Præsident Putins nedrustningsudspil viser en gryende realisme i Kreml
Ruslands præsident Vladimir Putin begyndte året i rollen som den uforsonlige høg, der trods vestlige protester var parat til at bombe Tjetjenien til underkastelse, men søger nu med flere vidtgående nedrustnings-forslag at komme ud af rollen iført fredsduens ham.
Putins mest radikale udspil er kommet på kernevåben-området, hvor han over de næste otte år foreslår en nedskæring af de russiske og amerikanske strategiske atomarsenaler til 1.500 strategiske sprænghoveder hver. Putin har samtidig lagt op til en betydelig slankning af Ruslands konventionelle styrker, der skal reduceres med mindst 20 procent over fem år.
Putins forslag har naturligvis karakter af at være noget af en udenrigspolitisk PR-manøvre her umiddelbart efter det amerikanske præsidentvalg. Men der er samtidig substans bag udspillet. Forslagene udtrykker et gradvist skift i russisk militær- og udenrigspolitik væk fra de urealistiske ambitioner om at matche NATO i styrke og global militærpolitisk indflydelse. De peger på, at Kreml nu har en mere sober vurdering af Ruslands strategiske position og de militære midler, der er nødvendige for at opretholde denne. De udtrykker således en art forsinket erkendelse af, at Rusland er forvandlet fra supermagt til en regional stormagt med et ben i Asien og et i Europa.
Indenrigspolitisk er forslagene nok kontroversielle, men de viser også, hvor sikkert Putin sidder i sadlen. Hans nationalistiske strammer-retorik på hjemmefronten gør det svært for den kommunistiske opposition at stemple hans initiativer som et militærpolitisk ophørsudsalg. Derfor kan han gå langt videre end Jeltsin, der var evigt sårbar over for kritik fra militæret.
Forslagene peger også på noget af et image-skift for præsidenten. Hidtil har Putins mest markante politiske projekt været den blodige krig i Tjetjenien. Præsidenten har heller ikke forsømt en lejlighed til at posere som miltærglad macho-mand udklædt som jagerpilot, flådekaptajn eller kampsoldat. Kun da u-båden Kursk sank i Barentshavet i august fandt Putin det kortvarigt opportunt at holde sig ude af det militære rampelys.
Putins udspil er udtryk for en gryende besindelse i den russiske politiske ledelse, der et tiår efter Sovjetunionens kollaps fortsat i nogen grad er fanget af den epokes militære gigantomani og paranoisk diffuse fjendebillede. I Rusland myldrer det fortsat med fremtrædende militærfolk og politikere, der ser trusler overalt: Fra Japans mulige interesse i øgruppen Kurilerne, over det folkerige Kinas påståede pres på det sparsomt befolkede Sibirien, videre til Talibanernes øgede aktivitet i Centralasien, konflikterne i Kaukasus, skærmydsler med de europæiske naboer og den globale rivalisering med USA og NATO.
Et så upræcist trusselsbillede har gjort det meget svært at definere en mere nøjagtig militærpolitisk strategi og bidraget til, at russisk militær har stået forvildet i vadestedet det meste af et tiår. Det blev for alvor klart for Putin, da man ud af de væbnede styrkers omkring to millioner mand kun med nød og næppe kunne samle 100.000 mere eller mindre kamp-klare soldater til felttoget i Tjetjenien sidste efterår.
Putins KGB-baggrund gør det måske lettere for ham end for så mange andre at svinge kniven. Det er en kendt sag, at der ikke ligefrem hersker varme følelser mellem Moskvas tre såkaldte magt-ministerier forsvarsministeriet, sikkerhedstjenesten FSB (det tidligere KGB) og indenrigsministeriet, som styrer det russiske politikorps. I Jeltsin-årene vandt indenrigsministeriet i indflydelse særligt efter dets styrker havde nedkæmpet parlamentets opstand i oktober 1993. Hæren derimod var på en konstant nedtur præget af korruption på topplan, nedslidt materiel og et dybt demoraliseret personel af underbetalte officerer og mishandlede rekrutter. Men flere af Putins omprioriteringer ventes at ændre på dette forhold, blandt andet ved at overføre en del af indenrigsministeriets elite-tropper til hæren.
Det Putin foreslår er ikke nedskæringer i gængs betydning faktisk opererer næste års russiske finanslov med en betydelig stigning i militærudgifterne. Det er en opstramning og effektivisering af de russiske styrker; noget som de økonomiske realia under alle omstændigheder ville tvinge Kreml til, men som Putin nu klogt udnytter til at styrke sin politiske profil. En militærreform à la Putin vil derfor heller ikke nødvendigvis føre til en mere fredsommelig russisk politik over for de tidligere Sovjet-stater. Tværtimod er der tegn på, at Rusland vil håndhæve sine interesser i Kaukasus og Centralasien mere kontant end tidligere.
Nedskæringerne i hæren og atom-slagstyrkerne peger også på en forestående reorganisering af den russiske militære ledelse. Putin har ind til videre været tilbageholdende med at gennemføre de ventede udskiftninger blandt generalerne. Han havde chancen umiddelbart efter forsvarets håbløse håndtering af Kursk-katastrofen, men både forsvarsminister Igor Sergejev og flådechef Vladimir Kurojedov slap med skrækken. Der spekuleres dog fortsat ivrigt i hvem, der vil afløse den aldrende Sergejev, og her kan Putin have et es i ærmet. Hans mangeårige allierede fra KGB-årene Sergej Ivanov, der i dag er sekretær for præsidentens Sikkerhedsråd, havde tidligere rang af general i sikkerhedstjenesten, men har nu fået civil status. Dermed er vejen åbnet for at Ivanov kan blive Ruslands første civile forsvarsminister, vurderer flere iagttagere.
Udenrigspolitisk er timingen af udspillet om atomar nedrustning næppe tilfældig. Om godt to måneder får USA en ny præsident, og han vil særligt hvis han hedder George W. Bush være mindre lydhør end Bill Clinton, hvad angår russiske interesser og næppe dele dennes forsigtige linje i spørgsmålet om et amerikansk missil-skjold.
I takt med landets økonomiske og militære svækkelse er Rusland rutsjet gevaldigt ned ad ranglisten, hvad angår amerikanske udenrigspolitiske interesser. Det har skærpet behovet for at Kreml griber initiativet. Men med Bush i det hvide hus skal Rusland næppe vente stor succes på nedrustnings-området, vurderer analytikere.
»Jeg tror, Bush-lejren går ind for ikke-spredning, men de synes at være villige til at opgive nedrustningsaftalerne. Det udfordrer de gamle mønstre, og Rusland kan dermed miste en af de mest prestigefyldte diplomatiske dialoger, den om nedrustnings-processen,« vurderer Alan Rousso, direktør for Carnegie Centeret i Moskva. En kølning af forholdet til USA synes allerede at være på vej. Under Putin er dialogen med Washington, der havde absolut førsteprioritet under Jeltsin, trådt noget i baggrunden. Putin har i højere grad koncentreret sit diplomati om de asiatiske naboer, særligt Kina, og Europa. Ikke uden succes. Hans europæiske forhandlingspartnere har således været mere end villige til at se stort på Tjetjenien og trusler mod pressefriheden i Rusland i bytte for energileverancer. De seneste nedrustnings-udspil vil næppe svække Putins europæiske kreditværdighed.
