Læsetid: 2 min.

Julebordet er dækket

23. november 2000

Den ekstreme forudsigelighed har gjort kål på Robert Wilsons evne til at gøre rent i vore museumsklicheer. Nu er han en del af dem

Udstilling
Der er noget fortvivlende provinsielt ved de største af de manifestationer, der samles under kulturbroens logo. Man inviterer nogle kulturelle lygtemænd, hvis skabende gnist for længst er veget for en mærkevare-eksistens og giver dem en pose guld for at gentage deres gamle hits.
På den måde fik Malmö storstadsstatus med Peter Greenaway og Howard Barker, og nu giver Robert Wilson, født 1941, gæstespil i Kunstindustrimuseet. At installere ham i Frederiksstadens gamle hospitalsbygning har kostet et sted imellem tre og fire millioner kroner: Et udstillingsbudget, de færreste får at lege med i Danmark.
Naturligvis har museet kalkuleret med pr-værdien af Wilsons navn og håber at nå op i en mere velbesøgt liga, end de normalt befinder sig i. Problemet er blot, at den iscenesatte museumsinstallation for længst er blevet kliché, selvom den lanceres som avantgarde i medierne i disse dage.
Daniel Spoerri eksperimenterede i 1970’erne med sit musée sentimental-koncept, som vi fik en sen udløber af med Museum Europa på Nationalmuseet, og Andy Warhol lavede en udstilling på Rhode Island, der hed Raid the Icebox. Her satte han museets normative, katalogiserende ordenstrang ud af kraft, til fordel for vinduesdekoratørens trendy scenografi.

Chic picnic
Nu er denne stormagasinsæstetik blevet main stream, som det kunne ses på Etnografisk Samlings jubilæumsudstilling. Samtidig har æstetiseringen bredt sig i teaterverdenen, hvor scenograferne ofte kører showet.
Museernes kodeord er oplevelse, ikke oplysning, og der er derfor en trist forudsigelighed i Robert Wilsons nye installation af Kunstindustrimuseets samlinger. Med udgangspunkt i en fiktion om pigen Anna, der er så flad, at det ikke kan interessere nogen, om hun kom hjem eller ej, virker hans iscenesættelse af borde, stole og keramik så endimensionalt som society-damernes gæstespil i Den Kongelige Porcelains-forretnings udstillingslokale – Fru Plaskenskjold dekorerer julebordet.
Robert Wilson har dog en trumf som installatør: Han sætter også duft på rummene, ligesom i supermarkedet.
Problemet er, at museumsgenstandene modsætter sig scenografien: De har for mange dimensioner til at blive reduceret til sætstykker blandt Wilsons egne stole fra diverse forestillinger.
Det virker forstyrrende, at Wegeners møbeltegninger har sjæl, og at Bindesbølls fade, spredt på mos, har geni.
Det er det samme problem, Wilson møder, når han forgriber sig på Büchner, der har hjerte: Reduktionen til trendy overflade og manierisme lægger ikke nye dimensioner til, men udstiller den basale tomhed i konceptet.
Symptomatisk er det, at Wilson til sine sponsorer kan regne Giorgio Armani, Donna Karan og Yves Saint Laurent Parfums – og nu også Velux Fonden og Kulturbroen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her