Læsetid: 5 min.

Johannes V.

25. november 2000

Intermetzo
Ingen læsende dansker er i tvivl om, hvem der som barn skar skibe; som siden ville være alting her i tilværelsen inklusive kvinde; som hjemkommen fra de fjerne, eksotiske lande bemærkede, at den danske kyst under særlige forhold smiler fagert. Som sjældent selv smilede, og når det skete ikke just fagert, men snarere vidnede om, at lattermuskulaturen, som Jørgen Sandvad skrev, ikke virkede, som om den var videre velsmurt.
Folk, der oplevede Johannes V. Jensen på fåmandshold, bevidnede dog en særegen opløftelse ved hans rationerede udvortes glædesytringer. Ellers var han på det personlige plan til det puritanske, spiste gerne vandgrød og stegt sild og drak øl til. Han havde fået halshul til øl, sagde han, og afviste vin som en garvesur plagsomhed. Således opfattede han også selskabelighed og forlangte ofte en sofa stillet til rådighed af værtinden. Så lagde han sig til at sove, til hustruen Else befordrede ham hjem. Flid, fåmælthed, farveløs strenghed var de jensen’ske signaler.
Ikke desto mindre opsøgte yngre beundrere, der kunne komme afsted med det, med forkærlighed Danmarks ene af kun i alt tre litterære nobelprismodtagere. De fandt ham i balance med sig selv og med naturen, men akkurat så nøjsom i det materielle som skildret. Således som fortalt af zoologen Hans Hvass, der var en sand beundrer, om Jensen i huset i Tibirke Bakker, hvortil adgangen i billøse tider var forbundet med strabadser, når sommervarmen lagde sig over landet. Gæsten fik vand at drikke og grød at æde. Måske den nævnte øl og en spegesild. Silden var nordisk urkost, hentet lige ud af havet, fed, næringsrig og fuld af vitaminer.
Så sad man der og gnaskede spegesild eller hårdtstegt kød med kartofler i selskab, eller hvad man nu skulle kalde mødet, med ophavsmanden til Kongens Fald, digtene, Bræen – og Nornegæst, der som det første han huskede fra sin sjællandske herkomst, og inden han begyndte at skære skibe, var rønnetræet, altid dét, med dets vidtfavnende grene, der svævede over ungens hoved som en dejlig rød åbenbaring. Eller man tænkte måske med undren på, at den tillukkede, magre, benede, strenge mand – en pind at dømme ud fra fotografiske vidnesbyrd, men inderst inde venlig og imødekommende over for kendere – at han var det, der havde skrevet så henført om kvinder. Ikke alene de fagert smilende, men også betroelsen om dem – som køn betragtet: Det skal her bekendes/ at aldrig saa jeg en Kvinde/uden at Blodet stødte/begærende mig i Brystet. Eller tænkte de besøgende mon på Jørgine, hvis skæbne denne sildespisende sure mand med en varsomhed som en ung elsker havde taget i sine hænder og givet mæle, og det på en måde så at hun aldrig, aldrig bliver glemt, som alumuens børn ellers bliver det mest.

Og Hans Hvass tænkte på den svenske hjemlængselssyge cowboy fra prærien, Monsunen fra eksotiske noveller, som Hvass med bevægelse i stemmen læste højt for sine elever på Frederiksberg Gymnasium, hvor han vistnok burde have fortalt dem noget mere om frøens vandring og mælkebøttens pælerod. Men han læste time efter time: Myterne og Himmerlandshistorierne og flere eksotiske noveller. Og han læste om Mikkel Thøgersen med den stageagtige krop og det svigefulde sind, og om Axel den sorgløse, der førtes omkring i verden af en vekslende beundring for unge kvinder, men som hjemfalden med hugget i benet døde den danske død med en tør og lydløs hulken i brystet, mens bønderne i Graabølle lavede til fest, og en hyrdedreng søgte ovenud mod aften og stod som et punkt mod den miledybe himmel.
Hver gang, man hørte denne Johannes V., forlangtes mere hvor det kom fra. Den største danske fortæller af alle, med et sprog som kun kan måles med sig selv. Hvem kan gengive Axels død uden at citere! Hvem tør fortælle om hjulets opfindelse uden at læse højt af teksten! Der gives ingen erstatning for Johannes V., hvis forskruede racelære og darwinisme en overgang stillede ham i skammekrogen. Det betød, at flere årgange den dag i dag knap kender ham som andet end uvedkommende pligt, hvilket er værst for flere årgange.
I Lars Handestens nyudgivne, fremragende biografi fortælles historien om Tom Kristensen, der jo tog afstand fra Jensens mærkelige teorier, men næsegrus beundrede hans skrivekunst, og som i de unge år gik rundt med en revovlver, han satte for brystet af hver person han mødte: Er Johannes V. Jensen ikke den største digter, Danmark nogensinde har haft? spurgte han. Såfremt den antastede svarede: Nej! affyrede Kristensen ordet: Idiot!

I disse dage er det 50 år siden, den største digter, Danmark nogensinde har haft, begav sig ud på den sidste lange rejse. Lars Handesten bruger sit slutkapitel på at vurdere tidens skiftende bedømmelser af jubilaren. Da Jensen døde den 25.november 1950, efter at han over for den besøgende Hans Bendix havde bedt denne om at hemmeligholde sygdommen: Det skulle jo nødig komme ud, at jeg fejler det samme som Andersen Nexø, var det, som væltede et nationalt monument.
Retrospektivt synes visse kritikeres udbytte sært fattigt. Det kan vel ikke være anderledes. Disse mådelige talenter uden andet på hjertet end eget imperiebyggeri fremstår i Jensens tilfælde næsten som en levendegørelse af den Jensen-darwinisme, de så heftigt nedgjorde, men som de samtidig udtog som alibi for også at nedgøre det sublime i værket.
Heregud, hvem andre end andre af faget husker idag hvad en Hans Brix, en Henning Kehler og en Paul V. Rubow mente om Johannes V. Rubow fandt, at der udover det nervøse postyr og den permanente forvirring i hans samlede skrifter, egentlig kun findes skygen af en sammenhæng.
»Vilkålighed var for Dr. Jensen (Rubow kaldte hånligt Johannes V. Dr. fordi forfatteren ingen formel uddannelse havde) de Vises Sten. Hans Verden er et Kaos af Tanker, der i sig selv er uklare«.
At skildre dette indre meneskelige kaos, indså Rubow aldrig og flere med ham, var én af formidabelhederne i forfatterskabet. Udsagnet afslører en enestående, men i og for sig ikke usædvanlig krtitikerbåren mangel på indenadslæseevne – alene ved at sammekæde påstanden om kaos i Johanns V.s verden med påstanden om uklarhed i tanken.
I Kongens Fald ligger Axel, den sorgløse, på en høj etage med et pigebarn, mens Christian II’s skarpretter nede på Stockholms Stortorg er i færd med at gøre det af med Sveriges herskende kaste. En ung adelsmand har søgt tilflugt i kammeret, men opsøges af en krigskarl der stikker ham, så han dør.
»Axel strakte ham ud og sad og saa paa ham. Og han blev sønderknust af Sorg, hele hans indre løb i et, kvalfuldt, han gik aldeles fra Samlingen.« Et kvalfuldt kaos.
Æret være en stor kunstners minde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu