Læsetid: 6 min.

’Kvinder handles på markedet som kvæg’

21. november 2000

Bosniens porøse grænser har gjort landet til centrum for handel med kvinder til sex-slaveri. Det sker for øjnene af det internationale samfund

SARAJEVO – Politiet i byen Prijedor i det nordlige Bosnien foretog forleden en lynaktion mod tre af byens bordeller. 33 udenlandske kvinder, der blev holdt som sex-slaver på bordellerne – heraf flere så unge som 14 år – blev befriet.
For to uger siden lykkedes det politiet i Sarajevo ved en lignende indsats at befri en halv snes udenlandske kvinder, der var smuglet ind i landet, frataget alle ejendele og tvunget ud i prostitution.
»Der er tale om en glædelig holdningsændring hos de bosniske myndigheder. De er tilsyneladende begyndt at tage handel med kvinder og seksuelt slaveri alvorligt«, siger Madeleine Rees, leder af FN’s højkommissariat for menneskerettigheder i Bosnien.
»Men det er også på høje tid, at der sker noget. Bosniens åbne grænser og den nemme adgang til både Øst- og Vesteuropa har gjort landet til centrum for kvindehandel i Sydøsteuropa«.

Gratisydelser til politi
Hidtil har sex-slaveri og kvindehandel stået langt nede på listen over de bosniske myndigheders prioritering.
»Det skyldes dels, at problemet blev ignoreret, dels at mange myndighedspersoner, fra politikere til politimænd, selv er blandt bordellernes kunder og i mange tilfælde får ydelserne gratis mod at se igennem fingre med, hvad der foregår«, siger Madeleine Rees.
»Når myndighederne endelig har grebet ind, har pigerne fået bøder eller kortere fængselsstraffe og er derefter smidt ud af landet, mens de mænd, der har bragt dem til landet, som køber og sælger kvinder og holder dem under slaveri-lignende forhold, sjældent bliver retsforfulgt«, tilføjer Madeleine Rees.
Ifølge Madeleine Rees bliver der – »med et forsigtigt skøn« – hver uge bragt 60 nye kvinder ind i Bosnien for at blive solgt på sexmarkedet.
Kvinderne kommer alle fra det tidligere Sovjetunionen, Østeuropa eller det øvrige Balkan – med klar overvægt fra de allermest forarmede østlande som Moldova, Ukraine og Rumænien.
»Kvinderne flygter fra samfund i absolut nød. De lokkes med løfter om arbejde som dansere, servitricer eller husassistenter. De aner ofte ikke, hvor de er – tror, de skal til Italien eller Tyskland«, siger Rees.
Som regel flyves kvinderne til Budapest eller Beograd og bliver så transporteret i busser eller privatbiler til den bosniske grænse, hvor kontrollen er til at overse: Kun på 35 af de 432 veje, der krydser grænsen, er der grænsestationer.

Faldbydes på marked
Velankommet til Bosnien sælges pigerne ofte på regulære markeder, hvoraf det såkaldte Arizona-marked i det nordøstlige Bosnien er det absolut største. Her faldbydes de på linje med bilreservedele, elektronik , pirat-cd’er og tøj.
»For ikke så længe siden foregik salget åbenlyst i fuldt dagslys. Pigerne blev prissat efter deres alder, udseende, brystmål og sundhedstilstand og solgt, som var det kvæg og får«, siger Madeleine Rees.
»Siden er der kommet mere spotlight på emnet, og salget foregår nu i det skjulte – gerne om aftenen eller natten. Men stadigvæk sælges mange kvinder i tilknytning til Arizona-markedets mange bordeller«.
Også på kvinde-markedet gælder reglerne om udbud og efterspørgsel. Eksplosionen i antallet af kvinder, der sælges, har ifølge Madeleine Rees bragt prisen ned på mellem 1000 og 2000 D-mark.
»En kvinde sælges videre fra bordel til bordel. Videresælges kvinderne til lande som Tyskland, Holland og Belgien, stiger prisen. Efter nogle måneder i Bosnien er kvinderne ’afrettede’ og nemmere at have med at gøre«.

