Læsetid: 4 min.

Håndbajer

22. november 2000

I Tokyos havneby står et tårn, som Informations udsendte er rejst til den anden side af kloden for at se. Men som viste sig at være et stort flop

Nedtur i Yokohama
TOKYO – Det var ikke for sjov, at Informations udsendte havde stået op blandt tusinde asende og masende japanere hele vejen fra Tokyos centrale metrostation til havnebyen Yokohama. Det var ikke blevet til nogen sommerferie, fordi der skulle spares ferie og penge op til, at netop denne togtur mellem Tokyo og Yokohama kunne blive mulig. Hele vejen fra Danmark til Tokyo var blevet tilbagelagt – ikke kun, men i høj grad – fordi, der i Yokohama står et tårn bygget i 1986 af den japanske arkitekt Toyo Ito, som han havde skrevet om i flere år og så forfærdeligt gerne ville bruge noget tid sammen med. Tårnet, der er blevet døbt ’Vindenes tårn’, er et af de mest fremsynede og begavede byggerier, der er skabt i slutningen af det seneste århundrede. I dagbladet Information havde han op til flere gange belemret læserne med dette tårn, som en af de skarpeste fortolkninger af, hvad informationssamfundet kommer til at betyde. For det byggede miljø, og for byerne verden over.

Opsamler lys
Toyo Itos tårn er tænkt som en refleks af byen. Hvor andre bygninger skærmer sig mod omgivelserne ved at holde kulde eller varme ude på bedste vis, reagerer Itos tårn på omgivelserne med tusinder af lyskilder, der opsamler og reflekterer vind, lys, snavs og larm i omgivelserne med tusinder af lyskilder, der så at sige svarer på, hvad byen finder på. Tårnet er altså bygget ind i og ikke imod omgivelserne. Det er et stykke arkitektur, der giver sig informationssamfundet, teknologien og forandringerne i vold. Men som, alene fordi det er arkitektur, der er beregnet på at blive stående i en ganske rum tid, både er forandring og stilstand i et. Derved kan stilstanden, det vil sige bygningerne, opfange og opmagasinere den hastige og brusende forandring, som alle vestlige samfund oplever i disse år. Byen bliver derved en membran, den fungerer som en krop, hvor alle enkeltdele forholder sig til hinanden. Det er ualmindeligt begavet gjort; og samtidig en sjældenhed (hvis man kan tillade sig at sige det sådan), at en arkitekt kommer med så konkrete bud på, hvorledes det er muligt at leve i et samfund, der forandrer sig med så rivende en hast, som det er tilfældet i dag.

Stor skuffelse
Deres udsendte havde ud over en række artikler i løbet af de seneste par år skrevet en længere opgave på det, der hedder de videregående uddannelser, om det tårn. Så at drage stående fra Tokyo til Yokohama var ikke for sjov. Det var vel som ægyptologen, der ser pyramiderne for første gang, eller alkymisten, der endelig finder de vise sten.
Men åhrr, for en skuffelse. Tårnet er måske 20 meter højt. Lyser ikke det fjerneste, men er placeret midt i forgården til det, der viser sig at være et helvede af to millioner mennesker, der enten skal ud eller hjem ved hjælp af Yokohama station. Det står bare der, tårnet, og er kedeligt og uinteressant og ligegyldigt.
Jeg gik en tur, mest af respekt for situationen, rundt om bygningen og satte mig på en kantsten, for at give bygningen en time og sunde mig over det hele. Nu var jeg alligevel rejst så langt, så 60 minutter kunne det godt blive til. Oven for tårnet hang et meget stort skilt, hvor der stod ’Visa. Power in Your Pocket’, som jeg havde mine pupiller mistænkte for at bruge mere tid på, end på den grå metalkasse, jeg var rejst om på den anden side af jorden for at se.
Ved siden af mig sad to smukke, grove kvinder og holdt om hinanden. »Der står ’Visa. Power in Your Pocket’, men vil du ikke have en øl,« sagde den ene umotiveret til mig. »Du ser ud som om, du deler skæbne med os,« fortsatte hun. »Min kæreste siger, at hun ikke vil tale i to uger. Men det går nok over.«

Blæse på tårnet
De to kvinder var begge arkitekter og begge fra Firenze. De havde brugt dette årtusindes og deres hede kærlighedsforholds første ferie på at tage til Yokohama for at se Toyo Itos værk; og var bestemt ikke mindre skuffet end jeg var.
»Det kan du fandemig tro, at jeg gerne vil!« sagde jeg højt på dansk, nærmest som en udånding af lettelse over tilbudet. Den ene af de to kvinder forstod og rakte mig en automatkold Asahi Super Dry.
»Skal vi ikke blæse på tårnet?« sagde den af de to, der kunne tale flydende engelsk efter nogen tid. »Hvis vi er tre, kan det være, at bare én af lyskilderne lyser. Eller måske hvis vi stiller os op og råber vildt højt?«
Hende, der ikke forstod engelsk, sagde pludselig på engelsk og ud i det blå – eller for at afblæse ideen om, at vi skulle rende over til tårnet og puste og skrige og skabe os åndsvagt – »Tower of bloody winds. It is the Tower of Bloody Winds, stupid.«
»Hun har lært sit engelsk i amerikanske krigsfilm,« sagde hendes kæreste for at glatte ud.
»Men hun har jo ret alligevel,« sagde hun.
Og så var det, vi blev enige om, at vi skulle på bar for at skåle for, at Toyo Itos morgenkaffe altid måtte være kold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her