Læsetid: 4 min.

Kollektiv-bønder på sejrens vej

3. november 2000

Omkring halvdelen af de østtyske kollektiv-landbrug fungerer endnu. Kommunisternes agrar-politik har vist sig at være meget fremtidsorienteret

PFIFFELBACH – En optimistisk lille sang skulle pudre sukker over den værste skæbne, der kan overgå en landmand – tabet af jorden.
I 1952 indledte DDR-regimet den tvangskollektivisering, som skulle omstrukturere landbrugssektoren efter sovjetisk forbillede. Først steg skatterne, så blev leveringskravene sat op. Kunne bønderne ikke opfylde kravene, blev de anklaget for ’økonomisk sabotage’ og mistede retten til deres jord.
Klarede de – mod regimets forventning – alligevel klarede sig, blev kravene blot skruet op.
Én for én måtte de give sig. Nogle flygtede til Vesttyskland, de fleste lod sig presse ind i landbrugskollektivet (LPG). De enkelte, der trodsede regimets chikane og fortsatte som selvstændige, blev dømt for ’statsfjendtlig virksomhed’ og smidt i fængsel.
I 1960 var den nye agrar-struktur en realitet, og regimet markerede begivenheden med en sang, bestilt til lejligheden:

Det er ikke længe siden,
du pløjede din lille mark.
Nu er du i LPG’en, i LPG’en.
Du skal ikke mere knokle
i én uendelighed,
stå svedende bag ploven.
Du kan læse faglitteratur
og gå i kulturhuset om
aftenen.

Goder som fast arbejdstid, sikker månedsløn og ferie holdt deres indtog i Arbejder- og Bondestatens landbrug – og de har vist sig svære at afskaffe efter genforeningen i 1990.

Kollektivet lever
»I begyndelsen havde bønderne helt sikkert svært ved at affinde sig med kollektivet, men det har lønnet sig: Førhen kunne bønderne jo ikke tage på ferie – de skulle passe dyrene. Og penge havde de ikke mange af, for landbrugene i Thüringen var små,« forklarer Wilfried Rost.
Han er regnskabschef i Andelslandbruget Pfiffelbach i delstaten Thüringen, tre-fire timers kørsel syd for Berlin.
I DDR’s sidste år kravlede han ned fra sin traktor for at hellige sig regnemaskinen. Hans kontor er der ikke ofret mange D-mark på; de beige vægge er stadig smykket med gamle DDR-diplomer. Kun computeren er ny.
»Vi var en god LPG,« sammenfatter han. »Folk identificerede sig med virksomheden og passede deres arbejde. Da LPG’en grundlagt i 1960, kom der bønder i spidsen. De vidste besked.«
Da kollektiv-bønderne fra Pfiffelbach 30 år efter fik deres individuelle frihed tilbage, valgte de – ligesom hver anden af DDR’s 4.105 LPG’er - at blive sammen og i stedet forpagte deres jord til andelsselskabet.
»De ældre kunne ikke bare fortsætte, hvor de slap i 1960, og de yngre havde vænnet sig til den kollektive arbejdsform.«
Men en sanering kunne ikke undgås. LPG’en havde 700 medarbejdere – udover de landbrugsansatte også en stor gruppe håndværkere.
»Afskedigelserne... Det var svært. De ældre kom på førtidspension. Mekanikerne, murerne, tømrerne og elektrikerne blev skilt fra som selvstændige selskaber – og de forsøgte så at finde fodfæste på markedet. Ikke alle klarede det, må vi indrømme.«
På bakken over landsbyen Pfiffelbach ligger kulturhuset, engang kollektivets stolthed. I festsalen var der plads til 800 mennesker, køkkenet havde kapacitet til at betjene dem alle.
»Kulturhuset har vi også skilt os af med. Det er blevet til Kongreshotel.«
I dag har andelslandbruget knap 100 ansatte, 5.000 hektar jord og 900 malkekøer, som alene kræver fire mand på fuld tid til malkningen.

Kun udgifter
»De fleste LPG’er var temmelig forgældede, vi havde en god økonomi. Overskuddet kunne vi ikke udbetale, for lønnen var lagt fast af staten, så vi benyttede ’den anden lønningspose’ – serverede god kantinemad for medarbejderne og åbnede en benzintank. Vi anlagde asfaltveje og byggede børnehaver, som vi forærede til kommunerne.«
LPG’en i Pfiffelbach var en generøs faktor i lokalsamfundet, i dag har regnskabschefen fået en anden lyd: Mens Wilfried Rost kører sin Folkevogn rundt mellem markerne og viser bedriften frem, udpeger han læ-hegnene og nogle forladte ejendomme:
»Det skal vi stadig betale for, selv om det intet udbytte giver.«
Læ-hegn er landskabs pleje og tjener almenvellet. Derfor burde de betales af det offentlige, mener han og fortsætter turen gennem Thüringens bakkede landskab.
Bilen stopper foran en enorm garage. Ligesom i DDR-dagene er den fuld af mejetærskere, klar til næste høst. Forskellen er, at de i dag er funklende nye.
»Vi leaser – så kan vi få nye hvert tredje år,« forklarer Wilfried Rost.
»Når vi får besøg af bønder fra Vest, beundrer de vores store marker - og så må de indrømme, at fremskridtet ikke kan holdes tilbage: Små landbrug har ingen fremtid.«

Nag fra Vest
Blandt bønderne i Vest går folk som Wilfried Rost under betegnelsen ‘en rød baron’ - et skældsord for en DDR-funktionær, der viderefører det kollektive projekt og truer med at udkonkurrere det traditionelle, vesttyske familiebrug.
I Vest har hvert fjerde landbrug mindre end fem hektar jord, et areal der sjældent kan forsøge en familie. Derfor er de store østtyske landbrug fortsat et sprængfarligt emne i det tyske Bondeforbund:
»De første år talte man om, at andelsselskaberne ikke havde nogen fremtid, men det har vist sig, at selskabsformen kan svare sig,« fortæller Wolfgang Krüger, talsmand for Bondeforbundet.
Da det ikke gik som forventet med kollektivbrugene, voksede naget blandt vesttyskerne. De blev mindet om, at udviklingen var ved at løbe fra dem.
»Udtrykket ’røde baroner’ bunder i misundelse, men det er jo en misforståelse. Det forudsætter, at lederen også ejer bedriften, men det gør han ikke – han forvalter andelshavernes ejendom,” slår Wolfgang Krüger fast.
»Bondeforbundet har sat sig for at repræsentere alle tyske landmænd, og det har ikke været en nem proces at bringe de forskellige interesser sammen.«
Man kan ikke få Wolfgang Krüger til at sige, at DDR-regimets agrar-politik var fremsynet, næsten ikke:
»Formentlig bliver andelsselskaberne i Øst ikke rollemodel for vest, men udgiftspresset tvinger alle til at se sig om efter besparelsesmetoder - og det fremme lysten til kooperation. I Vest dannes flere og flere anpartsbrug, hvor tre-fire landmænd går sammen for at reducere omkostningerne.«

FAKTA
Landbrug i øst
*I 1988 var der 4.105 kollektivlandbrug i DDR med knap én million ansatte.

*I dag er der 33.114 landbrug i området – heraf er ca. 6.000 andels-, anparts-, eller aktieselskaber med gennemsnitligt 1.000 hektar hver. De øvrige drives af selvstændige landmænd. 150.000 beskæftigede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu