Læsetid: 12 min.

Fremtidens land

4. november 2000

Amerika har ikke historie, det skaber den. Hele tiden. Her tror man på fremtiden og er først med det hele, fra livsstil til forbrydelser. Men er det rigtigt, at vi en dag bliver som dem?

Man kan mærke det med det samme, det er som jorden koger under én,« sagde min ven lyrikeren. Vi talte om USA. Landet, som europæere tror, vi kender, landet, vi elsker at hade – og dog hellere end gerne overtager film, musik og tøjstil fra.
Efter to uger i USA forstår jeg fuldstændig, hvad lyrikeren mente. Det er landet, hvor verden kan begynde – hver dag. Landet, hvor ordet nyt er et plusord, så en præsidentkandidat kan vinde verdens mest magtfulde post på sloganet a new beginning – som Bill Clinton gjorde i 1992. I disse timer og dage afgøres det, om ordet new har bevaret sin magiske kraft, i George W. Bushs ord om new leadership.
I USA er fremtiden Historiens dominerende modus. Det er altid tid til en ny begyndelse. Hvad med i morgen, eller hvad skal du lave i eftermiddag?
Jeg har været i USA før, men måske rammer denne fortærende lyst til fremtiden mig så stærkt i maven her kort efter den danske ØMU-afstemnings nej-tak til et projekt med en vis indbygget risiko.
Kontrasten mellem amerikansk optimisme og f.eks. Dansk Folkepartis lidet muntre slogan Gamle Danmark er simpelt hen for påtrængende – for ikke at tale om Venstre ved du hvor du har, der ikke har anden meddelelse end tryghed og sikkerhed mod forandring. Så var Nyrup trods alt kækkere med sit spage fremtidspip: Kan vi ikke gøre det lidt bedre? – men det er han jo også blevet ålet for.
I et frygteligt sekund får jeg den tanke, at vi i Danmark måske netop er ved at tage forskud på fremtiden. Nemlig den fremtid, som spås i de demografiske statistikker om, at Danmark på et par årtier vil være befolket af et stort flertal af midaldrende og ældre mennesker... Gamle Danmark, bogstaveligt talt.
Som sagt, på denne baggrund er det ret fristende at gå i fremtids-mode. Jeg lader mig kort sagt tage med storm af amerikanernes optimisme og – ja, venlighed.
»Det er meget smily people,« erklærer Thomas fra Randers, der nu har boet i USA i 24 år. Jeg nikker og husker sidste gang, jeg landede i USA, hvor en midaldrende sort herre så mig bakse med kufferterne og straks kom til undsætning med en dollar til bagagevognen, mens han generøst slog ud med hånden: Welcome to the United States! Ville en dansker mon være så venlig, så at sige på sit lands vegne?
For venlige, det er amerikanerne: Excuse me, siger folk, når de vil forbi. Selv lakmusprøven over alle bestås med glans, nemlig når vi – en familie på fem, heraf en baby i klapvogn – kommer ind i en restaurant. I Europa får man tit arrige blikke og sur betjening: »Addd, børn!« I USA får man en venlig bemærkning og hurtig mad til de sultne små. Maden er ikke så avanceret de fleste steder – men den er der.
Al denne venlighed giver én den tanke, at amerikanerne på en anden måde end europæerne føler sig overladt til hinanden. At civilsamfundet, for at sige det på den dyre måde, tager vare på sig selv, selv i de små ting i hverdagen. Det påstås, at når det amerikanske system, hvor det offentlige står så relativt svagt, ikke bryder sammen, er det netop på grund af mange frivillige enkeltpersoner og organisationer, der føler et ansvar for tingene.
Og det fungerer efter sigende ofte slet ikke dårligt: Hjemmegående husmødre giver en hånd med i skolen, fædre møder op og fortæller barnets klasse, hvad de laver på jobbet, velhavende forældre donerer computere og andet godt til samme skole, som tager begejstret imod...

