Læsetid: 6 min.

Det glade vanvid

8. november 2000

Udskift et lokomotiv med en computer og futuristernes tanker er ført ind i nutiden. Jacob Schokking ser tilbage og frem i værket ’Manifest’, der har musik af norske Rolf Wallin

Opera
Er det kollektiv undergangslængsel eller naiv fremtidsoptimisme, når en soldat fra første verdenskrig under en heftig trommeild stikker hovedet op fra skyttegraven, og råber til venner, der trækker ham ned igen: »Mensch, so etwas siehst du in Berlin für zwanzig Mark nicht!«?
Anektoten er hentet fra
Adornos Nachschrift zu einer Wagnerdiskussion fra 1964. Den fortæller om sansningen som sensation, fascinationen af teknik og maskiner, krig som noget positivt, sådan som det blev formuleret i blandt andre futuristernes manifester. Med en uendelig længsel i en endelig verden, ønskede de at sprænge sig igennem til noget radikalt andet.
Som en bevidsthedens dødsfest slutter Baudelaires Syndens Blomster: »Helved eller himmel, hvad betyder det? Til bunds i det ukendte for at finde det ny!« Baudelaire, Poe og Wagner fastholder spændingen, der ligger i subjektets likvidering og sansning som sensation. Futuristerne var en del af den bevægelse, men de så ikke nogen lys fremtid forude, mange endte som kanonføde i første verdenskrig.
Jacob Schokking kan ikke slippe denne umiddelbare fortid – han vender tilbage til det ’sted’, hvor kæden ryger af, dér hvor det hele skrider. Målet er at overskride en grænse – helved eller himmel – nå derud, hvor det ikke længere er muligt at vende tilbage. Med de vildt poetiske og billedskabende Apollinaire-tekster gjorde han det i Nuit des Hommes sammen med Per Nørgård. Nu gør han det igen i Manifest, som griber tilbage til futuristerne skrifter.
»Futuristernes skrifter er monolitiske, ophavsmændene er selvdestruktive og deres attitude dybt romantisk. Jeg har et opgør med mine forfædre og jeg kan ikke lade være med at agere i forhold til de historiske positioner,« siger Schokking.

Kaos’ struktur
Konstruktivt kaos. Workshops og improvisation. Noget er ved at tage form. Prøverne på Jacob Schokkings og Rolf Wallings opera Manifest i Kanonhallen er uordentlige men ikke rodede. Sangerne ligner samlet en klassisk kvartet, og det er også en sopran, en alt, en tenor og en bas, som rabler tekster af på forskellige sprog. Akkompagneret af slagtøj i den helt tunge ende. Men der er dog slet ikke noget klassisk over setup’et. ’Opera’ står der på plakaten, men man tænker mere på det konstrukturerede ga-ga i forlængelse af instrumentalteater-traditionen med Ligetis og Kagels værker som historiske højdepunkter.
Sammenligningen holder også i det ydre format: Det lyder som sprogligt volapyk, men der er mening med galskaben. I hvert fald en slags mening. Manifest er på flere planer bundet sammen af ekstremer, både musikalsk og tekstligt. Den tilsyneladende klassiske kvartet består af personer fra forskellige hjørner af Europa med vidt forskellige baggrunde. Den russiske tenor er for eksempel kirkesanger og forsanger i en heavy metal-gruppe.
Schokking fastholder sansningen og intensiteten i futuristernes tekster. Med hans egne ord:
»Jeg interesserer mig ikke for almindelig teaterdramaturgi, men for arbejdet med tekstens iboende rytme og klang. Dramatikken ligger i sammenstillingen af de forskellige udtryk, som stritter i alle retninger.«
Det ligner et opgør med forestillingen om et værk som en afrundet helhed, men Schokking og Wallin har ingen ønsker om at bryde med rammerne og traditionen:
»Jeg agerer i forhold til bestemte positioner og selv om vi har indlagt styret improvisation og respektløst blander de forskellige udtryksformer, opdagede vi undervejs i arbejdet, at vi strukturerer efter klassiske principper,« siger Jacob Schokking.
Teksterne i Manifest læses/
synges på originalsprogene ofte samtidigt og med slagtøjssuppe oveni. Det er ikke meningen man skal forstå hvert enkelt ord, men mærke de forskellige grader af intensitet, siger Rolf Wallin. Teksterne projiceres i øvrigt i vanlig Schokking-stil op på et lærred og indgår som et visuelt element på linje med andre billedskabende effekter.

