Læsetid: 4 min.

Indien bliver igen kulturel magnet

10. november 2000

Beatles bevidstgjorde vesterlændinge om Indiens rige kultur. Med et boom i økonomien og navne som Rushdie og Roy bliver Indien igen interessant, mener indsigtsfuld forlægger

Litteratur
NEW DELHI – Året er 1968. The Beatles ’flygter’ fra en hysterisk fanskare til Maharishi Mahes Yogis meditationscenter, som ligger i Indien ved foden af de billedskønne Himalaya-bjerge. De fire musikere udløste med deres rejse en enorm interesse for det eksotiske rige.
Da gruppen kom hjem til England, var de overmåde inspirerede og skrev i løbet af to måneder 30 nye sange, som for de flestes vedkommende er at finde på det legandariske værk Det Hvide Dobbeltalbum.
Rejsen og albummet fik Indiens-interessen til at eksplodere. Millioner af unge rygsækrejsende fulgte i Liverpool-drengenes fodspor. I luften hang duften af hashish/Norwegian Wood (hash) sammen med røgelse og All you need is love og Make love – not war. I Danmark blev den engelske duffelcoat skiftet ud med fåreskindspelsen, og i København gik man i Singhs butik Janus for at købe tøj, smykker og plakater fra Indien. Begejstringen forsvandt først, da John Lennon med sit første soloalbum i 1970 med sangen God afsværgede sig Indiens filosofi og spirituelle teknikker. Han sagde ganske enkelt »The dream is over«.

Bøger brækker mure
Efter socialistiske tendenser i Vesteuropa i 70’erne og dans om guldkalven i 80’erne begyndte Indien igen at komme på verdens kulturelle landkort i 90’erne. Folk søgte indad og fandt i Indien nogle svar. Modebranchen tog til delstaten Rajasthan og lod sig inspirere af mønstre og farver. Men det blev inden for litteraturen, at omverdenen for alvor fik øje på Indien i 90’erne.
I 1993 udkom Vikram Seths roman En passende ung mand. På ikke mindre end 1.387 sider skildrer Vikram et arrangeret ægteskab i Indien. Længden af bogen og dens indfølte facon gjorde den vidt berømt blandt litteraturinteresserede. I 1995 kom der igen spotlys på Indien med den fabulerende beskrivelse af en indisk familie i flere generationer i Maurerens sidste suk af Salman Rushdie.

Indiens-mani igen
Den smukke Arundhati Roy satte i 1997 Indien på tapetet med De små tings Gud, som er en varm og humoristisk skildring af (igen!) en familie.
Efterhånden er vi nået frem til nutiden. I foråret i år fik Jhumpa Lahiri den prestigefyldte, amerikanske Pulitzer-pris for sin bog Tolken, som er en novellesamling med fokus på indiske udvandreres frustrerede liv.
Vi kan vente os meget mere fra Indien, og indiens-manien vil komme over os igen. Det spår forlæggeren David Davidar, som er leder af den indiske forgrening af den på verdensplan anerkendte udgiver af engelsksprogede bøger, Penguin. Davidar har arbejdet inden for branchen i årtier – også flere år i udlandet – og på den baggrund siger han:
»Europas økonomi har lav vækst, mens USA i øjeblikket er inde i et boom. Men når det amerikanske boom er ovre, så vil amerikanske og europæiske virksomheder begynde at se sig om efter nye markeder. Så er de nødt til at komme til de nyeste økonomiske stormagter i verden, som efter alt at dømme bliver Indien, Kina og måske Brasilien. F.eks. vil Mumbai (tidligere Bombay, red.) efter alt at dømme være økonomisk langt vigtigere end en række europæiske storbyer i år 2050. Her vil være stor økonomisk aktivitet, og alle investorer vil være her.«
»Det er nu en gang sådan, at kulturinteresse kommer i kølvandet på økonomisk succes. Den stærkeste kultur sætter altid dagsordenen. I det 17. århundrede var det blandt andre ottomanerne, i det 18. og 19. var det europæerne, og nu er det amerikanerne. Frem over vil Asien komme i fokus.«
Som endnu en begrundelse for øget interesse for subkontinentet siger Davidar, at der en voksende tendens til, at intellektuelle på verdensplan søger det originale frem for massekultur som f.eks. musik fra gruppen Oasis og mad fra McDonald’s.
»Intellektuelle på verdensplan har i dag på mange måder en fælles referenceramme. Vi kender alle The Beatles og Oasis. Jeg vil læse Peter Høeg, og du vil læse Arundhati Roy. Musik, sport og litteratur er blevet massekultur. Men jo mere uniform verden bliver, desto større bliver behovet for at finde noget originalt. Og hos det enkelte menneske for at finde og bevare sin egen identitet. «

Indien og Márquez
Pudsigt nok er hovedparten af indiske forfattere med succes i udlandet også bosiddende i udlandet. F.eks. Rushdie, Lahiri og Rohinton Mistry, som har skrevet mammutværket En hårfin balance. Og internationalt set er det udlændinge, der har haft størst succes med film fra Indien f.eks. Richard Attenboroughs Gandhi og Roland Joffes The City of Joy.
De i udlandet succesrige forfattere henter meget af deres inspiration fra det krydrede liv, som mange indere lever: Maden er stærk, sarierne farverige, trafikken kaotisk og familierne et virvar af følelser og mærkelige skæbner. På den måde er inspirationskilderne for indiske skribenter ligeså varieret, som den er for sydamerikanske.
Adspurgt om indisk litteratur er sammenlignelig med latinamerikansk f.eks. som manifesteret af Gabriel García Márquez (bl.a. Hundrede års ensomhed) siger Davidar:
»Nej, det synes jeg ikke. Jeg kan kun komme i tanke om fem, indiske forfattere, som bruger det her latinamerikanske mix, hvor man bevæger sig mellem virkeligheden/politik og folkelegender/myter. I indisk litteratur er der langt mere socialrealisme f.eks. i En passende ung mand og i En hårfin balance. 70 procent af de indiske
romaner er socialrealistiske.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her