Læsetid: 4 min.

Hiphop-konger med dagsorden

23. november 2000

1990’ernes mest indflydelsesrige hiphopensemble, Wu-Tang Clan, udsender et nyt overbevisende album, mens debuatanten Venus Brown trækker tråde mellem hiphop og blues

Nye cd’er
I starten af halvfemserne styrede vestkyst-hiphoppen fuldstændig i kølvandet på N.W.A.’s fænomenenale succes, skarpt forfulgt af Dr. Dre’s soloalbum og hans storsælgende produktioner for bl.a. Snoop Dogg. Den møjbeskidt svingende genre kaldtes G-funk, og den ramte en nerve ikke kun hos det afroamerikanske stampublikum, men i endnu højere grad hos et købedygtigt, hvidt middelklassepublikum, der ikke kunne identificere sig med grungens selvmedlidende og opgivende attitude og lyd. I processen forvandledes hiphoppen til årtiets rebel-musik, mens rocken enten opsugedes af mainstreamen eller manifesterede sig i selektive nicher for et udvalgt publikum.
Selvom de største hiphop-navne solgte millioner af eksemplarer, formåede genren aldrig for alvor at blive et mainstream-fænomen, hvorved den formåede at bevare sin street credibility i forhold til et verdensomspændende publikum i en mere og mere etnisk divers verden, hvor dette særegne udtryk for lige dele lokalpatriotisme – udsprunget af bandevæsenet – voldeligt tintet socialrealisme og hårrejsende sexisme tilsat grotesk humor, banebrydende produktionsteknikker og tegneserieagtige stereotyper ramte en nerve hos utilpassede unge verden over.

Stildanner-produktion
Det New York-baserede The Wu-Tang Clan brød både vestkystens kommercielle jerngreb og en række af genrens spilleregler, da det slog igennem i 1993-94 med det dagsordenssættende debutalbum Enter The Wu-Tang: 36 Chambers.
Det ni mand store ensemble havde underskrevet en kontrakt, der gav de individuelle medlemmer lov til hver især at forfølge en karriere uden for klanen, thi fra starten var målet at skabe en decideret industri, og hen ad vejen er det ud over et mylder af stort set succesfulde soloalbums endvidere blevet til en tøjkæde – Wu Wear – et videospil samt et aktivt opsøgende talentspejderi, hvorved en række young guns løbende er knyttet til klanen.
Men reelt har Wu-Tang Clan samlet kun udgivet to albums til dato – ud over førnævnte Enter The Wu-Tang udsendtes den spraglede og ambitiøse dobbelt-cd Wu-Tang Forever i sommeren 1996.
Karakteristisk for begge albums er RZA’s stildannende produktion, som hurtigt blev hiphoppens nemmest genkendelige: Tætte, surreelle og truende lydflader, bygget op af hardcore breakbeats, uhyggelige pianoriffs og minimale samplinger brød lyden med den fuldfede
G-funk’s knæfald for swingende halvfjerdsersamples, indsmigrende brug af korpiger og overstyrede gangsterromantik.
Med Wu-Tang’s gennembrud blev hiphoppen på en gang mere virkelig og mere skræmmende.

Hele posen på banen
Og nu er klanen så tilbage med sit tredje album, The W, en forbløffende økonomisk og stram RZA-produceret affære: En enkelt cd med en spilletid på 45 minutter, hvilket er højst usædvanligt i en genre, hvor spilletiden som tommelfingerregel sjældent er under 70 minutter. Det gør kun The W til en endnu mere indbydende affære – samt det faktum at en stribe gæstestjerner er hjulet ind, som om gruppens hær af rappere ikke var nok i sig selv: Redman, Snoop Dogg, Nas, Busta Rhymes, Isaac Hayes og ikke mindst reggaetoasteren Junior Reid, der medvirker på to skæringer med en udpræget dancehall-fornemmelse.
Resultatet er fremragende, RZA’s produktion viser nye takter, og man kan have meget sjov med at forsøge at dechifrere, hvem der er hvem på hvilke spor, for hele posen er på banen: Genius/GZA, Method Man, Raekwon, Ghostface Killa, Inspectah Deck, Masta Killa, U-God og Cappadonna giver alle deres besyv med, og selv gruppens notoriske ballademager, Ol’ Dirty Bastard, blev lukket ud af spjældet et par dage for at medvirke på skæringen »Conditioner«.
The W er nedbarberet og kompromisløs hiphop, når den er bedst, og selvom pladen måske ikke rykker genren videre frem, konfirmerer den ikke desto mindre dens status som udfordrende cutting edge.
Hvorvidt debutanten Venus Brown – som trods navnet er en mand – for alvor bryder nyt land, kan diskuteres, men debutalbummet Tar Baby er et herligt forsøg på at fusionere blues og hiphop:
»Blues and hiphop come from the same place… they both tell storie… they both come from the soul,« postuleres der i den obligatoriske »Intro« og »that’s why we got to bring the two together.« Hvilket Brown så kaster sig ud i over en stribe herligt svingende skæringer med masser af akustisk guitar, blå toner og piskeskarpe breakbeats – dog ofte spillet på, hvad der lyder som et traditionelt trommesæt! Læg dertil en udtalt påvirkning fra halvfjerdsersoul med labre keyboards og fængende call-and-response-mønstre, og man vil forstå, at Tar Baby bryder en række uskrevne, men særdeles rigide regler i hiphoppens grundbog.
Titlen Tar – tjære – Baby spiller på Venus Browns hjemstat North Carolina (’The Tar State’), men er også ældre slang for ’nigger’, og albummet er spækket med selvbiografiske referencer til en barsk barndom med en fraværende far og en mor, der ikke kunne klare opdragelsen af sin søn alene.
Den tager i bedste hiphopstil direkte udgangspunkt i historier fra hjemmet, gaden, slænget og parforholdet og giver i processen en række barske karakteristikker fra bunden af et splittet og paranoidt samfund. Til forskel fra hiphop generelt, synges her overvejende. Skæringerne er delvist bygget op omkring sangstrukturer med vers, omkvæd og instrumentalpassager, og i det hele taget er det langt fra sikkert, at hiphop-folket vil elske resultatet.
Men er man interesseret i musik som sådan, og går med drømme om, at bluesmusikken endnu skulle vise sig i stand til at vinde nyt land kunstnerisk, er der masser at hente på Tar Baby – som interessant nok udgives af et dansk pladeselskab, da Venus Brown grundet kontraktmæssigt kludder ikke kan få albummet ud hjemme i United Bluff.

*Wu-Tang Clan: The W (Loud/Sony) | Venus Brown: Tar Baby (Boulevard Connection/Playground)
*Link: www.wu-tang.net

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her