Men derfor er det samme system også så umådelig sårbart i miljøer, hvor pengene er små og den sociale infrastruktur – familien og den nære nabosolidaritet – står svagt. Som tidens smukkeste mandlige filmstjerne, den sorte Denzel Washington, engang fortalte i en tv-portrætudsendelse, reddede hans mor efter hans opfattelse hans liv, da hun sendte ham på kostskole på et stipendium som 12-årig. Hun indså, at i deres neighborhood ville han ganske enkelt gå en fremtid i møde som kriminel, tillokkelsen fra de lokale gangs var for stærk. Men sikke en pris at betale, at give afkald på sit barn for at give ham en fremtid. Og sikke en pris, alle de andre betaler ved at blive boende.
Sådan er det jo også. I USA. Og det taler man forbløffende lidt om og gør forbløffende lidt ved. Ligesom alene våbenlove, dødsstraf og abortforbud lyder fuldstændig rædselsfuldt.
Men de dårlige ting udelukker ikke, at de gode ting også er der, og trods alt elsker amerikanerne utvivlsomt civilsamfundets aura af ’vi kan selv’. Ellers ville den irriterende letkøbte George W. Bush næppe have en reel chance for at vinde præsidentvalget mod den kompetente Al Gore – noget, der fra mange europæeres synspunkt må virke som om amerikanerne har tabt forstanden.
Men alle amerikanere kan næppe være småt begavede, så hvad er forklaringen?
Jo, man kan for eksempel spørge præsidentkandidaterne selv:
My opponent trusts government. I trust YOU! forsikrer George W. Bush i en tv-reklame, mens han holder øjenkontakten lige akkurat det sekund længere, så man ved, at nu bliver man flirtet med. Han ser godt ud på billeder, og overalt sender han disse utvetydige signaler om trust og consequence, som gentages igen og igen. Men nøgternt set er der ikke så forfærdelig meget i hans program, ud over disse nydelige ord. Men hvad betyder de? – Det lyder som Frihed, anti-bureaukrati, fravær af statslig indgriben i forhold som vedrører civilsamfundet.
Derimod ligner den blufærdige vicepræsident Gore grangiveligt en bureaukrat, selv om han i den tredje af kandidaternes tv-dueller fik det sidste ord – velforberedt, konkret: »Min modkandidat påstår, at jeg går ind for en større regering. Det gør jeg ikke. Vi har ikke haft så få offentligt ansatte siden Kennedys tid. De offentlige udgifter er gået ned. Men i Texas er de gået op!«
Et-nul. Blot må man bemærke, at det, de begge to konkurrerer om, er et troværdigt bud på ’så lidt stat som muligt’; en effektiv stat. Men ikke for meget af den.
Men kan det virkelig være rigtigt, at amerikanerne ikke ville have det anderledes, ikke gerne ville have noget mere, f.eks. som i de europæiske velfærdsstater, hvis de troede, det kunne lade sig gøre? – Så vidt jeg husker, forsøgte Hillary Clinton sig engang med et forslag om offentlig børnetandpleje – noget, der, skulle man synes, indebærer indlysende fordele. Men nej. Amerikaneres indbyggede rædsel for ’kommunismens fare’ (eller blot højere skatter, gys) gav tilsyneladende forsikringslobbyerne let spil, og forslaget fortabte sig.

