Schneiders kunst
*Med sin tredje udgivelse i eget navn bekræfter Maria Schneider til fulde, at hun besidder det dobbelte talent: At være en stor orkesterleder og at være en stor komponist/arrangør. Hun har overvundet de nærmest uovervindelige vanskeligheder ved at drive et professionelt big band på privat basis i USA, og hun har til sit orkester skabt den måske mest personlige orkestermusik i dagens jazz.
Seks nye værker viser hendes sans for det nedtonede, diskrete udtryk, men også for den sammensatte, nuancerede orkestrering, som hun har lært af Gil Evans, og som gør, at de lange forløb (op til 21 minutter) er konstant givende. Og selv om ingen af hendes 19 musikere er store solister, får hun i hvert fald de ni, som fremføres solistisk, til næsten at lyde sådan. Ja, det er en pragtfuld plade.
Maria Schneider Orchestra: Allégresse. enja ENJ-9393-2
Sjælden Shorter
*Ligesom andre jazzetiketter genudsender Blue Note klassiske optagelser med forbedret digital standard. Her i efteråret drejer det sig om to snese udgivelser, langt mere end vi kan overkomme her. Det er den berømte tekniker Rudy Van Gelder, der også stod for de originale optagelser, der svarer for genudgivelserne, som meget passende findes i en serie med hans navn. Jeg fremhæver en enkelte cd, som jeg selv, og måske andre, har haft svært ved at finde i den tidligere udgave en af Wayne Shorters plader fra hans vældigt kreative periode i midt-60erne: The All Seeing Eye, hvor han skriver for fire blæsere og har Miles Davis-kollegerne Herbie Hancock og Ron Carter i ryggen.
Wayne Shorter: The All Seeing Eye. Blue Note 524.543-2
Modne sangerinder
*Interessant nok er det i disse år ikke mindst nogle modne sangerinder, der igen har har gjort jazzsang til en vedkommende genre. Først og fremmest the grand old lady, Abbey Lincoln, som for nylig fyldte 70 og fortsat kompenserer for sin temmeligt rustne røst med fin repertoire-sans og sjælden fortolkningskunst. Her med sin faste akkompagnements-gruppe og tenorsaxofonisten Joe Lovano som en værdifuld gæstesolist (i seks ud af 10 optagelser). Men også en sen debutant som Ruth Cameron (fru Charlie Haden), der viser sig at være en både musikalsk og hvad tekstforedrag angår usædvanligt begavet vokalist, der bl.a. fortsætter en linje fra 50ernes Jeri Southern. Cameron, der formentlig er i halvtredserne, akkompagneres i et udsøgt repertoire af bl.a. de alternerende pianister Alan Broadbent og Brad Mehldau.
Abbey Lincoln: Over the Years. Verve 549.101-2
Ruth Cameron: Roadhouse. EmArcy 549.100-2
Kryds-over
*Selv om kun Jakob Davidsen betegner sit orkester (otte mand) som Crossover Ensemble, mens Henrik Sundh kalder sine 10 musikere Nowhereland, er der i begge tilfælde tale om former for den blandingsmusik, der i dag rubriceres som crossover. F.eks. på grund af brugen af strygere hos Davidsen ved tilføjelsen af Zapolski-strygekvartetten, hos Sundh ved at have tre cellister som en integreret del af Nowhereland. Som det bl.a. fremgår af titlerne, knytter Davidsen især an til europæisk tradition, mens Sundh henter inspiration østfra, men begge orkestre løftes af gode jazzfolk, og Nowhereland er desuden spændende ved at føje en ny facet til billedet af Sundh, en af vore bedste importer fra Sverige.
The Crossover Ensemble featuring The Zapolski Quartet: Helios Suite. dacapo DCCD 9459
Nowhereland. dzo minus nummer (tlf.: 3379 0718)
