Læsetid: 3 min.

Hvorfor bliver vi ikke syge?

17. november 2000

BOGTILLÆG - KATALOG

Psykiatri
Aaron Antonovsky var til sin død i 1994 professor i medicinsk sociologi, og centralt i hans fag står spørgsmålene: Hvem bliver syge? Hvad gør folk syge? Hvorfor er der nogle, der ikke bliver syge? I disse år er det blevet mere og mere almindeligt at tale om nødvendigheden af at se på det hele menneske, ikke bare en samling symptomer. Det er ikke sikkert, det følges i praksis på en travl hospitalsafdeling, men ideelt set er man opmærksom på sammenhængen mellem livsvilkår, livsstil og sundhed/sygdom.
Det er sådanne spørgsmål, der også optager Antonovsky i Helbredets mysterium. Det umiddelbare svar er, at de, der ikke bliver syge, ikke har været ude for hårdt stress i deres livsforløb. Han forkaster hurtigt denne hypotese: Stress er allestedsnærværende, stress rammer alle. Det afgørende er, hvordan man håndterer de stressende oplevelser, man kommer ud for. Og hvordan man håndterer stress, afhænger af, hvordan man ser på livet. Antonovsky udvikler begrebet oplevelse af sammenhæng, en »tillid til, at ens indre og ydre miljø er forudsigelige, og at der er en stor sandsynlighed for, at alting vil gå så godt, som man med rimelighed kan forvente«.

Mindre risiko
For Antonovsky giver en sådan oplevelse af sammenhæng (OAS) mindre risiko for sygdomme af enhver art. Han vedkender sig, at det kun er en hypotese, en formodning. Han har ikke afprøvet den. Han er teoretikeren, siger han. Andre må lave forskningen. Men han er dog gået så langt, at han har udviklet en metode, et standardiseret spørgeskema.
Her skal man ud fra 29 spørgsmål krydse af, om man ofte, somme tider eller aldrig oplever at: Man er ligeglad med, hvad der sker med en. Man er blevet skuffet af mennesker, man stolede på. Man kommer i en uvant situation og ved ikke, hvad man skal gøre. Man har modstridende tanker og følelser. Man har følelser, man helst ikke vil føle. Man foretager sig ting i sin hverdag, man føler er uden mening.
Antonovsky mener, at denne oplevelse af sammenhæng eller mangel på sammenhæng er en stabil faktor hos det voksne individ. Naturligvis oplever vi alle svingninger. En voldsom sygdom eller en succes i arbejdslivet ændrer for en tid OAS hos individet, men man vender ret hurtigt tilbage til sit leje.
Vi har en hypotese, og vi har et spørgeskema. Vi har ikke nogen afprøvning af en eventuel sammenhæng. Bogen er altså en bog om en metode. Det er lidt tyndt for de grupper, bagsideklappen mener, bogen henvender sig til: Læger, sygeplejersker, psykologer og andre inden for sundhedsvæsenet. Bogen henvender sig kun til studerende i metodelære.

Påfaldende kommentar
Antonovsky har en påfaldende kommentar til en eventuel praktisk anvendelse af sin teori: Kan man som terapeut og behandler hjælpe folk til at højne deres OAS? Eller sagt på en anden måde: Kan man hjælpe andre mennesker til større mening med livet? Det er det centrale spørgsmål ved enhver psykoterapi. Svaret må være et JA, hvis terapien skal have nogen mening.
Det påfaldende er, at Antonovsky mener NEJ: »Den, der har en stærk OAS, behøver egentlig ikke hjælpere, mens den, der har en svag OAS, i virkeligheden slet ikke kan hjælpes af en person, der kun er en midlertidig faktor i hans liv.« Påvirkningen skal være langvarig og altomfattende, hvis den skal have nogen effekt.
Jeg må indrømme, at jeg ikke kan se, hvad vi skal med denne bog på dansk. Bogen taler om en hypotese og anviser en metode, der måske, måske ikke er anvendelig. Spørgeskemaet virker ikke særlig sofistikeret. Det er af typen: Hvad synes du selv? Hvis man ikke kan finde hoved eller hale på sit liv, lader man sig lettere slå ud. Det er så banalt, som det fås.

*Aaron Antonovsky: Helbredets mysterium. Oversat af Amnon Lev. 232 s. 250 kr. Hans Reitzel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu