Læsetid: 6 min.

Kærligheden i alle rum

16. november 2000

Lean Nielsen formåede at få det dagligsprog, vi alle er henvist til at bebo, til at slå ud som kunst

Mindetale
Man har bedt mig komme i dag og forklare, hvad det egentlig var, Lean Nielsen kunne som digter. Dette gør jeg med megen glæde, for jeg kunne lide hans særlige stemme og har altid beundret hans evne til at finde det enklest mulige udtryk.
Men at beskrive, hvordan det gik til, er på samme tid nemt og svært. Hvis vi kunne gøre udtømmende rede for teknikken bag hans skødesløse magi, var der ikke længere nogen hemmelighed i hans poesi. Men så ville der nok heller ikke være nogen gåde tilbage i nogen poesi overhovedet. Så ville vi alle logisk nok være digtere og poesien lyde alle steder og ingen steder.
Poesien opstår, når nogen, der har erindringsevnen nogenlunde intakt, og sanserne smerteligt åbne, og som tør vedkende sig, hvad de inderst tænker og føler, bryder op fra det vedtagne sprog, rydder et åbent felt i verden og med omhu befolker det med nye, varsomt sammenstillede ord, der med ét står og lyser i rummet, med større fylde og vægt end det, vi ellers siger og skriver.
Det kunne Lean Nielsen. Og det er svært at forklare, lige netop hvordan og hvorfor. Lad mig derfor først gøre mig opgaven nem og opregne noget af det, han absolut ikke kunne. Han kunne ikke rime, eller også ville han bare ikke. Han kunne ikke teoretisere over sin praksis og dermed få sine digte til at fremstå som litteraturvidenskabelige afhandlinger i miniformat. Han kunne ikke bygge systemer, og det gik som regel i skuddermudder, når han gav sig til at arbejde serielt og stramt strukturelt. Og han havde det svært med metaforen.

Opgør med metaforen
Lean Nielsens debut som lyriker fandt sted i slutningen af 1960’erne, dvs. omtrent samtidig med at digtere som Hans-Jørgen Nielsen og Per Højholt saboterede metaforen – ud fra en principiel og teoretisk funderet skepsis over for den billedlige omskrivning som en løgn imod virkeligheden. Hvor alting møder sit billede, hører virkeligheden op, skrev Højholt. Hvor Meta fór til himmels, kunne digtet atter lukkes op for mangfoldigheden i livet på jorden.
Hos Nielsen og Højholt blev den bevidste nedbygning af metaforen til systemdigtning og skrifteksperimenter. Hos Lean Nielsen fandt man i stedet en ny og følsom enkelhed. Men bestræbelsen var den samme: et forsøg på at nå bagom det vedtagne udtryk for en følelse eller et fænomen og derigennem måske få digtet til at fremstå som en anderledes tale, en stemme her og nu på sidens åbne felt.
Set på denne baggrund består Lean Nielsens særlige evne i hans insisteren på det direkte prunkløse udtryk. I hans digte benævnes en stemning som regel ved sin korteste og tungeste glose: skinsyge, vrede, harme, protest. Frygt, sorg, angst eller glæde.
Og når det sker, fornemmer man også tit, hvordan stemmen ligesom har skullet vriste og slide sig fri, som om det, der siges, først kan siges nu, i netop dette digt. Det giver hans poesi dens udsathed og dirrende nærvær.
Når den røst, der således kæmper sig frem, forplanter sig til den læsende, herunder den højtlæsende, beror det på noget fundamentalt: mundtligheden i skriften, og på en lydhør musikalitet, der gerne skabes i kraft af præcise linjebrud. Afskæringen og pausen er for Lean Nielsen, hvad versrytmen var for de gamle og det komplekse billede er for de nye: den sætter i det konkrete digt et benhårdt sprogligt vilkår, en kunstig modstand, en mimet død.
Første gang jeg for alvor blev opmærksom på Lean Nielsens talent og faldt pladask for en af hans bøger, var i 1979, da han udsendte Barnedigte, året efter fulgt af indholdsbeslægtede Drengedigte.

