Læsetid: 10 min.

Livet var nemmere i Kirov

18. november 2000

De russiske indvandrere i Israel føler sig dårligt behandlet – israelerne synes, de får alt forærende.
Den berømte israelske indvandrerintegration lever måske ikke helt op til sit gode rygte

Alle tilbudsskiltene hos købmanden på Kong Davids Boulevard står med kyrilliske bogstaver. Nina Zaurov står bag disken med pølser og afskåret pålæg og mener ikke, det er umagen værd at skrive skiltene på hebraisk. Selv taler hun sproget dårligt, selvom det er ved at være ni år siden, hun indvandrede til Israel, og hebraisktalende kunder kommer stort set aldrig i forretningen.
På hylderne står russisk øl og delikatesser og det er et af flere russisksprogede dagblade, Vesti, som ligger på disken. De hebraiske aviser må man spørge efter. I den lille by Orot er 97 procent af befolkningen indvandrere fra de tidligere sovjetrepublikker, og mange af dem synes, at de flere år efter ankomsten stadig lever i samfundets periferi. Særligt velkomne føler de sig ikke.
»Det er ikke let at klare sig i Israel. Pengene slår aldrig til, og israelerne bryder sig ikke om os,« siger Nina Zaurov, som forlod en god, pensionssikret stilling som ingeniør på en gummifabrik i Kirov nær Uralbjergene.
»Men vi har det godt i Orot, for her taler alle russisk,« tilføjer hun og sætter fingeren på en af Israels ømmeste ligtorne hvad angår indvandrerintegration. På den anden side af gaden driver Najesta Solomonov en lille boghandel hvor Burda og Cosmopolitan ligger fremme i russisk udgave. Hun var tekniker ved russisk tv i Moskva.

Alvorligt karriereskift
»Det var et godt job, jeg havde, men det var farligt at være der. Vi forlod Rusland på grund af antisemitisme, men føler ikke, vi har fået det meget bedre her,« tolker en kunde for Najesta, som kun behersker nogle få hebraiske høflighedsfraser. Kunden har selv skiftet karrieren som byggetekniker i Ukraine ud med en tilværelse som dårligt lønnet kassedame i et supermarked. Social tilbagegang synes at være fællesnævneren for de russiske immigranter i byen.
De hvide boligblokke i Orot blev egentlig bygget for at løfte resten af det lille samfund Or Akiva ud af fattigdommen. Byen opstod i begyndelsen af 50’erne, da man placerede nyindvandrede jøder fra Nordafrika på stedet, og den har aldrig formået at lægge afstand til sit dårlige rygte som udsigtsløs arbejdsløshedsø. Den har stadig status af tilskudsbegunstiget udviklingsby. Men i stedet for at se familien Israel befolke de mange nye lejligheder, blev kvarteret Orot hurtigt populært blandt russiske indvandrere.
»Det er billigt at bo her,« smiler Najesta Solomonov.
Orot er en indvandrerghetto og et tydeligt produkt af Israels seneste store bølge af immigration, som er den russiske aliyah. Fra midten af 80’erne og 10 år frem kom små 850.000 nye borgere fra de tidligere sovjetrepublikker til Mellemøsten, og en meget stor del af dem bor i dag på steder som Orot eller har slået sig ned i de eksisterende byers mindst attraktive kvarterer, hvor det er forholdsvis billigt at købe bolig.
Israel er en indvandrernation. Stort set hele den jødiske befolkning er – for sjældent mere end et par generationer siden – kommet til landet fra andre verdensdele. Indvandringen fortsætter i et omfang, som berettiger, at man stadig opretholder et særligt ministerium for indvandrerintegration.
For mange nye israelere starter tilværelsen på et absorbtionscenter, hvor effektiv sprogundervisning ruster de nyankomne til udslusningen i det virkelige liv. Denne følges på vej ved forskellige støtteordninger, som typisk består i lempelig beskatning de første tre eller fem år i det nye land, kontante tilskud ved køb af lejlighed og mulighed for erhvervelse af en række materielle nødvendigheder som bil og hårde hvidevarer med stærkt reducerede importafgifter.
Israel har ry for at være god til at tage imod nye immigranter.
»Jeg deler ikke entusiasmen for Israels integration af nye indvandrere, som jeg ser som en myte. Hvilket russerne er det bedste eksempel på,« siger professor i sociologi ved Haifas Universitet, Israel Peleg. Han mener, at det i virkeligheden har været russernes lykke, at de kom så mange på én gang. Systemet kunne slet ikke modtage nye immigranter i så kolossalt omfang, så i stedet for at indsluse dem ad institutionel vej, fik mange russere stukket et pengebeløb i hånden med besked på at klare sig selv.
»Alt for mange indvandrere gror fast i det offentlige system og lærer aldrig at klare sig selv. I USA er der stort set ingen hjælp at hente, og derfor er den amerikanske indvandrerintegration så vellykket,« mener han.

