Læsetid: 5 min.

Hvert menneske er en afgrund…

21. november 2000

Georg Büchners klassiske drama ’Woyzeck’ er en visuel tour de force med godt skuespil og 14 fremragende nye sange fra parret Tom Waits og Kathleen Brennan, mens det er mere så som så med det dramatiske

Teater
Det er en god idé at sætte sig ind i Georg Büchners forlæg, før man slår røven i sædet på Betty Nansen Teatret for at nyde Robert Wilsons visuelt blændende fortolkning af den klassiske historie om barberen og soldaten Franz Woyzeck, som går så grueligt meget igennem, før han i en blodrus myrder sin elskede Marie. For ved at nedtone den sociale indignation, som i høj grad var en del af Büchners projekt – og som der tilsyneladende er noget suspekt ved nu om stunder – kan det i dette tilfælde indimellem være svært at afgøre, om Wilsons Woyzeck ’bare’ er et patologisk tilfælde, eller om det virkelig er omgivelserne, som driver ham ud over kanten.
En anden grund til, at et forkendskab til historien kan være en fordel, er, at Woyzeck i nærværende version består af en stribe dramatiske
tableauer, syrede såvel som usammenhængende i al deres bizarre og uimodsigelige skønhed og gru. Det psykologiske og sociale enten postuleres eller lades ubehandlet, hvorved den klassiske – og, skal det medgives, til tider noget trælse – vekselvirkning mellem årsag og virkning kun implicit er til stede, hvilket mere gør færden frem mod historiens blodige og logiske konklusion til en pittoresk burleske end et egentligt skæbnedrama.

Et syngestykke
Måske fordi det mere end noget andet er et syngestykke, thi de ikke færre end 14 sange, der udgør den dramatiske klangbund for den fragmentariske tekst, fylder godt i landskabet. Som i de to tidligere samarbejder mellem Robert Wilson og komponisterne Tom Waits og Kathleen Brennan – The Black Rider og Alice – bærer sangteksterne i Woyzeck mere præg af det tyvende århundredes amerikanske randtraditioner, hvilket følgende tekstbid glimrende illustrerer:
»Zerlelda Samuels said she ain’t never prayed/ ’til her right arm was blown off/ in a Pinkerton raid…«
Som sædvanlig tilsat en sund dosis derangerede Weimar republik-kabaret-klange og Kurt Weil-tonaliteter. Og som i de nævnte fortilfælde fungerer det upåklageligt – modsætningen mellem Wilsons less is more og Waits’ less is a bore har affødt noget af det mest levende og inspirerende teater i nyere tid.
Da der ikke findes nogen definitiv version af Woyzeck – ved Büchners død som 23-årig i 1837 efterlod han stykket ufærdigt, og da familien lod offentligheden få adgang til papirerne fyrre år efter, var blækket på det uredigerede manuskript kraftigt blegnet, og for at føje spot til skade var siderne heller ikke nummererede – er hver version en bearbejdning af de foreliggende manuskripter. Og i dette tilfælde er Wolfgang Wiens og Ann-Christin Rommen gået efter scener med oplagte muligheder for visuel gestaltning, hvad enten det drejer sig om de Mondrian-inspirerede kulisser, de surreelle rekvisitter, den imponerende lyssætning eller hele inspirationen fra pantomime og modern dance, der kræver meddigtning og engagement af tilskueren. Samt de mange syngescener, der ikke så meget lægger sig i forlængelse af teksten som digter rundt om det givne hændelsesforløb.

Lortet fungerer
De gode nyheder er så, at lortet fungerer. Som en berusende billedfortælling, et visuelt sug ned i malstrømmen, en genial scenografi med et fabelagtigt brug af lys, en stribe fantastiske og uforglemmelige kostumer, en tour de force-præstation af de medvirkende skuespillere, en overbevisende indsats fra de seks musikere i orkestergraven og – først som sidst – som et dramatisk lærred, hvorpå der er plads til, at tilskueren kan lade sig forføre, opildne og digte med, mens de burleske optrin udfolder sig med en næsten pervers logik. Det er billedrigdommen, skuespilpræstationerne, de vidunderligt skramlede sange og de stærke enkeltscener, der gør Woyzeck til en teateroplevelse uden lige – ikke den idémæssige overbygning, der aldrig rigtig kommer til at fremstå overbevisende i Wilsons version.
Woyzeck her har først og fremmest udstråling. Som man sidder der i sit sæde og glor, har man det næsten, som om stykket glor tilbage på én!

Fortabt og forskruet
Som Woyzeck virker Jens Jørn Spottags figur fra starten så fortabt og forskruet, at der på forhånd er dømt nervesvækkelse, hvilket ikke giver hans figur udviklingsmuligheder – ud over som katalysator for omgivelserne, der med skam at melde over én kam dramatisk set virk er mere interessante. Det gode menneske er tit lidt kedeligt! Også når det går bananas…
Synd at Woyzeck-figuren her er så endimensionel, at det bliver svært at engagere sig i dens trængsler, thi den er trods alt stykkets omdrejningspunkt og raison d’être.
Til gengæld myldrer det rundt om den fortabte barber med inspirerende figurer, som ensemblet åbenlyst nyder at (over)spille, mens hver og en – inklusive Spottag – synger, som gjaldt det livet.
Den meget smukke Kaya Brüel lægger således alen til sin dramatiske vækst med en åbenlyst Marlene Dietrich-inspireret Marie – kold udstråling, statuarisk holdning, følelsesladet stemme, udtryksfulde øjne. Den altid dragende Ulla Henningsen er uimodståeligt vulgær og bramfri som veninden Margret; Tom Jensen ubetalelig som den farlige spradebasse af en tamburmajor, der forfører Marie; Ole Thestrup uforlignelig som den stortalende og forfjamskede kaptajn, der udlægger tidens kodeks i forvrøvlede monologer – »moral det er, når man er moralsk!« – mens Morten Eisner og Hanne Uldal tilfører de uhyggelige doktorer, som foretager medicinske eksperimenter på den stakkels Woyzeck, en humoristisk-grotesk pondus, der nok nedtoner det uhyggelige i deres projekt, men til gengæld tilfører stykket en befriende barok humor.
Et morsomt stykke
For selvom det næppe var Büchners intention, er Wilsons Woyzeck et overdådigt morsomt stykke teater. Humoren er hverken frivol eller lystig, men barsk og tjæresort, hvilket er passende, når det gælder en afgrundsdyb afdækning af menneskelig dårskab og fortabelse. Som så alligevel aldrig rigtig hæver sig over det postulerede: Det er først og fremmest en fest for øjnene og hjertet, mens stykket på det dramatiske og intellektuelle plan fremstår knap så overbevisende.
Det skal dog ikke forhindre denne anmelder i at anbefale Woyzeck på det varmeste, fordi det er aparte, attraktivt og animerende – samt opfordre Betty Nansen Teatret til at opsætte Wilson, Waits og Brennans Alice, således at hele denne fornemme trilogi har været opført på sammekøbenhavnske scene i ophavsmændenes levetid. De gør det fandeme godt derinde!

*Woyzeck af Georg Büchner, bearbejdet af Wolfgang Wiens og Ann-Christin Rommen, oversat af Peter Laugesen. Instruktion, lys- og visuelt design: Robert Wilson. Sange: Tom Waits og Kathleen Brennan. Betty Nansen Teatret. Til 27. jan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her