Læsetid: 3 min.

De forhadte

25. november 2000

Historien om Schalburgfolkene der fik skylden for det meste

Ny bog
Det blev et nyt ord i det danske sprog: schalburgtage. Dette ilde klingende begreb anvendtes som modstykke til det efterhånden nationalt accepterede: sabotage. Schalburgtagen, angiveligt udført af medlemmer af det dansk-nazistiske Schalburgkorps, omfattede i befolkningens bevidsthed – flittigt understøttet af den illegale presse herunder Børge Outzes pressetjeneste Information – så at sige alle terrorsprængninger af bl.a. Studentergården, Den Kgl. Porcelainsfabrik samt gamle Tivoli. Dertil kom en lang række hævndrab, clearingmord, overfald på mere eller mindre sagesløse danskere, kort sagt terror af snart sagt enhver art. Ved nøjere granskning holder ikke alle beskyldningerne mod korpset, der for en stor dels vedkommende brugte tid og mandskab på at forrette mere udramatisk vagttjeneste og lignende for besættelsesmagten. Dette forbehold frikender dog på ingen måde korpset fra dets uomtvisteligt onde gerninger.

Historiens natside
Historikeren Andreas Monrad Pedersen har udbygget sit universitetsspeciale og publiceret en læseværdig og tankevækkende bog om det forkætrede korps, hvis forhadte fremtræden for mange danskere blev selve symbolet på landsforræderi og uendelig brutalitet og gru. Under Folkestrejken i 1944 var et af Frihedsrådets vigtigste krav således at korpset øjeblikkeligt blev fjernet fra Danmark.
Af disse og flere årsager – og naturligt nok – gled korpset om på natsiden af besættelsestidens mytologi og forblev som andre fænomener på det forkerte hold som sådan ubehandlet. Dybere forklaringer på motiver og baggrund tilsidesat og alle nuancer ignoreret.
Schalburgkorpset, opkaldt efter Frikorps Danmarks kommandant von Schalburg, der faldt på Østfronten, oprettedes efter initiativ af selveste Heinrich Himmler. Denne ønskede i sin ambitiøse plan om den tyske altdominerende, grænseoverskridende førerstat germanske SS-lignende korps i hele det nazi-dominerede Europa. Imidlertid opfattede Schalburgkorpsets chef Kaptajnløjtnant K.B. Martinsen, henrettet i 1949, korpsets rolle som det aktivistisk og realistisk politisk alternativ til det danske nazistparti. Korpset skulle være garant for den kommende nationalsocialistiske, men selvstændige danske samfundsorden, som Frits Clausen og hans parti af flere gode grunde ikke var i stand til at levere. Den rigsbefuldmægtigede dr. Best så dog anderledes på sagen og søgte med alt magt at holde korpset fast på dets underordnede rolle. Det kom derved til at koncentrere sig om vagt- og efterretningsopgaver. Samt terroren – omend Schalburgfolkene altså langtfra stod for det hele – der var konstituerende og vital for den nazistiske ideologi.

Antikultur
Medlemmerne af korpset blev selvsagt dæmoniserede af den illegale presse, af befolkningen og eftertidens historiefremstilling. Automatisk rubriceredes shalburgfolkene – akkurat som stikkere og tyskerpiger – som psykopater eller sinker. Ikke meget tyder imidlertid på, at medlemsskaren socialt eller psykisk afveg markant fra andre grupper af unge mænd i samtiden. Monrad Pedersen finder nogle af de samme samfundsafvisende, utilpassede og oprørske træk i gruppen, som man for så vidt genkender i mere anarkistiske dele af modstandsbevægelsen samt i vore dages rockergrupper og blandt nynazister. De sidste ligner tillige Schalburgkorpset, derved at sammenholdet, uniformeringen og de dertil knyttede æresbegreber tilsyneladende er midlerne og målet, hvorimod intet andet end bitterheden mod samfundet og jøderne og viljen og voldsmagten til at opretholde status er at finde bag relikviernes facade. Ren og skær anti-kultur. På den måde levede korpset dengang op til det store tyske forbillede i Himmlers teutoniske broderskab, kan man sige.
En kort opsummering som her af Andreas Monrad Pedersens dokumenterede og detaljerige fremstilling levner ikke bogen retfærdighed. Denne er anbefalingsværdig læsning som endnu en nødvendig korrektion til det mytificerede og forfalskede billede af besættelsen. Det er fin historieskrivning, der bringer lys over land.
P.S. Det er derimod noget møg, at forlagene i den slags bøger efterhånden så sikkert som Amen i kirken sparer registrene væk.

*Andreas Monrad Pedersen: Schalburgkorpset – historien om korpset og dets medlemmer 1943-45. 225 s. ill. 225 kr. Odense Universietsforlag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her