Læsetid: 3 min.

Gensyn med Søeborg

20. november 2000

Med nogen bæven linder man på døren til forfatterens univers: Løber det stadig rundt?

Ny bog
Som barn læste jeg Finn Søeborg, og det var ikke lidt her og der, men det hele. Egentlig var han voksenforfatter, men han skrev så enkelt, at et barn kunne være med. Ud over Mark Twain og Stephen Leacock var der ikke så mange humoristiske forfattere på biblioteket i 50’erne, da Søeborg fik sin bemærkelsesværdige debut med romanen Sådan er der så meget, der blev fulgt af titler som Den frie købmand, Bare det løber rundt, Kun for sjov og Blot til lyst.
Det var før kunstfondens tid, så forfattere følte en vis forpligtelse til at skrive op - mange gange også ned – til et publikum for at få det til at løbe rundt (udmærket øvelse i øvrigt). Folk vidste endnu ikke, at de havde behov for tv, men de havde brug for let læsning hos frisøren eller i damptoget. Søeborg var leveringsdygtig. Han skrev i en causerende stil, der hævede sig, især i romanerne, og blev til satire over den tids Dannevang.
Høj humor var det. Hans beskrivelse af, hvordan embedsmændene i et ministerium, udstyret med linierede regnehefter, legede en leg, ’at sænke slagskibe’, mens de foregav at være travle med alvorlige sager, gik rent hjem. Ligeså historien om købmanden, der får egen butik, men kvæles i bureaukrati. Man kan i bakspejlet indvende, at han støbte ammunition til det, der senere blev Fremskridtspartiet, men det kunne han ikke vide – han skrev om kollektive erfaringer – og så sent som i 1990 var han tv-anmeldeler i Information. Hvilken chefredaktør, der så end havde fået denne ide at knytte en så utraditionel anmelder til bladet. Søborg var så vist ikke intellektuel, men han havde tænksomme pointer. På det tidspunkt var skriveaktiviteten i øvrigt aftaget ganske betydeligt.

Ingenting og alt
50 år efter debuten ligger der så på ens bord en hardback med forfatterens samlede noveller og causerier, som man åbner med nogen bæven, for holder de vand?
De kan sagtens læses. De bedste af dem kan – flere gange. De kan endda læses højt – af Tommy Kenter, nu, hvor Ebbe Rode ikke er her. For ham ville de også have ligget lunt i tonefaldet. De udmærker sig ikke så meget ved stilen, som højst er fornøjelig, som ved pointerne, der er underspillede, men klare og gavmilde.
Hvis man skal sige det langt, så ligger de genremæssigt og stilistisk et sted mellem Leif Panduro, Willy Breinholst, Dan Turéll, Harry Motor og Ole Lund Kirkegaard. Der er også spinkle sager, bevares, for der er rub og stub. Små causerier, som næppe ville overleve mere end én dag i avisen. Andre, som nærmer sig en novellekunst helt foruroligende. F.eks. en beskrivelse af en samtale, Aftenkaffe, mellem et ægtepar, som siger en hel masse, mens den ene lægger kabale, og alligevel ingenting, men ved at sige ikke ret meget får de alligevel sagt alt. Der er en umulig dialog mellem en skilsmissefar og en weekendsøn, En god dag, som også siger alt, hvad der gør ondt – med knappe ord. Mere rund er historien om den udstødte Alfred, der bliver bedste-ven med en lille dreng, som inviterer ham hjem. Hans voksne troede, der var en jævnaldrende ven...
I Stikkerens begravelse fortæller Søeborg om en mand, der uforvarende er kommet til en stikkers begravelse, hvor ellers kun de få pårørende er til stede. Man mangler en fjerdemand til at bære kisten... hvad gør man? Et moralsk dilemma, og således viser Søborg sig at have flere facetter, end man egentlig husker.

*Finn Søeborg: Samlede Søeborg – Noveller og fortællinger. 676 s., 149 kr. Haase

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her