Læsetid: 2 min.

Frigjort dans gør det ikke

18. november 2000

’Center Stage’ er en flot film om unge balletdansere, men den fejler, hvor forgængeren ’Fame’ lykkedes

Ny film
»I wanna live forever. I wanna learn how to fly. Fame!« Det er ikke Fame, men det kunne det ligeså godt have været. Den engelske instruktør Nicholas Hytners seneste film, Center Stage, der følger en håndfuld unge balletstuderende på American Dance Academy, minder nemlig meget om
Alan Parkers berømte musikfilm fra 70’erne. Faktisk så meget, at Hytners film, trods enkelte mere ambitiøse afstikkere, ender som en lettere overflødig opdatering af originalen, dog uden at nå lige så langt bagom de unge, ambitiøse udøvende kunstnere som Parker.
Hytners overfladiskhed sættes i relief af, at der er ansatser til noget større i filmen, og at han tydeligvis også har ladet sig inspirere af koreografen og instruktøren Bob Fosse og hans selvbiografiske kig på teaterverdenen All That Jazz (’79) og Richard Attenboroughs beslægtede A Chorus Line (’85).
Center Stage tager sin begyndelse, da American Dance Companys balletskole under ledelse af den tidligere solodanser Jonathan Reeves (Peter Gallagher) skal optage 12 kommende balletstjerner til et år med hård træning og svære øvelser – blod, sved og tårer.
Målet er at blive udtaget til skolens prestigefyldte afslutningsgallaforestilling, som landets store balletkompagnier overværer, og hvor de finder deres kommende stjerner.

Sæbeopera
Filmen følger en lille håndfuld elever, som de i deres sene teenageår kæmper med hinanden, lærere, forældre, traditionerne og ikke mindst sig selv for at blive bedre til at danse ballet og finde ben at stå på.
Og det skildrer Hytner, som var det en en ungdoms-sæbeopera, hvor det ene øjebliks store følelser afløses af det næstes storsmilende ubekymrethed. Det er svært at blive klog på de unge dansere, og selvom emner så alvorlige som kærlighed, anoreksi og forældres usunde ambitioner på deres børns vegne tages under behandling, så når Hytner og manuskriptforfatter Carol Heikkinen aldrig tilstrækkeligt dybt ned i hverken problemer eller personer til, at de bliver troværdige og vi fortrolige med dem.

Fermt iscenesat
Skuespillerne gør det glimrende, men rollerne repræsenterer bare de sædvanlige fem-seks ’typiske’ teenagere: Bøssen, der er alles gode ven, negeren, hård udenpå, men med et hjerte af guld, anorektikeren, der har talentet, men ikke lysten, den grimme ælling, der forvandles til en svane etc. Ingen overraskelser dér, tværtimod en mangel på mod og originalitet.
Til gengæld har Hytner, der med større tæft har instrueret Den gale Kong Georg og Heksejagt, og hans fotograf Geoffrey Simpson været gevaldig ferme til at iscenesætte og filme de mange dansesekvenser, som frodigt og kulørt garnerer filmen fra start til slut.
De klassiske og moderne dansetrin foregår til tonerne af Tjaikovskij og Jamiroquai og er filmet med en næsten fetichistisk kælen for detaljerne, lige fra dansernes forberedelser til hele partier, ødselt sat op.
Og fordi de unge skuespillere også selv danser deres roller – de fleste af dem er faktisk anerkendte dansere – er det i dansesekvenserne, at filmen fungerer bedst. De stumme, men absolut ikke lydløse eller følelseskolde scener, sat til musik, synes at frigøre en energi og en oprigtighed, resten af filmen ikke kan prale af.

*Center Stage. Instruktion: Nicholas Hytner. Manuskript: Carol Heikkinen. Amerikansk (Palads og Scala, København og biografer i Odense og Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her