Angst for repressalier
Det sker selvfølgelig, at kvinderne flygter – men ifølge Madeleine Rees ikke så tit, som man skulle tro.
»Nogle kvinder bliver så forfærdet over, hvad de oplever, at de flygter uden pas, papirer og ejendele. Andre affinder sig med deres skæbne og tror på bordelejerens løfter om, at de bare lige skal tjene hans udgifter ind, så kommer de selv til at tjene godt«.
»Mange faktorer gør, at kvinderne bliver, hvor de er. De er usikre, befinder sig i et vildt fremmed land, taler som regel ikke sproget, kender ingen. Og hvem skulle de henvende sig til om hjælp? De er bange for enhver mand i politiuniform – de uniformer har de set alt for meget til på bordellerne«.
Endelig er der angsten for repressalier. Tre lig af kvinder, der med sikkerhed vides at have arbejdet som sex-slaver, er fundet i Drina- og Sava-floderne. Gruppevoldtægt, seksuel tortur og bank er almindelige former for afstraffelse mod kvinder, der forsøger at flygte.
»Vi har kendskab til en kvinde, der som straf for at ville flygte blev voldtaget af sin ’ejer’, mens hun blev tvunget til at holde om strømførende ledninger. Det hele foregik på en bar – mænd betalte for at se på«, siger Madeleine Rees.
»Det er paradoksalt: For få år siden talte alle om rape camps, hvor muslimske kvinder blev tilbageholdt og voldtaget igen og igen. Det vakte en hel verdens afsky. De skyldige bliver fortsat arresteret og sendt til krigsforbryderdomstolen i Haag. Nu sker nogenlunde det samme over hele Bosnien, men der er ikke krig, og ofrene er ikke bosniske muslimer. Og mange betragter det som ’et mindre problem’«.

Hjem – til hvad?
Madeleine Rees og hendes organisation har i samarbejde med den Internationale Organisation for Migration (IOM) i et år kørt et program, der skal hjælpe kvinder, som er sluppet fri fra seksuelt slaveri. Man har hidtil hjulpet 189 kvinder tilbage til deres hjemland.
Kvinderne får husly et »sikkert sted«, som oftest et privat hjem under politibeskyttelse, bliver tilset af en læge og får psykologhjælp. Efter et stykke tid får de tilbudt hjemtransport og et mindre beløb til at starte en ny tilværelse med. Derefter slutter FN’s og IOM’s assistance.
»Ja, vi hjælper kvinderne tilbage til det samme rod, som de kom fra. Det er ikke godt, og nogle ser vi da også igen – som ludere. Men det er, hvad vi kan gøre med de midler, vi har. På et senere tidspunkt må vi starte programmer i lande som Moldova og Ukraine for at få kvinderne tilbage i samfundet igen«.
Rees understreger, at hvis kvinderne ønsker at forblive i eller vende tilbage til prostitution, er det ikke hendes problem. FN tager sig kun af trafficking og sex-slaveri. Erkendelsen af at Bosnien har et alvorligt problem med trafficking er vokset i de seneste måneder. Alligevel savner Madeleine Rees et større engagement.
»Det vrimler med internationale organisationer her, heriblandt ikke så få, der har fremme af menneskerettigheder som formål. Alligevel foregår de mest horrible krænkelser af kvinders menneskerettigheder lige foran øjnene af dem. Og det er svært at råbe nogen op«.

’Boys will be boys’
I den internationale politistyrke i Bosnien, IPTF, der styres af FN, bliver en politimand, der er kunde på et bordel, omgående sendt hjem. Men i den internationale styrke SFOR, der har 20.000 mand i Bosnien, er indstillingen en anden.
»Jeg har forsøgt at foreslå SFOR-ledelsen, at den i det mindste laver en kampagne, der fortæller om trafficking og seksuelt slaveri, men har fået det svar, at det er op til det enkelte lands kontingenter at bestemme. Den udbredte holdning er nærmest: ’Boys will be boys, så langt hjemmefra og med alle de hormoner i omløb’«.
Det er en kendsgerning, at seksuelt slaveri tog et drastisk opsvind i Bosnien, da de internationale organisationer kom til landet i 1996. Ifølge FN’s skøn kommer 60 til 70 procent af bordellernes indtægter fra ikke-bosniere.
»Hvad angår seksuelt slaveri er det internationale samfund i Bosnien en del af problemet i højere grad end en del af løsningen«, siger Madeleine Rees.

FAKTA
Lave straffe for trafficking
Fra marts 1999 til marts i år har FN interveneret i 40 tilfælde af trafficking, med ialt 182 kvinder involveret.
I 14 ud af de 40 tilfælde er der »overbevisende beviser« for, at politi, først og fremmest det lokale, men også internationale politistyrker og SFOR-styrker har været involveret, først og fremmest som kunder, men i enkelte tilfælde også som sælger og køber.
Af de 40 rapporterede sager har kun seks ført til arrestation af bordelejere eller traffickers. Kun i to tilfælde er der faldet dom: En bordelejer er blevet dømt for at fremme prostitution, en er dømt for menneskesmugling og slaveri.
Maksimumstraf hidtil: et års fængsel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu