Læsetid: 6 min.

Til Fisseflokken & co.

17. november 2000

Når man har forladt mytens ynkelige trøst, bliver man tvunget til én gang for alle at se i øjnene, at den maskuline dominans går tilbage til tidernes morgen. Det er derfor, det er så svært at bekæmpe kønsdiskrimination

Qlummen
Der er et eller andet ved den ny-feministiske debat, som jeg ikke kan forstå. Eller rettere, det er som om, et eller andet bliver ved med at gøre modstand, slippe udenom, også selvom argumenterne får nyt og friskere tøj på, og kommer ud af munden på yngre kvinder. Eller mænd. Der er noget, der ikke vil – eller kan? – laves om, rykke sig, hvad ved jeg.
Det mærkelige er, at det tilsyneladende ikke har noget med kvinder og mænd at gøre som sådan, og det betyder selvfølgelig heller ikke, at man skal holde op med at forsøge sig. Men det bevirker på en eller anden måde, at vi dybest set ’kun’ er i stand til at lave nye vers i én lang hymne til selve uforanderligheden, hvis jeg må udtrykke mig sådan.
Og hvis det er rigtigt, er det fandeme interessant! Så derfor blev jeg på en måde i godt humør af at læse et interview med den nu pensionerede antropolog Françoise Héritier i Le Monde for nylig. For som den første kvindelige antropolog på det præstigiøse Collège de France placerede hun den menneskelig krop i fagets centrum og kastede dermed lys over en hel del, der kommer os ved i denne her komplicerede (quinde-) sag.
Jeg tror nok, at Héritier optrædte i læseplanerne på antropologi i sin tid, men da der var så meget andet, man skulle læse, røg hun hurtigt ud på sidesporet, i hvert fald i mit faglige univers, og jeg mindes ikke, at der blev gjort noget særligt for at få hende ind igen. Nu, da jeg har kastet mig over hendes bøger med 20 års forsinkelse, spekulerer jeg på, om det i virkeligheden var, fordi ingen ville høre, hvad hun sagde?
Françoise Héritier er elev af Claude Lévi-Strauss, og hans undervisning blev faktisk rent ud en åbenbaring for hende, ligesom den diskrimination hun blev udsat for lige fra starten af sin karriere. Da instituttet for socialvidenskab i 1957 slog en stilling op for en geograf (maskulin-formen un geograf), søgte hun den straks – men ikke om de ville ansætte en kvinde. Tre måneder senere blev hun alligevel rekrutteret, fordi der ikke var nogen kvalificerede mandlige ansøgere, og det blev begyndelsen til udarbejdelsen af hendes antropologi, som hun kaldte for sin metode.

I Afrika, mere præcist i Burkina Faso, byggede hun videre på Lévi-Strauss’ forskning i slægtskabssystemer, og det lykkedes hende gennem årene systematisk at flytte forklaringsnøglerne til den menneskelige virkelighed (ægteskab eller incest) hen imod det, der rækker ud over det sociale – især det biologiske og det fysiologiske.
At være materialist kom for Héritier primært til at betyde at arbejde med det eksisterende og synlige, og fundere sig på ytringernes bogstavelighed, både i deres nær- og fravær. Og det, der bliver sagt, er dybest set noget, der udgår fra kroppen. »Betyder det, at kroppen skulle være den Lévi-Strauss’ske strukturs sandhed?« spurgte Le Monde-journalisten hende i ovennævnte interview. »Ja,« svarede Françoise, »sådan kan man godt udtrykke det; jeg vil ikke afvise denne formulering.«
Dér, hvor Mesteren søgte efter de store binære oppositioners oprindelse (underordnet/overordnet, råt/kogt, jord/ himmel) i den menneskelige tankes universelle organisering, udforskede eleven altså snarere det anatomiske substrat, som i sidste instans indbefatter hele vores måde at læse det reelle, og organisere verden på.
Indenfor den større repræsentations-logik er artikulationen maskulin/feminin den mest fundamentale, nåede Héritier frem til, og hér er vi faktisk ved hendes hovedopdagelse, der gør »kønnenes differentierende gyldighed« til den anden kulturelle universalitet, næst efter Lévi-Strauss’ incestforbud.
Det maskulines overordnethed er nemlig blevet stedfæstet overalt og i alle epoker. Og når man har forladt det, hun kalder for »mytens ynkelige trøst« (de kvindelige Amazon-krigere og andre matriarkalske samfund), bliver man én gang for alle tvunget til at se i øjnene, at den maskuline dominans går tilbage til la nuit des temps. Samt at det præcis er derfor, det er så vanskeligt at kæmpe mod kønsdiskrimination, både politisk og i den sociale verden, og at kvindefjendske fordomme er så hårdhudede; indsigten i dem ændrer intet:
»Jeg kan huske en arbejdsgruppe, vi havde nedsat,« fortæller Héritier i interviewet, »hvor den inter-disciplinære dialog blev så frugtbar, at en af deltagerne fik den idé at skrive det hele ned med henblik på eventuel udgivelse. Derfor foreslog formanden, at en af os skulle tage noter, og selvfølgelig vendte alle sig mod mig: ’Vil De gøre det?’ Ganske vist var jeg professor på Collège de France, men jeg var også den eneste kvinde i gruppen!«