Præsidentkandidaternes tv-reklamer er ikke det eneste, der foregår denne onsdag formiddag. Det ene talkshow afløser det andet med hverdagsproblemer, der passer meget fint med tanken om det stærke civilsamfund. Her mødes folk for at tale om deres problemer. Studieværten løser dem ikke for dem.
Jenny Jones har den halve time fra 11-11.30 med den lovende titel I hate your interracial romance! Kun sorte og hvide er med, tilsyneladende ingen asiater.
En ung sort mand, Velon (med tryk på –lon) fortæller, hvorfor han ikke bryder sig om sin fætters hvide kone Heather, men har lært parrets søn at kalde sin mor for white bitch. Angiveligt vil ingen i familien have Heather over deres dørtrin.
Nu kommer Heather på skærmen. Hun ville have været ganske køn, hvis hun havde vejet ca 50 kg mindre, og hvis man ikke kunne høre hendes skærende, martyragtige stemme, da hun selvretfærdigt gentager alt det, studieværten netop har sagt: »De kalder mig navne, de vil ikke have mig indenfor døren...«
I mit stille sind begynder jeg at forstå mandens familie – især da Heathers ærinde i dag jo netop er at hænge dem ud. Og dog – parret har været gift i fem år, de har været sammen i ni, de har et barn, så med hvilken ret blander familien sig i det?
Det lyder heller ikke særlig hyggeligt, da Velon roligt på sin syngende sydstatsdialekt, fortæller, at fætteren skulle se at blive skilt: »Jeg synes, sorte bør søge sammen, og at min fætter skulle finde sig a black queen.
Men så dukker Heathers mand op, en nydelig, slank sort mand, der med faste skridt går hen til sin kone og smækker hende et stort kys på munden... og så med et glimt i øjet forklarer, at Velon – en køn ung fyr med briller og trendy hængerøvsbukser – for resten gik ud med en hvid dame i sidste uge...
No! benægter Velon. Yes! fastholder fætteren. Munterhed, som Jenny Jones forløser ved at foreslå Velon en løgnedetektor-test bagved. Mens Velon under publikums latter og klapsalver går ud for at blive testet, kaster Jenny Jones en ny historie på scenen:
James, en ung hvid mand kommer på skærmen for at beklage sig over, at hans søster Teresa udelukkende kommer sammen med sorte mænd. Teresa har en anden opfattelse: »Jeg tror ikke, han ville kunne lide nogensomhelst, jeg kom sammen med.« Det snakker man om, indtil Velon kommer tilbage og studieværten – under latter, klapsalver og buh-råb – meddeler, at Velon ikke klarede løgnetesten.
Jenny Jones er selv hvid, en mellemting mellem slank og solid og aldersmæssigt det sted i 30’rne, hvor mange amerikanske tv-folk og skuespillere tilsyneladende vælger at forblive (måske efter forfatteren og aforistikeren Oscar Wildes opskrift: »29 er en fortryllende alder. Jeg kender mange damer af det bedre selskab, som har været 29 år i mange år – af egen fri vilje.«
Nu er aldersgrænsen flyttet små ti år op – men den er der.
Undervejs opmuntrer studieværten parterne til at få talt ud, og de ser ud til at have en vældig glæde ved at tale om sig selv og deres problemer – ved at være på. Efter showet er der counselling, hvor de løse ender bliver samlet op, så folk – måske, måske ikke – ikke bliver værre stedt end før.
Er de ægte, disse mennesker? Sådan virker de. I Danmark er vi jo heller ikke længere fremmed for denne form for ekshibitionisme, hvor folk gerne gør det private offentligt for at blive kendt.
Men der er en vigtig forskel fra disse talkshows og så tilsvarende danske: Der er ingen, der her påstår, at kommunen eller de offentlige myndigheder har svigtet.
Heller ikke i det næste talkshow, Ricki Lake, som ellers har lidt af en social basker på programmet: En ’lejr’ for dårlige mødre, Out of control-mom boot camp, hvor mødre kan komme af med deres alkoholisme og andet misbrug.
Stemningen her er langt mere oppisket end hos Jenny Jones. Hovedpersonen er en meget yndig 14-årig pige og hendes mor, som uden blusel erklærer, at alle hendes livs talrige problemer er datteren Britnays skyld: Både hendes eget alkoholmisbrug og det, at ingen i familien ville have pigen boende, da forholdet mellem mor og datter koksede ud. I stedet måtte Britnay bo hos en veninde af moderen.
Studieværten Ricki Lake foreholder moderen, at det kun tog veninden en uge at få Britnay tilbage i skolen. Moderen kraklerer efterhånden en smule – men ikke meget.
I det hele taget har gæsterne hos Ricki Lake generelt lidt mindre tjek på tilværelsen end hos Jenny Jones. Men selv her, hvor en lidt ’tung’ social sag er til debat, er det et anliggende mellem mennesker, ikke mellem mennesker og systemet.

