En bredt anlagt beretning om kvindelige kunstneres sejre og nederlag gennem et halvt årtusind
Qunst
Kardinalspørgsmålet for kvinder er, om de skal konkurere på mændenes betingelser eller sejre på egne. Begge dele har mulighed for at lykkes, hvilket fremgår af Frances Borzellos bog: A World of Our Own, som er oversat som Eget atelier, en referance til Virginia Wolfs A Room of Ones Own. Ud fra memoirer, dagbøger, breve og biografier samt et repræsentativt udvalg af kunstværker fortæller hun historien om den kvindelige kunstneres situation gennem tiderne.
Hvert af de seks afsnit, fra 1500 til i dag, indledes med en kort præsentation af de kunstnere, forfatteren har valgt som hovedaktører. Vi hører om deres og en del andres baggrund og sociale position, arbejdsbetingelser, undervisning, motivvalg og karriere.
De første
Giorgio Vasari var den første, som i sin kunstnerbiografi fra 1550 registrerede en række af tidens kvindelige kunstnere. Mange kom ofte fra fornemme familier og ikke mindst klosterlivet kunne være befordrende for kunsten, men de fleste var af malerslægt. Det betød en vis uddannelse, et atelier og hjælp til det grovere: Rivning af farver, preparering af lærreder osv. Og der var stolte fædre, som gerne så deres døtre brillere, som faderen til Sofinisba Anguissola, som fik Michelangelo til at »studere, bedømme og rose« hendes malerier. Hun fik ansættelse ved det spanske hof, hvilket medførte mange og store bestillinger, bl.a. fra paven, og hun blev som 96-årig malet af van Dyck. Han blev sendt hjem med et par gode råd.
De fleste kendte kvinder var portrætmalere, men enkelte, som f. eks. Lavinia Fontana, modtog også bestillinger på altertavler. Hun var en feteret kunstner og fra 1603 medlem af Skt. Lucasakademiet i Rom.
Det var kvinder forbudt at arbejde efter nøgenmodel, ligesom de heller ikke fik undervisning i perspektiv og anatomi. Så sent som i 1791 var holdningen på det franske kunstakademi, at »kvinder vil aldrig kunne fremme kunsten, eftersom deres beskedne køn afholder dem fra at studere nøgenmodel i de skoler, deres Majestæt har skabt.« De måtte officielt nøjes med at studere afstøbninger, egen krop og andres værker. Men de klarede sig, som f.eks. Artemisia Gentileschi, datter af en historiemaler, hvis store bibelske kompositioner skabte hende arbejde i både Napoli, Genova, Venedig og London. Tre gange malede hun Judith, der slagter Holofernes, et tema, som var populært blandt kvindelige kunstnere (se billedet, red.).
Miniaturer og raderinger udførtes af mange anonyme kvinder og efter 1600 blev nature morter af blomster et oplagt motiv. I denne forbindelse nævnes Maria Sibylla Merian som illustrator, men hun kunne godt have fortjent lidt mere. Hun var botaniker, entomolog og maler, og rejste som 53-årig, i 1699, med sin datter til Surinam i Sydamerika for at studere og male insekter og blomster. Få har gengivet blomster med større finhed. Hun sejrede over sine kvindelige handicaps og blev berømt både for kunst og videnskab.
Eufori og befrielse
I den sidste halvdel af 1700-tallet opstod der flere akademier, som underviste kvinder, og kunstnervejen var blevet en reel beskæftigelse for kvinder, ikke blot på det populære amatørplan, »som dels beundres, dels latterliggøres ved ethvert teselskab, men for, i tilfælde af uheld, at sikre dem et levebrød,« skriver maleren Thomas Gainsborough om sine døtre. Ja, man spekulerede i unge talenter.
To kvinder, Mary Moser og Angelica Kauffman, begge født i Schweiz, var blandt de stiftende medlemmer af Royal Academy i London, 1768, selvom det først var fra 1893, at alle dette akademis skoler var åbne for kvinder.
