Læsetid: 4 min.

Det er ikke min krig

16. november 2000

Da ETA myrdede naboen var spanske Ana Moreno tæt på at forlade Baskerlandet en gang for alle. Alligevel valgte hun at blive boende

Sorg og frygt
DURANGO – »Det er meget hårdt at leve her. Du er omringet af nationalister i familien og på gaden, og der er stærk mistillid mellem nationalister og ikke-nationalister. Set udefra kan man ikke forestille sig, hvor store spændinger der er i Baskerlandet.«
Sådan siger den 31-årige filolog Ana Moreno Peinado, der er født og opvokset i Madrid, men som i dag bor i den baskiske by Durango med 23.000 indbyggere. Hun havde aldrig drømt om at skulle flytte til Baskerlandet, før hun under et studieophold i Tyskland mødte sin mand, Jon Mirena Landa Gorostiza, der er basker.
Han underviser i menneskerettigheder på det baskiske universitet i Bilbao, er overbevist nationalist og aktiv i nationalistpartiet PNV. Først som voksen lærte han sig det baskiske sprog euskera, og han taler euskera til deres to-årige søn, Fran.
Ana Moreno erkender blankt, at konflikten i Baskerlandet til tider har skabt spændinger i familien.
»Vi har besluttet os for ikke at tale så meget om politik herhjemme. På et tidspunkt var det ved at ødelægge vores familie. Vi har måttet lære at leve i tolerance og at være tolerante over for hinanden. Jon er heldigvis en moderat nationalist og rationelt anlagt, men vi er slet ikke enige om, hvordan den baskiske konflikt skal løses,« siger hun.

Etiketteland
Ind imellem har det slået gnister i den lille familie:
»Nogle gange, når Jon hørte noget, han ikke kunne lide i fjernsynet, så udbrød han ’que españolado’ – hvor spansk! Men jeg oplevede det som en fornærmelse. Jeg er ikke bare spanier, jeg er også fra Madrid.«
»Her i Baskerlandet sætter folk straks etiketter på hinanden. Om folk er nationalister eller ikke-nationalister. Nye euskaldunes (baskisk-talende, red.) eller er oprindelige euskaldunes. Det er trist, for man dømmer hinanden, inden man kender hinanden. Jeg rubricerer selv folk ud fra, hvilken avis de køber. En af vore venner, en læge, læser Gara (avis for de baskiske separatister, red.), og jeg er sikker på, at han stemmer på det baskiske separatistparti Euskal Herritarok . Selv køber jeg aldrig ABC (konservativ spansk avis, red.) eller Gara, for så stempler folk mig politisk.«
I hjemmet skiftes de til at købe aviser, så de den den ene dag læser den spanske avis El Pais og den næste dag læser Deia, der sympatiserer med PNV. Og i fjernsynet forsøger de at skifte mellem det spanske TVE og det baskiske ETB.
»Vi bestræber os på at skabe en stemning af åbenhed. Det er for at bygge bro over den gensidige mistillid, der er mellem de spanske og de baskiske medier,« mener Ana.

Personlig krise
Hun er en optimistisk og lattermild person, men det har været sværere at bo i Baskerlandet, end hun havde forestillet sig.
I år fik hun en alvorlig personlig krise. Det var kort efter, at den baskiske seperatistbevægelse ETA havde skudt den 57-årige lokalpolitiker Jésus Maria Pedrosa ned på Fray Juan de Zumárraga-gaden i Durango.
»Jeg kendte ham ikke personligt, men hans kone, Mari Carmen, havde passet vores søn Fran, og de var vore naboer. Pludselig fik jeg sorgen og frygten tæt ind på livet. Det var forfærdeligt. Jeg fik en krise og overvejede alvorligt at flytte væk herfra sammen med min søn. Det her skal ikke overgå min søn. Det er her er ikke min krig, sagde jeg. Jeg besluttede alligevel at blive, men jeg er ikke længere den samme. Hvor jeg før kunne ignorere det, når jeg så nogen stå neden for en altan og råbe slogans, så påvirker det mig stærkt i dag. Og det er svært at sidde på forældremøder og planlægge skolefester sammen med forældre, som jeg ved støtter de ekstremistiske nationalistpartier.«

Sprogets barriere
Hun har haft svært ved at finde arbejde i Baskerlandet, selv om hun har et solidt curriculum – en universitetsuddannelse i kastillansk og engelsk filologi, og en eksamen i mediepædagogik og kommunikation fra det tyske universitet i Freiburg.
Men hun taler ikke euskera, og på uddannelsesinstitutionerne vil man have lærere, som også kan euskera. Derfor har hun startet sin egen freelancevirksomhed som oversætter fra et lille kontor i den kompakte 80 kvm lejlighed. De mange billeder på væggen i den lange gang, de afrikanske træfigurer på hylden i stuen og den prangende parabolantenne på altanen bærer vidnesbyrd om, at hun forsøger at holde kontakt med omverdenen uden for Baskerlandet.
»Da vi flyttede her til, insisterede jeg på, at vi skulle have en parabolantenne. Vi havde ingen møbler dengang, men vi havde i det mindste en parabolantenne, så vi kunne se tysk tv,« siger hun leende.
Sidste år brugte hun fire timer om dagen på at lære sig euskera, men i år har hun lagt det væk.
»Jeg orker foreløbig ikke mere. Jeg forstår det meste, men euskera er et meget svært sprog. Det er et kolosalt skridt at tage at skulle tale euskera offentligt,« forklarer hun. Det sociale pres for at lære sproget er stort, også selv om alle i Baskerlandet taler kastillansk.
»Vi har venner, der spørger mig, hvorfor jeg ikke vælger at tale baskisk med Fran. De vil ikke kun have, at jeg skal lære euskera, men de mener også, at jeg burde holde op med at tale til Fran på mit modersmål, kastillansk. Det er utroligt,« siger hun.
Hun har dog sammen med sin mand valgt at sætte sønnen i en baskisk-talende skole. Når han bliver tolv og skal op i overbygningen, har de planlagt at flytte ham over på en kastillansk-sproget skole, så han bliver tosproget.
»Det er et kompromis, vi har indgået,« siger Ana. »Vi er enige om, at Fran skal være flersproget. Vi ønsker hverken en lille basker eller en lille spanier. Vi vil have et europæisk barn, og Fran skal lære at drikke af den europæiske kulturs rige kilder .«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her