Telefonkærlighed
Tekstningen følger således musikkens rytme, og tekstlinjerne projiceres op på kryds og tværs – lige så brudt som sproget i de manifester, der udgør operaens materiale. Men der er ingen gennemgående personer, og tekst og rytmik skal skabe så mange forbindelser på så forskellige leder som muligt. Sangerne udgør ikke et ensemble, men af de mange disparate effekter opstår der ensembleklang, forklarer de.
Ved den prøve interviewerne overværede var det slagtøjet, der indtog førerstillingen, men operaen indeholder også lyriske indslag, fortæller Rolf Wallin. Melankolske sange, lyriske solonumre og kærlighedsdigte af eksempelvis Majakovski, hvor to elskende over lange afstande taler i en – den gang stadig – revolutionerende opfindelse: telefonen.
»Ikke telefonsex, men telefonkærlighed,« understreger Schokking.
Men i overensstemmelse med hele Manifests koncept, hvor de forskellige temaer bevidst stritter i alle retninger, kun holdt sammen af den trods alt klassiske struktur, opfattes sangene som linjer, der sendes ud til den elskede. På scenen optræder den anden part aldrig, det ville give en »nå-det-er-de-to-der-har-noget-sammen-effekt«, siger Jakob Schokking, og det ville spolere de fire personers muligheder for at gå frit ud og ind ad det komplekse materiale.
»De forskellige vektorer skal stritte, vi har forsøgt at opretholde modstillingerne,« siger han, og tilføjer, at de ikke med Manifest mener at stå med en færdig fortolkning.
»Operaen er vores subjektive opgørelse af materialet, hverken mere eller mindre.«

Sprog uden ord
Men hvor placerer de to skabere af værket sig selv i dette forhold? Der er øjensynlig umiddelbare paralleller i deres måde at behandle det på og i de oprindelige futuristers opbrydning af og oprydning i traditionens former.
Hvor Wallin erklærer, at han har et vældigt klart kriterium for, hvad der er en god tekst, nemlig at linjerne skal have en sangbar og kompositionsvenlig længde, der stiller sagen sig mere kompliceret for Schokking.
Futuristernes projekt peger nemlig i to modsatte retninger, mener han. På den ene gør de op med den efterblevne plys-romantik, der prægede perioden, på den anden side var de selv gennemført romantiske i deres overbevisning om, at deres provokationer og revolutionistiske aktioner skulle gøre en forskel.
»Vores Auseinandersetzung med materialet skulle gerne få nogen til at tage mere aktivt stilling til det tidlige 1900-tals strømninger, som de kommer til udtryk i manifesterne. Deres skizofreni får dem på den ene side til at gribe tilbage til de europæiske ærketraditioner, også bag om Romantikken; på den anden side vil de rive alt ned og begynde helt forfra,« siger Schokking, der ser skizofrenien som noget aktuelt, aldrig overvundet.
»Vi har tilladt os at lade os præge af den tradition, vi alligevel har på rygraden. Man kan godt slå sine streger andre steder på lærredet end i det gyldne snit, men så har man lavet et ikke-gyldent-snit, man slipper alligevel ikke for at forholde sig til traditionen. Og futuristernes skizofreni var en formskabende og kraftfuld skizofreni. Med »disse europæiske hjernehalvdele, som tilsyneladende er adskilte«, men som selv når de kortslutter traditionen ikke kan lade være med at skabe form og struktur, kan man frembringe nyt,« mener Wallin og Schokking. Som når de to ’stacker’ fire sprog på forskellige lydspor oven i hinanden og der – med den ukrainske futurist Semenkos ord – opstår et language of the future, hvor words will be forgotten, citerer Wallin. »Objekter, der kun kan beskrives som sprogligt materiale,« forsikrer de begge.

FAKTA
Mændene bag ’Manifest’
Jacob F. Schokking (øverst) er billed-, videokunstner og instruktør. Født 1956 i Rotterdam, bosat i Danmark siden 1981. Uddannet ved Royal Academy of Fine Arts i Gent, Belgien. Siden 1988 den ene halvdel af selskabet Holland House, rammen om hans og hustruen, videokunstneren Anne Mette Ruges produktioner. Nuit des hommes 1996 med Per Nørgaard, seneste værk før Manifest trilogien Der Lindberg Flug/De syv dødssynder/
Berliner Requiem 1998.

Rolf Wallin er født 1957, nordmand og én af sin generations mest spillede komponister. Hovedværker er Klarinetkoncert, for hvilken han i 1998 fik Nordisk Råds Musikpris, slagtøjsværket Stonewave, værket Solve et coagula. Wallin samarbejder også med SISU-ensemblet, der leverer slagtøj i Manifest.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her