Læsetid: 11 min.

Jeg har det godt i mine Ecco-sko

10. november 2000

I næste uge udkommer Bent Vinn Nielsens nye roman, Godheden selv. ’Danmarks mest kiksede forfatter’, kalder hans døtre ham – outsideren fra Vendsyssel, der formår at gøre det almindelige ualmindeligt vedkommende

Interview
Når man taler litteratur med Bent Vinn Nielsen kommer man meget hurtigt til at tale om livet. Om folk, man har mødt, hvordan det siden gik dem – og hvorfor. Og når han citerer holdninger, han ikke deler, skifter han til en særlig ’fin’ stemme, som har en frygtelig lighed med stemmer, man faktisk hører ude i virkeligheden.
Også hovedpersonen i hans nye bog, Godheden selv, møbelpolstreren Bønne, en køn, ung fyr i 1960’ernes Aalborg, er inspireret af et glimt fra det virkelige liv:
»Vi kørte en hel flok forfattere i en taxa fra Gyldendal ud til Tv-byen, og ude i Gladsaxe kom vi forbi sådan en grøn mand, der kørte rundt på en lille traktor og slog græs og så tilfreds ud. Og så kom jeg til at tænke på, om det er ham, ikke alle os (med ’fin’ stemme) spændende forfattere, der har det bedste liv.«
– Hvordan det?
»Fordi vi jo i en eller anden forstand allesammen er små grønne mænd på en traktor. Det, der får os til at overleve, er det almindelige og robuste, ikke det usædvanlige, frustrationerne. Selv de mest oppustede kunstnere, det, der gør dem solide, er deres sans for det almindelige. Dan Turèll optrådte f.eks. som aparte og var det, men i virkeligheden var han bundsolid.«
– Hvordan definerer du ’det almindelige’? At hente smøger på tanken?
»Det er det hele! Men i høj grad ritualer i en eller anden forstand. Jeg har jo små børn, ikke (Bent Vinn Nielsen er far til fire døtre på 12, 16, 28 og 29, red.), og der var en af min 12-årige datters veninder, der var ved at dø af grin, fordi jeg godt ved, hvilken frisure Aqua-Lene har. Min datter ser utrolig meget fjernsyn, også meget lort – og jeg ser jo med. Og popmusik i radioen, man forventer ikke, at det er stor musik, men det går godt, mens det varer. Det er derfor jeg også godt kan lide at læse Salman Rushdie for hans forslugenhed på popkultur og alt muligt, også selv om han er dybt kulturel.«
»Politiken har en serie, der hedder: ’Hvor (med fin stemme) shopper du?’ – Jeg handler der, hvor de fleste handler, i den lokale herretøjsforretning her i Nykøbing Falster, og så ser jeg også ud som de fleste. Mine døtre kaldte mig engang: Danmarks mest kiksede forfatter! – men jeg har det godt i mine Ecco-sko.«
– Er det almindelige en usnobbethed, en umiddelbarhed?

Nja... I virkeligheden hedder det appetit: Man vil godt lige se, hvad det er, også selv om det ikke er nævnt i Danske Digtere i det 20. Århundrede... Der er jo noget, der er bedre end andet. Men lige når man åbner en bog, tænker man jo ikke: Hvor god er den? Men: Rager det mig? – uden at sætte points på med det samme.«
– Du har jo selv gjort noget ualmindeligt netop ved at blive forfatter. Og sådan noget drømmer bogens ’vi’ jo også om at gøre?
»Ja, Godheden selv foregår i 1960’erne, og da var der overhovedet ingen, der havde lyst til at være almindelig. Ingen ville arbejde. Og den gruppe, der fortæller historien, det er sådan et mandefællesskab af kunstnerspirer, som går ud fra som en selvfølge, at de da bliver noget særligt.«
»Det er det, jeg vil kalde sådan en repræsentativ fortæller, vi’et er repræsentativ for en form for bodega-fællesskab, der siger: ’Vi gider ikke. Det er fint nok med miljø og SF og bogklubber... men vi gider ikke.’ De har den der maskuline vrængen ad folk, der har realiseret deres ungdoms drømme: ’Ja, nu er han kunstmaler og bor ovre i New York. Men han er den samme idiot som han altid har været.’«
– Misundelse?
»Jah... men også en slags træthed, udmattelse. Jeg har på fornemmelsen, at mange mænd simpelt hen brænder al deres energi af mellem de 15 og 35-40 år, og så sidder de der og mediterer. Kvinder bliver mere sociale med alderen, mænd bliver mindre sociale, synes jeg man kan se. Som til en koncert i Nakskov, hvor vi var to mænd, og ham den anden så virkelig ud til at være trukket med.«
– Har du den kollektive fortæller fra litteraturen eller virkeligheden?
»Altid fra virkeligheden! Grass og Böll og sagaerne har også kollektive fortællere, men det skal jo komme et sted fra, ikke? Den kollektive fortæller er jo offentligheden og den findes overalt, som i ’lad os nu se’, eller når man anmelder en bog i Information og i stedet for at skrive: ’Jeg synes, det her er noget lort’ skriver (med fin stemme): ’Det forekommer, at...’ Sådan en måde at gemme sig på.«
– En anonymisering af subjektet...
»Ja! Du kunne jo selv skrive i Information!«
– Du er sådan en øre-forfatter, når man læser dine bøger, får man virkelig fornemmelsen af, at du har hørt det hele?

