Læsetid: 4 min.

Hævn avler hævn

24. november 2000

Israelere og palæstinensere er fanget i en cirkel af vold, som de tilsyneladende har stadig mindre kontrol over. Indsættelsen af en FN-styrke bliver stadig mere aktuelt, mener eksperter

Inferno
Libanon, Tjetjenien, Kosovo. Sporene fra de seneste årtiers guerillakrige skræmmer. I øjeblikket ved ingen, hvor den israelsk-palæstinensiske udmattelseskrig ender.
Næsten hver dag træder Israels militære ledelse sammen for at overveje, hvordan dagens ydmygelser skal hævnes.
En bombe mod en bosætterbus udløser natlige angreb på den palæstinensiske sikkerhedstjeneste og nedskydning af fire aktivister i Gaza. Næste dag følger en bilbombe på en israelsk busholdeplads, og at den også vil blive hævnet, er der ikke megen tvivl om.
Både israelere og palæstinensere er fanget i en voldsspiral, som ingen af parterne tilsyneladende kan bryde.
Flere eksperter mener derfor, at indsættelsen af en FN-styrke bliver stadig mere aktuelt. Den kan måske lægge så meget låg på gengældelsesaktionerne, at den israelske ministerpræsident Ehud Barak og det palæstinensiske selvstyres leder Yasser Arafat igen kan sætte sig til forhandlingsbordet.

Uden for kontrol
I Israel taler kommentatorerne om den libanesiske borgerkrig som det store skræmmeeksempel på, hvordan konflikten med palæstinenserne kan udvikle sig. Ikke mindst, fordi det virker, som om Arafat enten ikke kan eller ikke vil standse guerillaangrebene på israelske soldater og bosættere på Vestbredden og i Gaza.
»Adskillige militsgrupper fører deres egen krig mod Israel uden nogen effektiv central kontrol. De konkurrerer om berømmelse og om at efterfølge Arafat. Selv om Arafat stadig er den store nationale leder, har han ikke fuld kontrol over situationen«, siger Efraim Inbar til nyhedsbureauet Reuters.
»De lokale milits-baroner mener, han har mistet troværdighed på grund af den fejlslagne fredsproces. De konkurrerer om at være mest anti-israelsk – og det er meget populært hos manden på gaden«.
Den tendens bekræfter seniorforsker Bjørn Møller fra Center for Freds- og Konfliktforskning.
»Begge parter ved, at modparten er ved at miste kontrollen. Arafat har ikke kontrol over f.eks. de seneste dages bombeattentater, og spørgsmålet er, hvor meget kontrol Israel har over de 200.000 bosættere på Vestbredden og i Gaza«, siger han til Information.
»Alle er meget bange for, at gengældelsesaktionerne skal eskalere. I øjeblikket straffes bombeattentater kollektivt, og det afføder nye hævnaktioner i en endeløs spiral. Det minder meget om situationen i Kosovo før krigen«, siger han.

En ny Berlin mur
Den israelske regering har flere gange diskuteret en total adskillelse mellem Israel og de palæstinensiske områder som en metode til at lægge låg på konfrontationerne.
I praksis vil det betyde høje hegn om alle palæstinensiske byer, skarp bevogtning og minering omkring nogle af de israelske bosættelser, evakuering af andre, samt en meget skarp grænsekontrol, hvor kun nogle få palæstinensere vil få lov at rejse ind i Israel.
»Det kan bestemt ikke udelukkes, at Israel vil gribe til en sådan løsning for at stoppe konfrontationerne. Allerede i dag lukkes områderne af gang på gang«, siger Bjørn Møller. Han understreger, at en lukning vil ramme palæstinenserne meget hårdt økonomisk og derfor formentlig kun skaber endnu større problemer.
Ze’ev Shiff, der er militæranalytiker ved det ansete israelske dagblad Ha’aretz, mener, at planerne om at bygge en mur omkring de palæstinensiske områder er en tom trussel.
»Palæstinenserne har ædt det råt, men efter min vurdering er en total adskillelse ikke en realistisk mulighed. Det vil i praksis være umulig at gennemføre«, siger han til Information.
Hvis Det højreorienterede Likud vinder et kommende valg – og det tyder alt på – mener han imidlertid, at planen om total adskillelse kan blive en realitet.
Arafat og de arabiske lande arbejder i øjeblikket hårdt for at få en FN-styrke indsat på Vestbredden og i Gaza.
Helst ville palæstinenserne have en velbevæbnet, fredsbevarende styrke til at beskytte befolkningen mod den israelske hær, men efter konsultationer med bl.a. Frankrig, har Arafat sænket ambitionerne til at omfatte en observatørstyrke på 2.000 mand.
Det er Israel overraskende gået med til at forhandle om.
»Det er en vældig fornuftig strategi, Arafat følger«, mener Bjørn Møller. »Hvis styrken bliver stor nok, upartisk nok, og får det rigtige mandat, kunne dens tilstedeværelse faktisk godt lægge så stor en dæmper på konfrontationerne, at parterne kunne sætte sig til forhandlingsbordet igen«, siger han.
Den vurdering deles bl.a. af europæiske diplomater, der sammen med kolleger i FN-systemet prøver at forhindre et totalt diplomatisk sammenbrud mellem Barak og Arafat.
Som en europæisk topdiplomat siger til Reuters:
»En observatørstyrke kunne give parterne mulighed for at vende tilbage til forhandlingsbordet uden at tabe ansigt«.

Et særtilfælde
At det er meget problematisk med FN-observatører, er imidlertid ingen hemmelighed. Mange steder, hvor observatørkorps er sat ind for at dæmpe konflikter, er de blevet brugt som menneske-skjolde, gidsler eller direkte militære mål.
I flere tilfælde, bl.a. i Bosnien og i Kosovo, har deres tilstedeværelse desuden været stærkt medvirkende til, at det internationale samfund senere har grebet militært ind i konflikterne.
Der er dog en helt afgørende forskel på situationen i de besatte områder og f.eks. Kosovo: »Israel er i den helt specielle situation, at en militær intervention udefra er helt usandsynlig«, siger Bjørn Møller.
»Uanset hvad der sker, vil USA blokere for enhver sådan aktion. USA vil altid vælge at støtte Israel«, siger han.
Og sikkert er det, at Israel er imod enhver form for internationalisering af konflikten.
»En FN-styrke vil blot blive et dække for palæstinenserne. Ubevæbnede observatører vil hverken kunne stoppe volden, beskytte palæstinenserne eller samle fakta på en upartisk måde«, som en israelsk topdiplomat siger til Reuters.
Ze’ev Shiff er da heller ikke begejstret.
»Jeg tvivler stærkt på, at en observatørstyrke kan lægge låg på volden. Hvis man ser på de internationale observatører, som allerede er her, bliver man ihvertfald ikke imponeret«, siger han med henvisning til de hvidklædte TIPH-observatører i Hebron. I seks år har de observeret og filmet sammenstød mellem israelere og palæstinensere på Vestbredden, men de kan ikke blande sig og rapporterer ikke til nogen.
»Men hvis flere observatører kan få parterne tilbage til forhandlingsbordet, så hvorfor ikke«, siger Shiff. »Jeg håber bare, det sker, før det helt store inferno bryder løs.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her