Læsetid: 3 min.

Josef-evangeliet

29. november 2000

John Dowies stykke om faderen til den berømte tømrer fra Nazareth er morsomt men undgår ikke forudsigeligheden

Teater
På de fleste af de tusindtallige, naivistiske billedfremstillinger af Jesusbarnet i krybben i Bethlehem står papfader Josef ærbart i baggrunden, cirka firs år gammel, langt hinsides enhver jalousi eller bare tænkelig indblanding i det som var og er et kors for tanken, Mariæ angiveligt ubesmittede, guddommelige undfangelse ...
Det er udgangspunktet for Josefs egen – bedre sent end aldrig – ’apokryfe’ fremstilling af de mildt sagt verdenshistorisk potente begivenheder anno dazumal, i hvert fald i englænderen John Dowie’s kun et par år gamle monologiske teatertekst Jesus, min søn, der har været spillet med stor succes der borte, og som nu er landet på Aalborg Teaters Loftscene – også til passende fejring af skuespiller Ebbe Trenskows fyrre års jubilæum.
Trenskows Josef er slet ikke firs endnu, men en meget lebendig, kun moderat dygtig tømrer, men en ældre herre der husker meget godt. For eksempel hvordan det var at måtte sluge den kamel at se sin trolovede paradere sin tykke mave omkring, på tværs af alle moralske normer.

Oplagt ide
Ideen er oplagt. For hvem har ikke undret sig over Josefs mildt sagt evangelisk uglamourøse rolle. Godvilligt at påtage sig faderskabet, undrende se sønnike, proppende fuld af allehånde besværlige spørgsmål overflyve sig som tømrer, forgæves forbyde ham den totalt uafsikrede færd ud til det større ’arbejde’, hjælpeløst se hans ydmygende korsfæstelse og leve videre med det altsammen.
Josef oplevede så vidt vides ikke opstandelsen, og én og anden fundamentalist ville nok finde det en svaghed ved Dowies tekst, at dette trosafgørende mirakel således ikke figurerer i fader Josefs rent humane livsafregning. Den er til gengæld ren, i sin stilfærdigt snusfornuftige visdom. Man ville gerne ønske den fremme i dagens verden, for hvem kan egentlig ikke komme overens om det Toraens minimum, der udgør Josefs enkle tro: »Det som gør dig ondt, skal du ikke videregive til andre.« Ikke et meget dramatisk opflammende budskab, hverken dengang eller nu, desværre.
I forhold til De tre Vise Mænd og deres rent astrologiske vished, i forhold til alle de gale jødiske hververe, baseret i Messias-liderlig, ultra-skriftklog fortolkning af guddommens tale, der kan Josefs sunde skepsis sagtens stå sig, set i bakspejlet. Og Trenskow ene mand overbevisende spille de stridende stemmer ud mod hinanden. Også retrospektivt revidere sin i opdragelsen af Jesus besværede modvilje mod dennes fordring om moralsk renhed i det første stenkast. Resten – som jo er det meste – det ved han af gode grunde ikke om, og kan slet ikke forestille sig. Den faderligt ømme smerte ved sønnens fornedrende død kan ikke rumme offerets vidtrækkende mystik.

Præstation
Inden for disse rammer fungerer Dowies tekst og Ebbe Trenskows figur udmærket – og ofte morsomt. Men spørgsmålet er, om ikke Josefs misèrer dermed trods alt bliver lige lovligt overkommelige, lidt for enkle at fremstille som lige-løbende livsens monolog. Og dermed i sidste ende lidt forudsigelige – Josefs sunde skepsis anfægtes ikke alvorligt. Trenskow investerer hele sin solide kropslige følelsesvarme i Josef-figuren. Grovkomiske rutiners mange ture har længst gennemfuret hans slidte gummiansigt, men kun en gammel spidsmundet uvane skæmmer pletvis hans spil. En prægnant præstation. Som instruktør (og meget mere) Jørgen W. Larsen omhyggeligt har hæget om i sin enkle opsætning. Man kan rigtig godt lide Josef, men man kan nok tvivle på om Dowies ’kanonisering’ af ham får virkelig effekt.

*John Dowie: Jesus, min søn. Instruktion, bearbejdning, oversættelse, scenografi: Jørgen W. Larsen. Aalborg Teater, Loftscenen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her