Ja, det er måden, jeg gør det på. Det handler om at oversætte det talte sprog til en anden form – så tæt på som muligt. Selv om det selvfølgelig er kunstigt og tit helt usandsynligt, som for eksempel i nøje beskrivelser af situationer, hvor fortæller-vi’et ikke er der. Det er den leg, man leger.«
– I din forrige bog, En skidt knægt, beskrev du én, der var gennemført ond. Nu Bønne, der er godheden selv. Hvorfor de der næsten bibelske absolutter?
»Godheden er jo lige så meget et sted som egoismen. Det er en helt naturlig impuls for os at støtte én, der er ved at falde.«
»Desuden synes jeg faktisk ikke, vi er så ’middel’, en så kedelig grød som danskere. Det rent gode og onde findes som muligheder, og der er faktisk nogen, der lever op til det, mere rendyrket end man tit tror. Derimod er der jo ingen, der kan færdes i den civiliserede middelstand. Man kan jo ikke holde den der ’vi er alle sammen sådan cirka lige gode’ ud! Det er ikke der, historierne foregår.«
»Men jeg har aldrig mødt ondskab, der ikke kan forklares. Måske har jeg ikke kendt forklaringen, men den er der.«
»Til gengæld mangler folk, der slet ikke har noget ondt i sig, måske en smule... farve. En vis sans for, at tingene ikke altid er, som de ser ud til. Med meget gode mennesker får man sådan en lyst til at sige noget forkert, ligesom med folk, der er meget korrekte.«
– Hvad ville Bønne så svare?
»Det ville jo ikke hjælpe! Sådan en som Bønne tager man ligesom lidt til efterretning. Men han er fascinerende, også fordi han er så enstrenget.«
– Hvem har det bedste liv, den gode Bønne eller psykopaten Kasper i En skidt knægt?
»Alt i alt den gode, det er jeg sikker på. Det gode føles mere rigtigt. Den onde har det måske sjovt en tid med at brænde det hele af, han er charmerende og tiltrækkende for andre, fordi han er så radikal. Han bestemmer sig her og nu for, hvem han er.«
»Men der er en tragisk dimension ved enhver psykopat, fordi de ikke kan holde fast. Der er tidspunkter, hvor selv en psykopat er helt nøgtern og ser klart, at de aldrig får et forhold til andre folk. En del begår vist også selvmord.«
»Men der er jo også tilfælde, hvor det til en vis grad ligger inden for normalområdet. En del kunstnere har sikkert en rem af huden – f.eks. er Picasso det dummeste svin, jeg nogensinde har læst om!«

Det interessante er, at for eksempel lystløgnere jo tit har gode historier at fortælle – men mærkeligt nok er de ikke bedre end den rigtige historie, det kan bare bestå i at sige, at han er fra Randers. Forskellen er, at den verden har han selv fundet på – og det er en kvalitet ved den.«
– Minder det om det, en forfatter gør?
»Ja, det er ved at bytte om på tingene, at der bliver en historie.«
– Får den gode Bønne i din bog et særlig godt liv?
»Ja, det synes jeg da. Han får jo også en medalje, ikke?«
»Man kan jo sige, han er lidt stillestående, lidt kedelig og fantasiløs. Bortset fra, at godhed jo er meget stærkt i sig selv. Men der er noget uskyldigt over ham, han er næsten ufødt. Faktisk skyldes den hofteskade, han har, at han næsten ikke kunne blive født. Som han selv siger: ’Jeg havde det vel for godt derinde!’«
»For mig er det også vigtigt at Bønne faktisk er mere viril end de andre – men han har ingen forføreriske evner. Når andre reagerer på ham, stiger han på, men forføre en kvinde ville han aldrig kunne.«
– Og når han handler, er det for andres skyld...
Det er jo svært at forstå, at nogle folk faktisk ikke kræver så meget. For eksempel har jeg aldrig selv haft materielle ambitioner, jeg er ligeglad, om naboens bil er større end min. Men jeg har haft ambitioner om at gøre, hvad jeg gerne ville – og der adskiller jeg mig fra Bønne. Hans liv lyder afsindig kedeligt, men det ambitiøse liv er på den anden side meget anspændt.«
– På bagsiden af bogen står der, at den måde, det går personerne på, tit har med deres baggrund at gøre. Men jeg synes, det i bogen har mere at gøre med hvordan de er – og ser ud? Du kredser meget om de smukke mennesker, som Vivian, Nina og Bønne?
»Der var en undersøgelse, refereret i Politiken, der viste, at smukke mennesker ikke kun er smukkere, men også klogere! – Det er ikke sandt, men det ydre betyder noget, og jeg vil gerne tro, at smukke mennesker kan blive mere socialt succesrige.«
»Men meget omtalte kvinder fra historien, som spionen Mata Hari, var faktisk ikke rigtig smukke. Skønhed kan godt opfordre til lidt dovenskab, tingene kommer jo til én alligevel, mens man, hvis man ikke er helt smuk nok, er nødt til at være opfindsom. Hvis Bønne ikke havde været en så køn fyr, var han måske blevet nødt til at være lidt mere livlig.«
»Men meget kønne piger må jo hele tiden forholde sig til, at alle vender sig om efter dem – og de kan aldrig gengælde al den opmærksomhed. Meget smukke mænd har det faktisk også besværligt. Har jeg hørt.«
– Men er man et produkt af sin baggrund, af samfundet?
»Det har jeg aldrig rigtigt troet på. Jeg synes også, det er en dødssyg undskyldning. Når jeg selv har fået kritik, har jeg aldrig troet, at ’de kan ikke li’ mig, fordi jeg bare er en proletarunge fra Vendsyssel.’ Når man kommer fra et arbejdermiljø, er man heller ikke særlig godt vant.«
»Men der er jo baggrunde, man ikke kan løbe fra. Som piger, der bliver voldtaget som 14-årige og sendt på gaden for at tjene penge. Jeg har kendt sådan en familie, hvor alle pigerne blev prostituerede. Én af dem formåede faktisk at blive tandlæge. Det lyder måske ikke så imponerende, men det er en månerejse, når man kommer fra det miljø. Hvad er det, man kalder dem? Mønsterbrydere!«
– Du er jo selv brudt ud, hvordan?