På denne baggrund virker valgkampens temaer ganske velvalgte: Amerikanerne ser ikke på staten eller det offentlige som nogen, der skal gøre noget for dem – helst ikke, nej tak. Derfor er det, at Bush og Gore konkurrerer om at få minimalstaten til at se effektiv og tiltalende ud – uden dog at blive så mægtig, at civilsamfundet ikke er stærkere alligevel.
Også selv om der formentlig alligevel er mere end en gradsforskel mellem Bush og Gore.
Det er den slags, der får mig til at erkende, at Europa og Amerika er så forskellige, at jeg ganske enkelt ikke kan tro, at det er vores egen fremtid, vi ser i øjnene derovre. Jo, vi importerer livsstil, Halloween, musik, film, alle de smarte ting.
Men den afgørende forskel er måske, at hvor vi har historie, har de plads. Lige udenfor Provinsamerikas byer begynder der en ørken, en bjergkæde og en motorvej til den nærmeste by 300 km væk. Ellers kun vide, tomme horisonter, masser af himmel.
Her kan man komme til.
Til gengæld er amerikanernes historiefornemmelse noget, man skal sætte sig ind i for ikke at grine.
Historic chateau, praler f.eks. Coppola-familiens vinhus Niebaum-Coppola, som ligger i det underskønne californiske bakkeland Napa Vally, USA’s svar på Toscana.
Vinhuset er grundlagt i 1879 af en finsk søkaptajn, Gustav Niebaum, men i 1975 købte filminstruktøren Francis Ford Coppola og hans kone Eleanor det 1600 acres (ca. 720 hektar) store gods for overskuddet fra Coppolas første to succesrige Godfather-film. Med i købet fulgte selvfølgelig den imponerende hovedbygning fra 1882 i victoriansk »historisk stil« bygget af grofttilhuggede kampesten.
Det er altså det »historiske slot«, fra 1882... hvilket ikke i sig selv kan imponere folk fra kontinentet, hvor Forum Romanum ligger. Og skulle man i København eller London skrive »historisk bygning« på alle huse fra 1882 og før, ville det ikke bare være latterligt, men uoverkommeligt.
Men netop Coppola har som én af det 20. århundredes store filmfortællere faktisk forstået mere historie end så mange andre på begge sider af Atlanten. Det viser alene hans Godfather-film fra 1972, 1974 og 1990 med deres raffinerede, både kritiske og indfølende skildringer af gamle patriarkalske slægtstraditioners sammenstød med en moderne stats behov for lov, orden og individers rettigheder.
Derfor var det netop foran Coppola-familiens imponerende estate, at jeg omsider forstod det: At i Amerika tæller tidsregningen anderledes:
Her har man ikke historie, her skaber man den. Forfra.
Hvad betyder det, at Coppola-familien ikke har resideret her altid? At de påberåber sig en fornem historie, som ved nærmere eftersyn består af maskinsnedkererede krummeluregelændere og nyistandsatte bælgmørke ’ægte’ victorianske lokaler med højt til loftet. Kort sagt – fake history, kopieret historie?
Coppola-familien er jo nu!
I øvrigt er Niebaum-Coppolas vin ret middelmådig (men ikke billig, det er californisk vin ikke), så Coppola har haft en heldigere hånd med at klippe film end druer. Men flot ser det ud, og har man alligevel for mange penge, er der da langt værre ting, man kunne give sig til end at blive vinbonde med udsigt.
På den ene side kunne jeg godt unde amerikanerne lidt mere reel historisk viden. På rette tid og sted kunne det måske ligefrem forhindre en række af de katastrofer, som USA pådrager andre folkeslag, når de partout skal blande sig i forhold, de ikke forstår. Hvad ved de f.eks. om traditioner i Vietnam eller Kosovo?
På den anden side misunder jeg dem det forhold til historien, som jeg gennem de sidste par uger er kommet til at se det:
I USA er historien en lillebitte ende af det projekt, de selv har gang i - fremtiden.
For os i Europa ligner historien en byrde, vi må overkomme for at komme videre. For at kunne tro på, at der er et projekt, som ikke bare hedder Gamle Danmark – frit for tyskere og indvandrere, tak.
Et projekt med en fremtid. En ny begyndelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu