Læsetid: 2 min.

FN: Giv ophold til ofre for sexhandel

10. november 2000

Ny FN-protokol forpligter lande til at begynde at overveje opholdstilladelse til ofre for kvindehandel. De radikale er åbne for lovændring

Danmark bør ændre loven og give midlertidig eller permanent opholdstilladelse til udenlandske kvinder, der er blevet handlet til prositution i Danmark. Dels af humanitære årsager. Og dels for, at kvinderne – i modsætning til i dag, hvor de straks udvises – kan blive i landet og vidne mod bagmændene.
Det er budskabet i den FN-protokol om trafficking, som forhandlere fra 60 lande – heriblandt Danmark – netop er blevet enige om. Flere partier i Folketinget, blandt andet det radikale regeringsparti, er på den baggrund åbne for en lovændring.
Protokollen er en del af den nye FN-konvention om bekæmpelse af international kriminalitet, som ligger klar til underskrivelse. Protokollen siger, at »hvert land skal overveje at indføre lovgivning eller andre passende foranstaltninger, som tillader ofre for trafficking at blive på dets territorium, midlertidigt eller permanent.«

Udvises normalt
I de relativt få tilfælde, hvor dansk politi slår ned på kvindehandel, bliver de udenlandske prostituerede i Danmark, som reglerne er i dag, straks udvist i henhold til udlændingeloven.
Dermed har kvinderne hverken mulighed for – endsige noget motiv til – at vidne mod bagmændene. Flere danske politikredse har påpeget dette som et problem i forsøget på at få ram på bagmændene. USA har netop indført en lov, der giver opholdstilladelse til kvinder der er blevet ’trafficked’, mens sagen mod bagmændene kører. I Holland og Belgien gives der også opholdstilladelse til kvinder, der står frem og vidner.
På baggrund af FN-protokollen mener flere af Folketingets partier, at Danmark nu bør følge trop.
»Jeg er meget villig til at ændre på lovgivningen, så det i højere grad bliver muligt at rejse og gennemføre sager mod bagmændene, og det vil jeg tage op med Justitsministeren,« siger Elisabeth Arnold (R), der er retspolitisk ordfører for det ene regeringsparti, til Information.
Hun understreger, at det – selv om det er udlændingeloven, det drejer sig om – er justitsminister Frank Jensen (S), der skal tage initiativ, eftersom trafficking hører under hans ansvarsområde.
SF har tidligere bebudet, at partiet vil fremlægge et beslutningsforslag om opholdstilladelse, og Jann Sjursen (Krf.) er enig i, at det skridt må tages.
»Det er simpelthen nødvendigt for at få skovlen under bagmændene,« siger han.

Misbrugsfrygt
Som Information tidligere har beskrevet har Udlændingestyrelsen forsøgt at påvirke FN-forhandlingerne i retning af, at der ikke skal gives opholdstilladelse, idet det ville være »krænkende for retsbevidstheden hos befolkningen«. Styrelsen bad derfor – altså uden held – de danske forhandlere »arbejde for«, at opholdstilladelser udgår af FN-protokollen.
Bag høringssvaret ligger en frygt for, at en lovændring vil kunne misbruges af kvinder, der ikke er blevet handlet, til at skaffe sig ophold i Danmark. Den frygt er imidlertid ubegrundet, mener både Arnold og Sjurssen.
»Jeg har svært ved at se, at det kan misbruges, for sagerne vil jo blive undersøgt og opklaret af politiet. Det vil hurtigt blive afsløret, hvis det ikke passer,« siger Sjurssen.
»Det kan slet ikke bruges som argument for, at der skulle komme mere indvandring, for der politiet får jo rejst alt for få sager i forvejen. Det er jo det problem vi skal gøre noget ved. Ellers får man jo ikke rejst sager mod bagmændene, som kan virke afskrækkende og forebyggende på problemet,« siger Elisabeth Arnold.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu