Læsetid: 5 min.

Hammark til Danborg

28. november 2000

To arrangementer under fremstødet ’Danmark til Hamborg’ blev en historisk succes – og gjorde op med vante forestillinger

Klassisk
Hvem har båret de tungeste byrder i planlægningen: Det Danske Kulturinstitut eller Dansk Musikinformations Center? Dét var ikke til at få has på. Til gengæld endte samarbejdet med at fungere mageløst. Weekendens fremstød i Hamborg viste, at dansk musik virkelig er på forkant. Ikke bare med udviklingen af det nye, men nok så meget i afviklingen af det gamle.
Og så modtog Per Nørgård byens medalje für Kunst und Wissenschaft – i hans tilfælde en rammende dobbelthed, fordi hans livsværk mere end nogen andres bærer træk af begge dele.

Gode rammer
Lørdag var to sangere, fem musikere og dirigenten
Kaare Hansen på scenen. I sig selv lyder det måske ikke af meget. Men værket var Nørgårds og Jacob F. Schokkings Nuit des Hommes fra 1996 til tekster af Guillaume Apollinaire – en af Kulturbyårets bedste investeringer, et af de mest originale bud på operagenren i nyere tid.
Og kors, hvor blev det godt! Ikke mindst fordi rammerne var så forskellige fra de hjemlige: En kæmpestor fabrikshal, der ikke satte nogen grænser for musikkens bevægelser. Et lydanlæg, der næppe findes mage til i Danmark. Et lærred, der gør Fisketorvets største til ren hjemmevideo. Og ingen scenografi, bortset fra lidt tøj og et par effekter. Nøgternt, tomt og helt igennem imponerende. Højst lå der lidt forstyrrelse i Schokkings emblematiske videoprojektion af teksten.
Stedet var Hamburg, librettoen fransk, oversættelsen engelsk, autorerne danske. En tysk synkronisering, og forvirringen havde været fuldstændig. Hvis den læste tekst skal være sangens og musikkens medspiller, må den nok være på landets sprog – ellers bliver den nærmere en modspiller.

Mændenes nat
I Kampnagels vældige overskud af plads og mørke var aktørerne mere udsatte end nogen sinde – fjerne på gulvet, anderledes udleveret på videoskærmens meterhøje close-ups. Rummet derimellem måtte de selv tage i besiddelse.
Som Gert Sørensen gjorde det helt fra begyndelsen. Hans suveræne krigsspil på Theremins æterofon fra 1924 lagde tråde ud til alle sider. Fremad, så førsteaktens Nu bede vi den Helligånd lød så inderlig som nogensinde. Bagud, så hele ouverturen stod som et futuristisk ekko af forspillet til Gilgamesh. Og siden stod to sangere på et højdepunkt af villen og kunnen. Helene Gjerris som krigskorrespondenten Alice – rutineret i det sanglige, enestående i indleven og nærvær. Helge Rønning som soldaten Wilhelm – en kende anonym i det dramatiske, overbevisende i udtale og egalitet.
I mændenes nat hersker kvinden. Men hvem hersker over hende – kvinden i hende, eller manden? Få kan som Gjerris og Rønning tage farve af hinanden på en scene. Helt uforglemmelig i en passage som Demain l’assaut – ’I morgen kommer angrebet!’ – hvor hendes insisterende og hårfint timede ritardando kolliderer så frygtindgydende med hans stigning i det melodiske. Hver for sig inderliggør de kønnenes kamp. Sammen lader de Den Store Krig gøre dem fremmede for hinanden.

Tysk begejstring
Søndag var det så et velforberedt Radiosymfoniorkester og dirigenten Thomas Dausgaards tur. I Musikhalle spillede man Hans Abrahamsens Nacht und Trompeten, Carl Nielsens klarinetkoncert og Per Nørgårds 6. symfoni. Mindst holdbar lød vel Hans Abrahamsens Nacht und Trompeten – engang noget af det smukkeste i dansk musik, i dag mere smerteligt bundet til sin tid. Det er mærkeligt, hvorfor det værk af vores største mester i elegiske strukturer var udtaget, og ikke f.eks. det langt bedre Stratifications. Men åbenlys genklang hos tyskerne vakte det rigtignok.
Hvad også Nielsen unægteligt gjorde. Sympatien strømmede ned over orkestret og stjernen Sabine
Meyer. I hendes hænder fik man bekræftet, at klarinetkoncerten er Nielsens mest inspirerede, vel en af århundredets bedste overhovedet. Men også hvor svært det er at høre hjertebørn spillet så anderledes – lynhurtigt, diverterende, uden dramatisk tyngde og ironisk modstandskamp.

Tredje gang er lykkens
Så koncertens højdepunkt blev Per Nørgårds 6. symfoni – uropført i januar under ledelse af Kaare Hansen, siden revideret et par steder.
Thomas Dausgaard dirigerede den første gang ved forrige uges torsdagskoncert. Og det var ikke kun en stor lykke at genhøre hans fortolkning. Det var også nødvendigt. For der er rigtig meget på færde i den. Langt mere end hos Kaare Hansen, der i hast sprang ind for sygemeldte Leif Segerstam – flere historier, større dybde, mere kaos.
I januar troede vi at forstå værket. Forrige uge viste Dausgaard, at vi tog fejl. Søndag aften begyndte vi også at mærke hvorfor. Samtidig har Dausgaard indstuderet værket så grundigt, at vi igen blev mindet om noget vigtigt.
Der er flere grunde til, at Per Nørgård er vores største symfoniker. Hans tekniske mesterskab er én af dem. Hans evne til at forny sig og alligevel forblive den samme er en anden. Men den vigtigste er måske, at hans værker aldrig svækkes af de brud, Carl Nielsens var så fuld af. Tag blot Sinfonia Espansiva – uretfærdigt, men alligevel: Allerede efter den berømte indledning taber den højde. Foregriber Sacre du Printemps i cirka otte sekunder. Men så er vi ellers tilbage. Vi har vænnet os til, at den næste snes toner skuffer lidt, og elsker dem så for dét – men hvem kunne ikke have tænkt sig bare lidt mere af begyndelsens utrolige friskhed? Sådan er det ikke hos Nørgård. Når han er bedst, bliver det bare ved og ved.
Og afviklingen af det gamle? Søndagen viste, at Nørgårds Sjette mere end nogen sinde gør op med den motiviske lytning, at nu skal man lægge mærke til det ene eller det andet. I stedet væves et sejt tæppe af bøjelig tid. En mærkelig organisme, der bules i alle retninger og alligevel genfinder sin form. Jo, det fremmedartede værk er virkelig metaforernes holdeplads – vil man have flere, kan man f.eks. tjekke Henning Mortensens nyeste roman Raketter ud. Men øretævernes er det åbenbart ikke. At også det tyske publikum modtog musikken så varmt og med så mange fremkaldelser af dirigent og komponist var en historisk oplevelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her