Et glimt af glæde
Erindringsstoffet i disse bøger samler sig om den altid fraværende far, den dybt religiøse mor, om morens skiftende herrebekendtskaber, om aftenerne hos missionen, om oplevelser med kammerater og de første, oftest yderst forsigtige glimt af kønnets mystik.
Fra den første af de to bøger læser jeg digtet »børnepenge«.

allerede da vi stod op
var hun så glad
hun ville ikke sy
hun gjorde rent
i hele huset
pudsede vinduer
skurede gulve
og ud på eftermiddagen
gik vi i byen
vi fik nyt tøj
nye sko
vi fik balloner
og spiste lagkage
vi blev fotograferet
det blev mørkt
og da vi gik
sagde mor pludselig
elastikken sprang
i mine bukser
de falder af
vi går bare videre
så henter du dem
bukserne faldt ned
på skoene
hun stod stille
et øjeblik
og trådte ud af dem
vi gik videre
så sagde hun
nu kan du hente dem
jeg løb tilbage
så på menneskene
men ingen havde
set noget
og hun lo mor
da jeg kom med dem
da vi kom hjem
tog hun os begge
op på skødet
hun sang for os
vi fik hende
til at sige
som en motorcykel
når hun lagde
hovedet tilbage
og gurglede
lød det som
en motorcykel
vi fik hende til
at gøre det
i lang tid
ballonerne hang
oppe under loftet
og stuen var
rolig og varm

Det er et digt, der lyser op midt i sorgen og trøstesløsheden. Et glimt af glæde og overgiven munter given-sig-hen til tilfældet og til nuet. Og en mærkelig modsat erindring.
Men det er også et illustrativt eksempel på Lean Nielsens talent. Hans gennemmusikalske anvendelse af linjebrud, afskæring, antydning, tavshed, og hans sikre søgen efter det enklest mulige udtryk. Andre ville vel have pyntet på stoffet, velsagtens fordi de fandt, det hele ligesom ikke var fint nok. Eller også ville de have givet sig til at reflektere og psykologisere og perspektivere. Andre igen ville muligvis have spidset oplevelsen til i en rigtig lækker centralperspektivisk metafor, der på metaforers kendte vis havde hvælvet sig som en nydelig paraply over ordene, men gjort vejen hen til billedet ligegyldig og dermed hele digtet overflødigt.
Lean Nielsen derimod siger, hvordan det var, og får digtet til at slutte som en fest:

ballonerne hang
oppe under loftet
og stuen var
rolig og varm

Sådan hænger digtet også selv i hovedet på den læsende. Man kan gå ind i det og gøre dets stemme til sin. Dets intimitet er fælles, dets rum står altid pivåbent for enhver.

Dagligsproget
I Lean Nielsens lyriske produktion, der omfatter en snes bøger, findes flere forskellige typer af digte. I Ballader om vold om ømhed (1976) således vidtstrakte tæpper af ord i lange gavmildt fortællende linjer. I Barne- og Drengedigte høje, smalle søjler. I Breve fra nat til dag (1981) og Digte til dig (1985) intime telegrammer henvendt til et du.
Men overalt mærker man samme trofasthed mod det dagligsprog, vi jo alle er henvist til at bebo, og som ved poesiens fortætning og forenklende stilisering når som helst kan slå om i gyldig kunst. Undertiden nærmer hans tekster sig de ord, som elskende kun tør hviske til hinanden. Andre gange minder de om bønner. Og enkelte gange bliver de til bøn, som sidst i Drengedigte, i et langt forløb om angsten, og om Jesus.

jeg var angst for dæmoner
jeg var angst for satan
og for mørket
og aften efter aften
måtte jeg trække dynen
stramt om mit hoved
og ind under min krop
for at beskytte mig

jeg var angst
for at være dum
angst for dårlige
karakterer i skolen

jeg var angst
for at det skib
min far sejlede med
skulle blive minesprængt

jeg frygtede for
at et hav af bombemaskiner
skulle bombe os
at det hele skulle brænde
og vi skulle skrige og skrige

jeg frygtede
at min tro ikke var stærk nok
at jeg skulle fortabes
og brænde i helvede

men jeg vidste
at du hørte mine bønner
at min angst og frygt
ligesom lå uden for
mit forhold til dig

jeg vidste
når jeg bad til dig
fra taget af vores hus
at jeg ikke var falsk
for ingen kunne se mig
kun du vidste det
jeg vidste du følte mig

du var i himlen
du var på jorden
din store kærlighed
var i alle rum

Hvad digtet, halvt som en skamfuld bøn, siger om adressaten, om Jesus, lader sig muligvis, billedligt, overføre på teksten selv. På trods af vrede og selvdestruktion, trods den lammende, altomfattende angst, var og er Lean Nielsens kærlighed til stede i de rum, han skabte og efterlod som poet.
Nu kan andre gå ind i dem og høre hans stemmes varme, og vi kan blive mindet om de væsentligste følelser, vi overhovedet kan nære, de mest værdifulde ting i livet. Uden systemer, uden indpakkede metapoetiske teorier, uden eller så godt som uden dominerende metaforer. Men derimod med fælles respekt for de ord, som vi alle sammen hele tiden bruger, og med lyd- hørhed for den musik, de altid rummer som mulighed.

*Ovenstående tale blev holdt ved en mindehøjtidelighed i Sankt Stefans Kirke på Nørrebro søndag d. 12. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu