Læsetid: 4 min.

Alle fire årstider

4. november 2000

STIKORD
LAD OS TALE OM vejret. Ikke fordi der ikke er andet, som presser på, men som uundværligt intermezzo i hverdagens bestandige ubestandighed.
Stærkt støttet bliver vi af tv-mediets daglige kulørte underholdningsindslag, hvor muntre meteorologer med antropomorfiske metaforer ruller den kommende uges drama op med vurderinger af godt og dårligt vejr, som var det et moralsk problem.
Der mangler egentlig bare, at nyhedsoplæsernes
toastmasterbemærkninger, når de giver ordet til vejrfolket, understøttes af musik, f.eks. af Vivaldis De fire årstider, som vi kender fra hotellernes elevatorer, restauranternes muzak og anden halvoffenthed med submusikalske ambitioner.
Vivaldi har leveret en meget illustrativ musik, passende til den pædagogiske gestik med udpegning af truende lavtryk, varsler om storm og angreb af kulde.

VENEZIANEREN Antonio Vivaldi forsynede sin koncert Le Quattro Stagioni fra 1725 ikke bare med årstidsbetegnelser for de fire dele, men digtede fire velformede sonetter som ganske nøjeregnende beskriver forløbet af begivenheder i hver af årstidernes tre satser, tolv i alt. Fælles indhold, med streng metrisk, rimet form svarende til musikalsk struktur.
Nu efteråret: Først et allegro bondebal til fejring af den vellykkede høst, hvor nu drikkeriet tager til og alle falder i søvn. Dernæst skildres den fredfyldte søvntilstand, adagio molto, hvorefter jægerne atter meget allegro ved daggry går i sving med hornlyd og hunde, der halsende forfølger vildtet, indtil det omsider giver op.
Det er meget effektfuldt og affektbetonet i en dristig videreførelse af 1700-tallets interesse for at male menneskelige følelser i toner, med isnende præcision i den følgende frisssando-optakt til vinterafsnittet.
Det indspilles meget forskelligt, hvad man jo ikke kan afgøre i muzakversionen, men hørbart, når man går på jagt mellem pladerne og sammenligner f.eks. Nigel Kennedys spektakulære fremførelse med Anne-
Sophie Mutters lidt overanstrengte version og så må foretrække Thomas Zehetmairs sobert energiske fortolkning med Camerata Bern.

NU DA JEG ved forbikørsel i morgenstunden så mænd med gevær knækket over armen og hund ved siden stå på række foran ageren for at rense den for overflødigt vildt, hørte jeg for mig Zehetmairs violin efterligne jagthornet og i øvrigt eftergøre de affekter, der måtte besjæle de ædle vildtmænd og deres eventuelle indre programmusik. De skulle lægge kinden til geværet, som var det et strygeinstrument, finde det bløde aftræk og sprede haglene som i et nodebillede mod de baskende kreaturer i faldet. I et nu, i et nærvær, et kammerspil under åben himmel.
Passagen var et øjeblik i tiden, sceneriet er slut, en næsten stivnet bevægelse, men for de andre fortsat som del af en enkelt jagt, en dag i oktober, i efteråret, der med sine farver viser alle tegn på forandring, videregang. Næste sats.

Sats motsats slutsats som blir
sats igen
Meningslöst
Overkligt. Meningslöst.

Sådan lyder det i et af Gunnar Ekelöfs høstdigte, der vender og drejer tanken om det, som er og ikke er: Den, som partout skal søge altings mening, har for længe siden indset, at meningen med løvets raslen er dets raslen, som i sig selv er noget helt andet end våde gummistøvler gennem løv. (»Absentia anima«).
Et mærkelig dialektisk digt om fravær og nærvær, intethed og det andet.

MEN SÆTNING FØLGER sætning, sats følger sats. Naturen tolker vi helst som en cyklus, der oven i købet ligner menneskelivet, sådan som masser af ældre kunst, musik og digtning anskueliggør det, indtil modernismen rev det fra hinanden – og meteorologerne nu er på nippet til at indrømme, at naturen og klimaet ikke længere vil følge de gængse regler. Sats, modsats, slutsats. Eller er det allegro, adagio, allegro og så vinterens frissando.
Rækken af øjeblikke er de lykkelige vilkår, som vi gerne udstyrer med forudsigelser, varsler, forventninger. Det er kunstens og kunstnerens ansvar at se situationen i øjnene, tolke den, at give også opløsningen struktur. En ny, hvis de gamle satsers og sonetter ikke slår til. At destruere muzakken og gøre musikken tydelig.
Man fik engang den fremskridtstroende Johannes V. Jensen lokket til at henvende sig til fremtiden. Han fik tildelt tre minutter i en lydoptagelse på journalisten Anker Kirkebys initiativ. »Jeg skal fatte mig i korthed,« sagde han. »Unægtelig interesserer nutiden, nuet mig mere.«
Han priser sig lykkelig over at leve i teknikkens tidsalder, men anser ikke desto mindre fuglenes flugt og det første alfabet for lige så store mærkværdigheder som flyvemaskinen og grammofonen. Og så siger han det vigtigste, citeret i Statsbibliotekets skrift Rotunden, aug. 2000:
Det er i dag den 14. september, midtpunktet i al tid, det øjeblik, da vi lever.
Tænk hvis tv-avisen eller meteorologerne indledte deres rapporter og forudsigelser gennem alle fire årstider med disse uomtvistelige, nødvendige ord: Vi er nu i netop det øjeblik, hvor vi lever! Mens løvet rasler under oktobers gummistøvler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her