Nick i bogen, der bliver forfatter, han har jo en del med mig at gøre. Jeg tror, der er et punkt i livet, hvor du kan vælge at gå efter at realisere det, du gerne vil. Meget tidligt, før de 20. Jeg selv besluttede at blive forfatter, da jeg var 15-16 år. Der var ikke rigtig andet, jeg tog alvorligt. Hvis ikke jeg skriver, er verden ikke så nærværende. Jeg kan mærke det rent fysisk, jeg bliver rastløs og har det dårligt, og tingene bliver så ligegyldige. Men det er jo et tilbageblik, for når man vælger, har man ikke sprog for det. Man kan bare se, at mange mennesker lever på en måde, der underminerer deres drømme.«
– Hvorfor?
»For de fleste er det meget vigtigt at være accepteret i sit umiddelbare miljø. At bryde med det indebærer en reel risiko for at falde udenfor. Som arbejdersønnen, der blev læge og kom hjem til sin gamle mor i Vendsyssel, der sad med et katteskind om skuldrene for sin iskias, og så siger sønnen: ’Der er altså ikke noget videnskabeligt bevis for, at det virker!’ Og så kommer det: ’Do ska et kom her...’«
»Det særlige ved folk, der går efter det, er, at de er parat til at tage en risiko. Opbruddet har en pris, at leve i en uvished, som meget vel kan være livsvarig. Selv om det faktisk er gået mig godt – jeg får livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond og mine bøger sælger pænt og kommer i bogklub – bliver uvisheden ved. Og det er der mange mennesker, der ikke vil.«
»Her i kongeriget er der faktisk for meget tryghed, synes jeg. Den faste hyre er jo en vældig tryghed. Men man kan ikke have fast arbejde og samtidig lave præcis, hvad man vil. Som en mand inden for statsadministrationen engang sagde: ’Man avancerer ikke inden for kontortiden!’«
»Og det er jo rigtigt. Det kræver en kolossal stædighed at gøre det, jeg har gjort, for man kan ikke gøre det usædvanlige på de sædvanlige vilkår, både skrive og have et almindeligt arbejde. Alene fordi, man ikke kan distancere sig nok. Fortælling er jo i princippet datid, og man skal være uden for et miljø for at se tingene tydeligt.«
»Jeg tror f.eks., at da Jonathan Swift skrev A modest Proposal (hvori Swift, der selv var irer, foreslår, at de sultende irere skal tjene penge ved at servere deres småbørn for englænderne, red.) har han været i fortræffeligt humør!«
– Har du den samme maliciøse humor som Swift?
»Ja, det tror jeg da. Men den følelse, man har, ligner nærmest overskud.«
– Det er sjovt at skrive?
»Ja!«

*Somme tider mødte vi Nick på gaden. Han lignede sig selv. Han arbejdede ikke længere hos møbelpolstreren, han havde vel fedtet penge nok sammen til at han kunne sidde ovre på Hovedbiblioteket og skrive i sit kollegiehæfte dagen lang.
For han var selvfølgelig i gang med at skrive en ny bog.
Han lod for resten som om han ikke kendte os. Vi havde jo alligevel altid bare været en samling idioter. I hans øjne, bag de grimme sygekassebriller.
Vi ville skide ham et stykke.
Vi havde piger, det havde han ikke. Vi så ham aldrig sammen med nogen, hvem skulle også kunne holde ham ud?
Det kunne godt være, han gjorde det rigtige. Det alle
kunstnerspirer burde gøre.
Men hvem gider leve på den måde?
Fra Godheden selv, 2000

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu