Kunstens ambassadører

Den mangfoldige, vibrerende, poetiske og sociale kunst trives både inde i galleriernes varme, hvide kuber og i fabrikshallernes ruinøse omgivelser

Udstilling
I takt med at udstillingers og kunstneres antal eksploderer, må den trykte presse tage konsekvensen og blive stadig mere selektiv med hensyn til dækning af kunstscenens frembringelser. Desværre, for det er vigtigt at følge talenterne tæt og gøre plads til de små ryk fremad. Men det lader sig ikke gøre, og ofte er der da også for lidt at skrive hjem om, for megen redundans, international mainstreameftersnak og modekunst.
Det er derfor glædeligt, at et helt nyt udstillingsinitiativ nu ser dagens lys, vel at mærke et, der leger og ler, tænker og reflekterer poetisk på en og samme tid. Og som har fundet vej til et særdeles – viser det sig – egnet udstillingssted: En gammel fabrikshal helt ude på spidsen af Strandgade på Christianshavn. Et sted, der i bogstaveligste forstand læner sig op af vandet, og som lokker den besøgende til at kaste lange blikke ud mod det bølgende havnebassin og den uendelige horisont.
Projektet hedder Ambassaden. En ambassade er et stykke land med immunitet, der er placeret i et andet land, og som har repræsentative funktioner. Det er en god metafor for kunst: Den repræsenterer betydning, og den er på sæt og vis et eksileret land med en række indbyggere – kunstnerne – der lever lidt afsides i forhold til moderlandet. Kunstnere er jo også observatører i et uudforsket land. Projektet er undfanget af Kørners Kontor, der betjenes af John Kørner, Kaspar Bonnén, Kirstine Roepstorff og Tal R.

Seks ambassader
Der er seks ambassader, men de har ingen hovedstæder, ingen regering og ingen grænser. De varetager forskellige interesser og rejser på hver deres måde en række spørgsmål i forhold til samfundet. De rummer et mix af kunstarter og kunstnere fra generationerne tilbage til 60’erne (Ib Geertsen, Henning Christiansen og Bjørn Nørgaard), 70’erne Ursula Reuter Christiansen – med en mindre hær af kvindelige elever fra Akademiet – Kirsten Dufour og Kirsten Justesen, 80’erne med Per Bak Jensen, Eva Koch, Henrik B. Andersen, Øivind Nygård med flere.
90’erne er bedst repræsenteret, med ambassaderne fire, fem og seks, herunder FOS, René Schmidt, Simone Aaberg Kærn, Superflex, Kørners Kontor i den ene ambassade og Jens Haaning, Bodil Nielsen, Sprog & Samfund (v. en lang række kunstnere, inkl. Chr. Schmidt Rasmussen), Annika Strøm, Anja Franke og Martin Erik Andersen samt de helt unge kunstnere, der endnu ikke er dimitteret fra Kunstakademiet, nemlig Lilibeth Cuenca Rasmussen, Iben Mondrup, Charlotte B. Johansen, Tarje Gullaksen, Johan Tirén, Lise Harlev og Jens Hultquist.
Hver ambassade har skabt et flag, der er ophængt udenfor og signalerer international kongres. Enkelte kunstnere har ikke villet dele ambassade med andre og har lavet en udstilling i udstillingen: Claus Carstensen og Peter Bonde indtager rollen som et par nostalgiske misfits, der celebrerer fordums triumfer (stills fra in/out the flat, malet op af en skiltemaler).

Humor og energi
Kunsten opleves optimalt dels i den store hal, dels i små, særligt indrettede rum. Det er som at komme til Berlinbiennalen i 1998. Der hersker en lidt slidt, kaotisk anarkisme.
Bjørn Nørgaards kæmpecookie og Henning Christiansens fluxus-Valhalla-ambassade er sprælske manifestationer. Dels er der det store rum, hvori værkerne går i dialog. Der er f.eks. Tarje Gullaksens enorme tipi med spejlkugler og lyd. Her er et eksotisk drive, et rum, der tager os væk fra omgivelserne på en indre rejse.
Der er også en skæv humor, der mest kommer til udtryk i Sprog og Samfunds kostelige video, som gør op med andelsbevægelsen og hele det grundtvigianske arvesølv.
Martin Erik Andersens stille, fine lyserøde rum er indhyllet i en meditativ ro, der understreges af røgelsesduften, mens naboen Iben Mondrup har skabt en forunderlig video af et spædbarns opvågnen.
Eva Koch har skabt et kunsthistorisk dokumentationsværk med dias af hende selv, Niels Erik Gjerdevik (der i øvrigt deltager med to overbevisende kæmpemalerier i psykedelisk stil), Per Bak Jensen, Peter Bonde, Claus Carstensen (under betegnelsen IAOTF – In and Out the Flat) og Øivind Nygaard, som på skift toner frem på væggen. Nygårds to fotografier fra Marfa, Texas, viser en bygning med indskriften Abstract Building. To umulige modsætninger, der mødes.
Kirsten Justesens to store, hvidlige og kornede fotos – Non Toccare/græsset må ikke betrædes – er uhyggelige indhylninger af noget, som ikke umiddelbart lader sig definere. Er det en genstand, en slags rammeform, eller ligger der også et menneske derinde under stoffet? Er det døden, som lurer?
Nogle af værkerne er således gådefulde, evigtgyldige værker – også Per Bak Jensens enigmatiske fotos og tryk Who’s Asking – men ellers er der en overvægt af værker med mere pågående kommentarer til den sociale hverdagspraksis, til sproget, det tvekulturelle og til kønnene. Der er ikke noget abstrakt over udstillingen. Tværtimod. Den er lige til at gå til. At gå ind i, at sidde eller ligge i, alt efter behag. Og gå ud af igen, beriget med troen på, at disse ambassader bebos af kunstnere, der har gjort grundige feltstudier i udlændigheden.