Det er faktisk et meget godt eksempel på hendes »konstanter«; disse tanke-kategorier, der fremstår som selvindlysende nødvendigheder, og som handler i os, uden at vi er bevidste om det og fungerer ved tilsyneladende fortielser, i selv de mindste af vores initiativer og tiltag. Så fra dét øjeblik af blev det hendes hovedudfordring at bringe »konstanter« for dagen, eller med andre ord: Belyse tingenes skjulte orden.
Men konstant betyder jo ikke uforanderlig. I jagten på fundamentet for den maskuline dominans fik hun vist at »det ublu privilegium at kunne føde børn«, fra begyndelsen af har udgjort kernen i den kvindelige fremmedgørelse, i det mændene har måttet iværksætte en veritabel magtkamp for at sikre sig kontrollen med det. Denne erkendelse har i sig selv gjort herredømmet over frugtbarheden til et formidabelt redskab for frigørelse. I dag indrømmer Héritier, at kvindernes gen-tilegnelse af deres krop udgør »en essentiel revolution«. »Det er rigtigt, det gik op for mig, at noget absolut fundamentalt har fundet sted i det 20. århundrede«.
Der er selvfølgelig også dem, der kalder hendes antropologi for ren historie-fornægtelse. Paradoksalt nok er det ofte de samme, der kritiserer hendes hyppige offentlige fremtræden, blandt andet når hun giver sin fulde støtte til de illegale indvandrere uden opholdstilladelse (les sans-papiers), der kæmper for deres rettigheder i Frankrig. I forbindelse med regeringens vedtagelse af det registrerede partnerskab (Pacs) sidste år, blev hendes udtalelse i et interview: »Intet samfund tillader homoseksuelle forældre,« også modtaget med en storm af kritik. Men Lévi-Strauss’ arving (»heritier«) lod sig ikke sådan indfange:
»Man skal ikke få mig til at sige, at jeg er imod, blot fordi jeg hævder, at indtil nu har dette aldrig været praktiseret,« udtalte hun vredt. »Jeg dikterer ingen normer, jeg har ingen lektie at give videre. Jeg siger ganske enkelt, at hvis man gør det, må man se i øjnene, at det er noget helt nyt. Men man har da absolut ret til at opfinde noget nyt i social henseende. Antropologens rolle er imidlertid at pege på indsatsen.«
En af hendes sidste, meget succesfulde seminarer på Collège de France havde titlen Antropologen i det civile samfund. Hér trak hun på erfaringerne fra årene omkring det nationale aids-udvalg (Conseil national du sida 1989-94), hvor hun kritiserede den udstødelse, som de hiv-positive i fængslerne blev ofre for, og reelt opnåede hun, at medicinsk behanding af indsatte blev genindført i det franske Sundhedministerium.

Stillet over for hiv og dennes smitteveje mobiliserede hun sine forskningsresultater omkring »substansernes antropologi« – det flydende og vitale, blod og mælk, selvfølgelig, men også sved, spyt og sperm, alle disse »væsker, som vælder frem af kroppen«, og hvis circulation har en fundamental plads i »den egentlige biologiske definition af den menneskelige identitet«.
Og det blev til endnu et eksempel på den frugtbare »ombytning«, der gjorde det muligt for hende at drive det sociale ind i hjertet af det biologiske; nemlig tesen om, at det, der forbinder Aristoteles, bønderne i Burkina Faso og de serbiske krigsforsbrydere med hensyn til deres forestillinger om befrugtning, er, at den kvindelige krop betragtes som et simpelt opsamlingssted; et passivt materiale. Selve livet, åndedraget, ’pneuma’, er båret af den maskuline sæd, så sikkert som havde dette kostbare fluidum magten til at bestemme ikke blot barnets køn, men også dets kultur og religion:
»Din møgkælding, du skal komme til at føde et facistbarn,« skreg Franco-tilhængerne til de spanske republikaner-kvinder under den kollektive voldtægt, som serberne sidenhen har gjort dem efter i fuld overensstemmelse med den katastrofale tradition og på en sådan måde, at tvangsgraviditet selv i dag overfører den helt samme fantasme om sædens almagt.
Og sådan fik hun gennem et livs professionel indsats systematisk installeret et revolutionerende teoretisk sigte, der gør kønsforskellen til grundlaget for vores mentale kategorier… »tankens ultime stoppeklods«.
Havde jeg så ikke ret i, at det fandeme er interessant?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu