Læsetid: 2 min.

K'NYT

22. november 2000


Kroppe på film
*Det danske filminstituts Cinemateket viser, i forlængelse af kunstmuseet Arkens udstilling Mennesket, et halvt århundrede set gennem kroppen »Kroppe på film« i december måned. I serien indgår blandt andet Peter Greenaways Arkitektens mave, A Zed and Two Noughts og Pillow Book, David Cronenbergs Crash, David Lynchs Eraserhead og Elefantmanden, Eric Reds Body Parts og Jacques Rivettes Den skønne strigle.

Kirsten Thorup får Akademipris
*Kirsten Thorup får Akademiets store pris på 300.000 kroner. Det sker ved Akademiets 40-års jubilæum den 2. december. I motiveringen hedder det, at hun får prisen for »sit personlige og socialt flerstemmige forfatterskab gennem mere end 30 år.« Forfatteren Suzanne Brøgger og digteren Klaus Høeck taler ved prisoverrækkelsen. De seneste modtagere af prisen, der uddeles hvert andet år, er Cecil Bødker 1998, Vibeke Grønfeldt (1996) og Ib Michael (1994).

Jørgen I. Jensen om Jakob Knudsen
*Tirsdag den 28. november kl. 14.00 taler lektor i kirkehistorie Jørgen I. Jensen om Jakob Knudsen som det forgangne århundredes største religiøse forfatter. Jørgen I. Jensen er blandt andet kendt for sine bøger om Carl Nielsen og om Mozarts Tryllefløjten. Mødet finder sted i ved Grundtvigskirken, På Bjerget 14 b, København NV.

Emil Aarestrup ville være fyldt 200 år
*Guldalderdigteren Emil Aarestrups 200-års dag den 4. december fejres rundt omkring. På Hald Hovedgaard ved Viborg holdes den 1. december seminar med deltagelse af blandt andet Jørgen Sonne og Frederik Stjernfeldt og sangeren Erik Grip. Program på http://www.oversaettercentret.dk
Og Emil Aarestrups Hus i Nysted fejrer den runde dag med omvisning og fest. Festen foregår den 2. december kl. 16-18.30 i den Gamle Biograf, Jernbanegade 7 i Nysted. Erik Grip og Maria Stenz synger tekster af Aarestrup, leder af Aarestrups Hus Paul Poll fortæller om digterens liv og værk og Frederik Raben Leventzau om hans tilknytning til godset Aalholm.

Hæder til Annika Lundgren og Tut Köpcke
*Fluxus-kunstneren Addi Köpkes mindelegat uddeles den 23. november kl. 18 i Museumsbygningen på Kastelsvej 18 i København. Modtagere er billedkunstneren Annika Lundgren, der blandt andet er kendt for sine guidede busture med det fiktive rejsebureau Public Educational Tours samt Köpckes enke, Tut Köpcke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her