Kunsten at elske
Kaspar Bonnén, der også er digter, viser drømmende værker i Bredgade. I en ruminstallation ’skriver’ han i et gulvtæppe, borde, stole og stumtjener sætningen: Jeg vil altid elske dig, ligesom han sender samme sætning, bogstav for bogstav (i flamengo) ud på en rejse på havet. Der er noget rørende, dirrende og ny-naivt over Bonnéns værker, men de er overbevisende, kunstneriske udsagn med en helt egen, nænsom æstetik. Også hans tre malerier, der er skabt i en kaotisk rus, slår døre ind til følelsen hos betragteren. Det er Doors of Perception, ikke som musik, men som et mylder af begivenheder, der som dansende tegn lægger sig over lærredet og bliver til billeder.
Der optræder også en enorm seng med store puder. Her kan eventyret om elskoven passende begynde. Kaspar Bonnéns sproglige og begrebslige tilgang til tingene betyder, at han kan blande mange registre af virkeligheden, der på forunderlig vis falder på plads, når de samles. De er på sin vis samplinger af erindringsfragmenter, der genopstår som en ny poetisk ’tekst’ i to og tre dimensioner.
I en ledsagende tekst skriver han om vores måde at indrette os på: »Vores liv består af ønsker og vaner, som vi kaster os ind i og forsøger at give mest mulig betydning. Vi lever med en række produkter. Vi holder af ting. Og vi indretter vores liv med dem. Med smagen forsøger vi at udskille os, men i lige så høj grad søger vi fællesskaber gennem dem.«
Bonnén adskiller sig tydeligvis fra den almindelige omgang med tingene. Han genlader dem med betydning, han genfortryller dem.

Blandede bolcher
Hvis man ønsker et kig ind i den internationale samtidskunstscene – omend smagsprøverne blot er få og begrænsede – så skal man aflægge Else Johannesen i Galleri Specta et besøg. Hun viser værker af kunstnere, der umiddelbart ikke har noget med hinanden at gøre: Den finske fotokunstner Pekka Turunen skabte i 1986 en fabelagtig serie Against the Wall, hvor han opsøgte folk i ødemarken i Østfinland, som han bad om at optræde foran deres hoveddør. Resultatet var et sjældent syn. Nogle mennesker, der stolt træder frem i deres pelse, viser sig frem som vægtløftere, sidder i gyngestole med store pelsluffer på og så fremdeles.
Det er mennesketyper og miljøer, der forekommer de fleste af os at være helt fremmede. Serien er foto-poetisk dokument og er blevet en virkelig klassiker.
Briten Terry Atkinsons konceptuelle, abstrakte flader klæder på forunderlig vis disse fotos, mens den amerikansk fødte, i Sydsverige bosatte kunstner Clay Ketters tørre og nænsomt tomme ’malerier’ på gipsplader, hvor han synes at male med polyfilla og fotogravurer med titlen Details synes at kommentere det oversete, det marginale, det vi ikke ser, men som findes ude i krogene af alle bygninger.
To vigtige, kvindelige kunstnere deltager også. Det er schweizeren Sylvie Fleury, en slags kvindelig kloning af Andy Warhol, der med en hyperæstetisk, i overvejende grad pink æstetik, laver pasticher på varesamfundets særlige fascinationsformer.
Den anden er den uafviselige sydafrikanske kunstner Marlene Dumas, der deltager med to kvindeportrætter (litografier). Det ene – en sort, sarkastisk-raffineret Barbie-figur – den anden en farlig, sort, nøgen kvindefigur med et diabolsk dobbeltblik. Det er stærke sager. En god lille optakt til nogle separatudstillinger, som vi håber vil følge.

*Ambasssader. Bygning D – Den Nordatlantiske Brygge, Strandg. 100. Ti.-sø. 11-16. Til 17. dec. Bog v/ Thomas Beck Sørensen udkommer til januar 2001. Kaspar Bonnén: Indretninger i hukommelsen, Galerie Mikael Andersen, Bredg. 63. Ti.-fr. 12-17, lø. 10-14. Til 26. nov. Gruppeudstilling i Galleri Specta med Terry Atkinson, Marlene Dumas, Sylvie Fleury, Clay Ketter og Pekka Turunen, Peder Skramsg. 13. Til 30. nov.