Hvis man i dag forvilder sig ind i biografens mørke, er der en chance for, at det er Slottet i Italien, Anne Wivels nye film om Per Kirkeby, der dukker frem på lærredet. Filmen, som blev anmeldt i gårsdagens Information, former sig som en lang samtale mellem Kirkeby og Ib Michael. For et par år siden kom en anden film om den store maler, nemlig Jesper Jargilds Vinterbillede, der på fascinerende vis skildrede tilblivelsen af et af Kirkebys store malerier. Det tryllebindende ved filmen var ikke mindst malerens egne kommentarer og reflektioner omkring den kunstneriske proces, man som seer var vidne til. Lagvis aflejrede farverne sig, mens vi kom længere og længere ind i den verbale sprogliggørelse. Det handlede om kunsten, ikke om kunstneren, der for det meste havde ryggen mod kameraet som registrerede flere måneders arbejde.
Slår man op i avisen og ser annoncen for Wivels nye film, opdager man, at hendes ærinde er et helt andet. »Per Kirkeby - om sit livs krise, om kærligheden, om kunstens pris«, står der gud hjælpe ham! Jaaa, lad os da endelig høre om Pers krise, vi fik nemlig ikke læst Ekstra Bladets udpensling i lørdags. Efter at have figureret på gader og stræder i Berlingske Tidendes annoncekampagne sidste år, må han da virkelig have det hårdt. Godt nok er filmen optaget for fem år siden, men alligevel. Det er da interessant, at så stor en kunstner kan have det så hårdt. Sådan tænker Wivel i det mindste, og flere gange gentager hun da også det samme sørgmodige klip med en bedrøvet og brødebetynget Kirkeby, bænket på briksen med kvababbelser over, ja over hvad?
Der er problemer med konen, potensen, og alderen kommer kravlende sammen med tågen over det underskønne Toscana, hvor familiens slot troner i al sin pragt og vælde. Og hvad betyder så al den pragt, når sjælen er bøjet mod jorden? Ak, ja, intet. Men mandens problemer er ingenlunde unikke, og hvorfor skal vi egentlig tilbringe halvfems minutter med at involvere os i dem? Nok siger filmen noget alment om det at være menneske og demonstrerer, hvordan liv og kunst danser med hinanden, men man kan ikke lade være med at få den tanke, at det er fordi, det er Per Kirkeby, at vi skal beskæftige os med de banale kærlighedskvaler. Og den slags har vi jo en helt anderledes kulørt presse til at tage sig af.
Det er som om, at selv de mest banale livsytringer og situationer pludselig er blevet gefundenes fressen og fremstilles, som om det er første gang nyheden kommer ud. Forfattere udgiver dagbøger, biografierne sprøjter ud, reality-tv i føljetonformat viser os, hvordan folk sidder på lokum, og hvordan det ligesom føles at være almindelig. Samtidig er kunsten mere og mere fokuseret på det biografiske, som del af det objektive materiale i kunstværket. Kirsten Thorup er et nyligt eksempel på det, men også billedkunstnere laver værker, hvor kunstnerens egen krop indgår på forskellig vis. Eller man fotograferer den nærmeste familie, som fotografen Richard Billingham har gjort det. Nu er det ingen nyhed, at det biografiske er råstof i kunsten, bio-grafi betyder livs-skrift, og den udgør naturligvis altid en faktor i væsentlig kunst. Der er ingen tvivl om, at vores tegnomtumlende nutid gør det vanskeligt at orientere sig, både som kunstner og som den aldeles almindelige mand m/k på gaden. Og besnærende er det at sige, at optagetheden af det banale handler om, at vi helt har mistet sansen, ja proportionsfornemmelsen, for selv de mest enkle hverdagsproblemer. Først når vi hører Steen Bostrup eller Per Kirkeby berette om livets gang, opdager vi, at, ja, sådan er det jo, det er da forresten en følelse, jeg godt genkender. Den medmenneskelige relation er vendt fra at befinde sig mellem mennesker til at være et forhold mellem menneske og mediet. Hvad enten det er en fjernsyns-robinsonade, en film eller en bog. Selvfølgelig er det ikke noget nyt, at mennesket drømmer sig til at være en anden, men nyt er det, at den samtale, som skulle være den naturlige kanal for problemerne, i dag er institutionaliseret, så det er mere naturligt at henvise til psykologen end til at tage del i den anden.
Det virkelige er blevet så uvirkeligt, at vi må have nogen til at genfinde det for os. Det forsøger kunstnerne, når de er bedst. Men set på afstand er det besynderligt, hvor tæt på, vi skal komme, før det forventes at have en effekt. Om ti år vil man betragte denne tid med undren. Hvad tænkte de dog på? Det samme som os, men hvorfor fanden blæse op i fuld firfarve, hvad vi allesammen ved? Hvorfor ikke beskæftige os med det, vi ikke ved? Lad os høre om kunsten, når det handler om kunsten den lærer os faktisk at skærpe sansen for humbug, både den, vi drømmer os til, og den, vi møder på gaden.
