En håndværker på statsbesøg

Historien om hvorfor en tomhændet Bill Clinton blev hyldet
i New Delhi, mens de færreste bruger energi på hans gavebelæssede russiske kollega et par måneder senere

Udefra
Hvis de indiske tv-seere har valget mellem et dokumentarprogram om den sovjetiske rumpioner Valentina Teresjkova og Hvem vil være millionær?, er der ingen tvivl om, hvad de fleste foretrækker.
Det er en af forklaringerne på, at den indiske version af Hvem vil være millionær? (Kaun Banega Crorepati) – præsenteret af den tidligere filmstjerne Amitabh Bachchan, der blev udnævnt til århundredets mand i en BBC-rundspørge – er blevet en så enorm succes. Programmet har også inspireret til lignende ’vind millioner’-shows på andre tv-kanaler.
Hvis man ikke har de nødvendige IT-kvalifikationer til at tjene i tusindvis af dollar i USA, men alligevel gerne vil blive rig i en fart, må man nøjes med det næstbedste og håbe på jackpot i fjernsynet.

Trivielle gøremål
Men selv om man har travlt med at ’dollarisere’ sit eget liv og verden omkring sig, er man nødt til at tage sig af en masse trivielle gøremål – træffe aftaler med blikkenslagere eller elektrikere og anskaffe sig alle de varer, man har brug for.
Denne analogi kan passende bruges om den russiske præsident Vladimir Putins besøg i Indien i oktober. Det stod i skarp kontrast til Bill Clintons triumftur i marts, som blev fulgt op med premierminister Atal Bihari Vajpayees genbesøg i USA i september.
Putin falbød stilfærdigt sin hardware; Clinton kom som software-landets aggressive repræsentant. Putin var våbenfællen; Clinton var den, alle ville trykke i hånden. For inderne repræsenterer de to mænd to vidt forskellige verdener.
Det er ikke alene udtryk for en bestemt opfattelse af en verden i forandring og Indiens plads i den, men i høj grad også for indernes egne drømme og forhåbninger.
Clintons show var en uovertruffen succes – en veliscenesat produktion, hvor alle fra premierministeren og andre politikere til forretningsmænd og journalister labbede hvert minut af hans optræden i sig. De var så glade for den, at de slet ikke kunne få nok.

Overskelig trængsel
Parlamentsmedlemmerne var ved at trampe hinanden ned for at komme til at hilse på ham. En vittighed gik ud på, at hvis han havde bedt dem om at underskrive aftalen om forbud mod atomprøvesprængninger, ville de fleste med glæde have gjort det på stedet.
Clinton kom, sås og sejrede.
Da Putin kom, havde regeringen derimod stort besvær med at få et hæderligt antal parlamentsmedlemmer til at møde op, så den fornemme gæst kunne føle sig betydningsfuld nok.
Putins besøg var vigtigt, men det havde for inderne karakter af en sur pligt, som på ingen måde virkede inspirerende eller vakte varme følelser i befolkningen. Den offentlige reaktion var langt fra de jublende menneskemængder, der fyldte gaderne for at hylde Bulganin og Khrusjtjov, når de kom til Indien i 1960’erne.
Moskva havde naturligvis ønsket samme markedsføring, ceremoniel og pragtudfoldelse, som blev Clinton til del. Men det er ikke nemt for en regering i den nuværende situation: I massemediernes verden er Den Kolde Krigs imperialistiske tyran blevet forvandlet til landet, der flyder med dollar, muligheder, højteknologi, Bill Gates, McDonald’s osv.
I den nye verdensorden er det hverken konventionelle våben eller atombomber, der skaber erobringer. Slaget står om sindene, og våbnene er medier, markeder, investeringer og reklamebudgetter. Krigens mange fronter går på tværs af kultur og geografi, og amerikanerne er bedst til at fange folks fantasi.
USA hersker i såvel den virkelige som den virtuelle verden, så det er ikke særlig overraskende, at Clinton uden besvær vandt over Putin i Indien.

Forsvarskontrakter
I sidste måned gav Clinton grønt lys for en lov, der øger antallet af arbejdsvisa til udlændinge med særlige kvalifikationer fra 115.000 til 195.000 om året de næste tre år. Det er næsten en tredobling i forhold til sidste år.
Selv om dette initiativ udspringer af økonomiske behov og erhvervslivets voksende appetit på IT-branchen, ser inderne det formentlig som et resultat af Clintons nye romance med dem. Omkring 50 procent af disse visa ventes at blive udstedt til IT-eksperter fra Indien.
Det lagde ingen dæmper på begejstringen under Clintons besøg, at det amerikanske forbud mod overførsel af teknologi, som blev indført efter de indiske atomprøvesprængninger i 1998, stadig er i kraft. I al postyret var der ingen, der tog notits af, at der ikke rigtigt var gods med i Clintons bagage.
Det var der derimod i Putins: Moskva og Indien underskrev forsvarskontrakter på over tre milliarder dollar. Det økonomisk betrængte Rusland har hårdt brug for såvel pengene som de jobskabende ordrer til våbenindustrien, og inderne købte praktisk taget alt, hvad de fik tilbudt til ’venskabspriser’ – især fordi konflikten i Kashmir har været med til at øge forvarsbudgettet.
Russerne har beredvilligt – og mod en pæn fortjeneste – udfyldt det hul, der er opstået efter de vestlige landes forbud mod at sælge våben, ubåde og supersoniske kampfly til New Delhi. Enkelte andre leverandører – f.eks. Frankrig – har trods forbudet også vist interesse, men deres priser er alt for høje.

Den digitale nabo
Faktisk forsøgte det indiske forsvar i begyndelsen af 1990’erne at frigøre sig fra ’bjørnens’ favntag, som det blev fastholdt i, selv efter at Sovjetunionen var reduceret til Rusland. Men problemerne med at gennembryde Vestens politiske og økonomiske barrierer tvang i 1996 New Delhi til at genoptage de gamle forbindelser.
Russernes imødekommenhed med hensyn til at levere atom-ubåde, rumteknologi og missilprogrammer, mens den vestlige verden boykottede Indien, har været afgørende for, at det gode forhold nu er genoprettet. Det er der god militær mening i for Indien – og det er en god forretning for russerne. I den nye verdensorden, der er ved at opstå, har russerne hverken penge til eller interesse i at eksportere ideologi og revolutioner. Våben er mere indbringende. De er også mere velegnede til at bringe aftageren i et afhængighedsforhold.
At disse produkter, uanset hvor de kommer fra, er mere dødbringende end ideologi, bliver enten ignoreret eller bevidst set gennem fingre med af en indisk regering, der er optaget af at gøre Indien til USA’s nabo på det digitale verdenskort.

*Shastri Ramachandaran er redaktør ved The Times of India i New Delhi

Oversat af Birgit Ibsen