I slutningen af 1800-tallet kom kvinder i stort tal ind i historien takket være nye kunstskoler, suppleret med ophold i Paris, Rom og London, bohême-liv i kollektiver, selvportrætter i arbejdstøj, Rosa Bonheur i mandsdragt med tilladelse fra politiet. Dagbøger, breve, memoirer og romaner af professionelle og amatører oversvømmede Europa og USA.
En strategi til bekæmpelse af prædikatet »kvindekunst« var at male i stort format som f.eks. Elizabeth Butlers Navneopråb fra Krimkrigen, købt af Dronning Victoria; norske Asta Nørregaards atelierbillede; Bonheurs Hestemarked og Harriet Hosmers skulpturer i USA. Men impressionismen bragte dagligdagen i centrum, og kvindernes kunst blomstrede; det ved vi alt om.
Mændenes hævn var avantgardismen. Efter euforien i sidste halvdel af 1800-tallet fulgte de stilistiske eksperimenter baseret på teorier omkring virkelighed og illusion, kunstens rolle, samfund og teknik: Kubisme, futurisme, konkretisme osv., hvor kun et fåtal kvinder, som havde partner- eller familieskab med ledende mandlige kunstnere, fandt vej og gjorde sig bemærket.
Her kunne også Francisca Clausen have været inkluderet. Hendes ungdomsår blandt kernen af avantgarden i Berlin og Paris resulterede i en radikal, konkret kunst med surrealistiske elementer, men da hun i 1932 vendte hjem til Danmark, blev hendes modernisme ugleset, og det så meget lettere, fordi hun var kvinde.
Den europæiske surrealisme og surrealistiske livsstil var oprør og frigjort erotik, velegnet for soffistikerede kvinder, mens andre, f.eks. Käthe Kolwitz gjorde det private alment i en passioneret social kamp, og finske Helene Schjerfbeck, som savnes, malede sine hudløse selvportrætter.
I den sidste menneskealder er det gået stærkt. I 1970erne lærte kvinder at handle politisk og gøre sig synlige ved at slutte sig sammen. Forfatteren pointerer slægtskabet mellem den heroiske fløj med f.eks. Judy Chicagos Middagsselskab 1975-79, der hyldede 39 kvindereksistenser og de, som introducerede bløde materialer og teknikker fra håndarbejde ind i kunsten: Miriam Schaphiro, Louisi Bourgeois osv. Begrebet kvindekunst blev et emne og et kampord og kønnet og kvindekroppen brugt som provokation f.eks. hos Kiki Smith. Man kunne tilføje en paragraf om de socialt og miljøaktive kvindelige kunstnere, som gør omsorg til et kunstnerisk koncept.
Konklusion
Efter at have fulgt kvindernes spidsrodsløb gennem kunsthistorien er forfatteren endt med et dilemma. Hvor er sandheden om de kvindelige kunstnere, efter at feministerne har gjort »lidelsen til varemærke for den kvindelige kunstner«? Nogle var ofre for diskrimination, manglende uddannelse og dårlige ægteskaber. »Men,« skriver hun, »alligevel var der, inden for disse rammer (...) mange kvinder, der skabte sig en karriere, som både var økonomisk, professionelt og personligt berigende.« Og hun konkluderer: »Måske er det på tide at dreje kikkerten nogle få grader, så man kan få et mindre deprimerende syn på de kvindelige kunstneres liv, et syn, der fokuserer på kunstnernes livskraft.« Jeg kunne ikke være mere enig, og ser livskraften som en bekræftelse på, at kampen mod diskriminition må kunne vindes og dog: Plus ça change, plus cest la même chose (jo mere det ændrer sig, des mere er det det samme) i en mandsdomineret verden.
*Frances Borzello: Eget atelier. Kvinder som kunstnere. Overs.: Tine Byrckel og Anja Sol Therkildsen. 224 s. Pris 398 kr. Forlaget Søren Fogtdal
