Læsetid: 4 min.

Hysterisk glamour

15. november 2000

Bygning nummer hundrede og ni på hovedstrøget i Shibuya i det centrale Tokyo er verdens mærkeligste sted

Egoist
TOKYO – En meget ung kvinde med mere end sædvanlig opdullet hår og en bred pink streg under hvert øje jager en albue i ribbenene på mig, og siger noget meget hurtigt på japansk nysprog, så såre jeg prøver at gå ind i bygning nummer hundrede ni på hovedstrøget til de unges indkøbskvarter, Shibuya i Tokyo.
Hun ligner de andre unge kvinder til forveksling; alle har de gjort meget ud af ikke at se japanske ud, med store, fyldte læber, kobberfarvet hud og brungult hår, der er halvlangt og spalter og tjavser. 109 er disse kvinders sted. Her kommer de i små butikker, der hedder alt fra ’Fucking Yes I’ll do It!/The Hell I Won’t’ med undertitlen ’Fuck YOU Very Much!’ over ’Hysteric Glamour’ til ’RazorGirl’ eller bare slet og ret ’Egoist’. Der er seks etager af hver 200 kvadratmeter med mindst fem butikker på hver. Hver med sin udgave af dagens hypermode og sit højrøstede lydspor. Her sælges angorabikinier med det, der ligner et indbyggede fjernsyn og støvler med ankelbrækkende høje såler med MP3 afspiller og ledningsudgang til hovedtelefoner – og netstik til at downloade musik med.

Karisumaer alle vegne
Formålet med overhovedet at bevæge sig ind i ’Fashion Community 109’ er at mødes med 23-årige Yoko Morimoto, der er en stjerne i japansk medier, og kendt af flere end mange rockstjerner og skuespillere. Hun er en såkaldt karisuma; det vil sige en ekspedient med karisma eller en livsstilkonsulent for de unge mennesker, der kommer for at købe tøj. Der er karisumaer alle vegne i Japan; karitsuma-frisører og sports-karisumaer for eksempel. Men Yoko Morimoto er en legende; vel det man kalder en trendsetter, og en del af det utrolige hyperforbrug helt unge japanske teenagere har kastet sig frådende ud i, når nu de voksne er gået i efterspørgselskoma på grund af den økonomiske krise i Japan. Men altså: Hun sælger tøj i en lille butik, der hedder ’Egoist’, som ligger på fjerde. Det er aftalen, at jeg har fem minutter sammen med hende. På fjerde sal er sammenblandingen af musik om muligt mere intens end på de tre foregående etager. Ved siden af ’Egoist’ ligger ’pink Pink PINK’, der spiller noget countryagtig house, mens en celluloidskærm i ’Egoist’ fortæller, at her hører man Music for Modern Living, der mest minder om easy listening, det er bare ikke så tungt.

Hyperaktivitet
’Egoist’, som får meget opmærksomhed fra de omkringfarende ens kvinder, er alene udsmykket med tusinder flasker Coronaøl og spejle. Yoko Morimoto står i hjørnet med en af de mange øl i en orange dragt med et meget kort skørt, og ligner noget, der er løgn. Hun snakker flegmatisk med to piger, der ikke kan være mere end 13 år gamle. De taler japansk med en så massiv dosis engelsk, at det rent faktisk er til at forstå, hvad de snakker om. Den ene af de to vil blot spørge livsstilseksperten, om hun synes at den lyserøde og gule top passer til den navlepiercing, som hun har fået af sin kæreste. »Nå, der er du«, siger Yoko Morimoto pludselig henvendt til mig. Hun vender ryggen til pigerne, der ellers var midt i en fælles sætning. »Ja, du er den tredje journalist i dag, så jeg er altså lidt mast,« siger hun med himmelvendte øjne, der virker endnu større, fordi hun har markeret dem med lyseblå streger hele vejen rundt og forlænget sine øjenvipper til tredobbelt længde. Hun slår ud med armene for at understrege hvor svært det er at være hende, vender sig om, og bliver pludselig optaget af en af medkarisumaerne. Øjeblikket efter vender hun sig igen om mod mig, og inden jeg når at sige noget, sige hun: »Jeg ved godt hvad du vil spørge mig om. Den slags kan jeg se på folk.« Og svaret er, siger hun højtideligt, som var det en million i et gameshow det handlede om: »Come on all you girls/ Put your hands in the air/ Put your hands in the air/ Like you just don’t care.« Hun drejer resolut om på hælen og taler videre med sine ekspedientveninde. »Nå,« siger hun pludselig, »Du fik jo svar på alle dine spørgsmål. Det koster 30.000 Yen. Du kan betale ved kassen.« Ved synet af den grimasse det må have fremkaldt i mit ansigt siger hun »Just kidding, men sådan er jeg altså bare. Det må du forstå. Jeg kan ikke lade være med at lave sjov med folk som dig.« Og så sagde hun sådan set ikke mere.

Tryk avler modtryk
Flere af de andre kloner af Yoko Morimoto, der blot står på den anden side af disken, har gang i mere end fire medier på en og samme tid, på samme måde som Yoko Morimoto kan holde to samtaler og et interview i gang simultant. Én pige spiller på en playstationkonsol, bruger sin mobiltelefon, sin MP3 afspiller og konfererer mode med sine veninder samtidig. De fleste af dem sender I-mode beskeder (Japanske højt udviklede SMS-beskeder) til hinanden, mens de taler sammen. På vej ud af 109 kommer jeg til at tænke på, hvorfor jeg selv var gået ind i bygningen og i det hele taget var taget til Shibuya. Det var fordi jeg havde fået nok af japanernes rene livsstil, med mad der er så sund, at man taber sig af bare rene råvarer og mangel på mayo, zenhaver, der er planlagt ned til mindste detalje, og lave stemmer, der ikke vil ødelægge noget for nogen. Måske er det dét de yngste japanere reagerer imod i bygning 109, at alting skal være rent, pænt og perfekt. De gør det bare på den bizarrest tænkelige måde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu