fiction, hvor Lars von Trier sprang ud som glad
idiot, Keanu Reeves svævede triumferende i cyberspace og Gong Li strålede under den røde lygte. Komediens, computerteknikkens og den gode histories årti.
Fin de siècle-temaet tages da heller ikke under behandling i et eneste af antologiens 24 artikler. De er skrevet af nogle af landets bedste filmskribenter, og der er ingen
spleen at spore, når Peter Schepelern hylder animatoren Nick Parker, Bettina Heltberg erklærer skuespilleren Colin Firth (Stolthed og fordom) sin kærlighed, eller når Ulrich Breuning surfer på Shakespearebølgen i 90’erne.
Film og Fin de Siècle er kort sagt en con amore-bog, hvor personlige præferencer har vejet tungere end væsentlighed i valget af temaer, værker og instruktører. Her er således ikke mindre end tretten værkanalyser, men kun to genre-artikler (science fiction og dokumentarisme). Her er et afsnit om Jørgen Leth samt en artikel om Louis Malles Vanja på 42tyvende gade, mens man leder forgæves efter hovedværker som The Piano, Underground og Trainspotting og indlysende 90’er-instruktører som Krzysztof Kieslowski, Atom Egoyan, Oliver Stone og Coen-brødrene.
Valg og fravalg kan naturligvis altid diskuteres, men vil man give et signalement af filmen i 90’erne, kommer man ikke uden om David Fincher, som først ramte tidsånden med Seven og siden gentog kunststykket med Fight Club. For da slet ikke at tale om asiatisk film, der med navne som Zhang Yimou, Chen Kaige, Wong Kar-Wai og Takeshi Kitano har stået for store filmiske fornyelser.

Manglende viden?
Antologiens redaktører – Peter Christensen og Bo Tao Michaëlis – er klar over problemet. En solid og grundig introduktion med overblik over årtiets strømninger kunne have reddet meget, men i stedet benytter redaktørerne forordet til at undskylde deres forsømmelser. Og de jokker yderligere i spinaten, når de blandt forsømmelserne nævner bedagede instruktører som Claude Chabrol og Bernardo Bertolucci samt Peter Greenaway, der om nogen er indbegrebet af en 80’er-instruktør, hvis kølige billedlabyrinter løb tør for fascinationskraft i 90’erne. Har redaktionen manglet den nødvendige viden om 90’er-film til at lægge en klar linje?
Måske, men det subjektive er uden tvivl også en del af tiden. Hvor Røde Hanes antologi fra 1970’erne, Filmanalyser – Historien i filmen, afdækkede filmenes ideologiske indhold, og næste årtis antologi, Stil på Strimler (forlaget Amanda), studerede tidens æstetiske tegn, er filmkritikken i dag mere diffus og uden egentligt mål. Det handler for så vidt blot om at »invitere læseren indenfor i filmens fascinerende verden« og formidle en »lidenskab for film«, som Gyldendal udtrykker sig.
Den knastørre akademiker er blevet erstattet af den begejstrede formidler, der skriver, så det er en ren fryd. Men først når skribenten har noget på hjerte og evner balancen mellem indlevelse og analytisk distance, bliver det interessant.
Det gør journalist Martin Krasnik i sit forbilledligt klare forsvar for Schindlers liste og Livet er smukt. Et vigtigt essay, fordi det knytter an til en gennemgående debat i 90’erne – filmiske fremstillinger af
Holocaust – og fordi Krasnik har mod til at gå imod parnasset af politisk korrekte Holocaust-forskere. Spielberg og Roberto Benignis film er ikke historieskrivning, fastslår Krasnik, men »hver sin storslåede opfordring til at huske historien.«

Savner fornyelse
I en knapt så vægtig, men ikke mindre veloplagt artikel tester filmanmelder Kim Skotte Woody Allen i 90’erne. Det er medrivende læsning, fordi Skotte skriver blændende, fordi han ved en masse og har meninger, man får lyst til at diskutere. Endelig er forfatteren Poul Vads essay, Tarantinos moralitet, oprindelig trykt i 1995, stadig værd at læse, selv om Tarantino i dag nærmest er blevet god smag.
Film & Fin de Siècle viser dog også tidens essay-genren fra dens mere problematiske side: Når distancen forsvinder, og skribenten glider i ét med sit emne. Lars Andreas Pedersen hæver sig aldrig op over slogan-niveauet i en ellers central artikel om den gode historie. Måske fordi han som manuskriptforfatter og lærer på Filmskolen selv er en del af den bevægelse, han forsøger at analysere.
Og filmanmelder Christian Monggaard Christensen identificerer sig så meget med Lars von Trier og Dogme-projektet, at han ikke formår at stille de kritiske spørgsmål, der skal til for at skrive noget, vi ikke vidste i forvejen.
I det hele taget kan al den glæde og begejstring blive en anelse klaustrofobisk. Det er fint med analyser af Smoke, The Usual Suspects og Eyes Wide Shut, men bortset fra Eva Jørholts essay om et – for mig – ukendt afrikansk mesterværk, savner man overraskelser. Hvor er opdagelsen af et nyt filmtalent? Hvor er det modige forsvar for en ugleset instruktør? Hvor er bekymringen for europæisk filmkunst, der aldrig har stået svagere?
Frem for alt: Hvor er den skarpe og frygtløse kritiker, der hellere vil stå alene ved punchbowlen til festerne end springe nøgen i swimmingpoolen med filmselskabets direktør?

*Film & Fin de Siècle – essays om 90’ernes film. Red. Peter Christensen og Bo Tao Michaëlis. 300 s., 250 kr. Gyldendal

*Claus Christensen er filmanmelder ved Århus Stiftstidende