Marokkanerne er vrede
Den dystre virkelighed i Orot til trods, betegner Israel Peleg den russiske indvandring som et kolossalt løft for Israel. De er en stor, intellektuel reserve, hvis værdi ikke kan overvurderes. Han påpeger, at mange russere også har klaret sig godt og har fået gode stillinger i den akademiske verden, og at selv de, som har måttet tage arbejde langt under deres kvalifikationer, har en forbløffende evne til at klare sig. Netop dette udpeger Israel Peleg også som en af de væsentligste grunde til denne indvandrergruppes upopularitet, som er til at føle på i Or Akiva.
»Lige der, hvor mine forældre blev anbragt i modtagelseslejrens bølgeblikskure, bygger russerne villaer i dag. Det får jeg aldrig råd til!« siger Shlomo Beinayoun. Han er født i Casablanca og kom i begyndelsen af 50’erne til Israel som seks-årig. Nu sælger han falaffel fra en skrøbelig trækvogn foran byens forlængst nedlagte biograf.
»Vi fik ingenting, mens de bare får alt foræret,« fnyser han vredt.
I Or Akiva kan det være svært at få øje på Israel Pelegs optimistiske syn på den russiske indvandring. Shlomo Beinayouns kunder, som alle er af marokkansk afstamning, kan ikke lade være med at blande sig i samtalen. En af dem fortæller henført om tilværelsen i Marokko:
»Vi levede i fred med vore arabiske naboer og havde en anstændig tilværelse. Ikke som her! Men dette er Eretz Israel, jødernes eget land. Det er godt, vi er her og jeg ville ikke drømme om at forlade landet, selvom tilværelsen er hård. Men russerne, de er ligeglade med landet. De bliver her bare, til de har samlet penge nok. Så rejser de et andet sted hen. Hvorhen ved jeg ikke, men det er også ligemeget, for mange af dem er slet ikke jøder!« Han hentyder til ofte gentagne anklager om, at op mod 40 procent af russerne slet ikke er jøder, og fortsætter med at opremse mafia, bandevold, prostitution og alkoholisme som dele af russernes medbragte baggage.
»Jeg er ikke bange for araberne. Dem kender jeg fra Marokko og ved, de er til at leve med, men russerne...!« Shlomo Beinayoun lader sætningen hænge i luften mens han kommer tehina i et nyt pitabrød, og tilføjer så:
»Her bliver ballade en dag!«

Skolevold fra Rusland
Galina Ettinger fra Moskva er glad for sit nye fædreland og føler, hun er faldet godt til. Men hun ved også, hvad Shlomo Beinayoun taler om. Som engelsklærer i nabobyen Hadera ser hun næsten dagligt den skolevold, som navnlig de russiske børn får skylden for at have indført i Israel.
»Det Rusland, vi forlod i begyndelsen af 90’erne var ekstremt voldeligt. Selvfølgelig er ingen russiske børn opdraget til vold, men når de kommer til Israel og bliver konfronteret med alle problemerne, er det naturligt for dem at søge til den gruppe, hvor de naturligt føler sig hjemme og i fællesskab stå imod presset.«
Hun vil gerne forstå volden – for Israel et relativt nyt fænomen – som resultat af den bande-dannelse, hun ikke er blind for, at indvandrerne fra de tidligere sovjet-republikker har bragt med sig:
»Husk på, at langt fra alle indvandrere er intellektuelle fra Moskva og St. Petersborg. En meget stor gruppe kommer fra landsbyerne i Kaukasus, Kazakstan, Ukraine og andre steder, hvor mentaliteten er helt anderledes. I de centralasiatiske republikker er gruppen f.eks. meget vigtigere end individet, hvilket ikke har noget med sovjetstatens kollektivisme at gøre. Sådan er det bare.«
Dette forklarer måske også, at russerne også i højere grad end andre indvandrergrupper går egne politiske veje. I det israelske parlament, Knesset, findes hele to russiske immigrantpartier, det stærkt højreorienterede Israel Beiteinu (Israel er vort Hjem) og Israel BaAliya, som også hælder til højre i mange spørgsmål.
»Til os kommer mennesker fra alle sociale lag og af enhver etnisk baggrund, og vi må på alle måder søge at undgå en splittelse af befolkningen,« siger lederen af Israel Beiteinu, Avigdor Lieberman roligt til Information, men alligevel har han svært ved at bortforklare partiets tydelige russiske profil. Begge er de tydeligt protestpartier med russiske mærkesager højt på dagsordenen.
»Det er kendetegnende for russerne, at de som oftest stemmer imod noget og ikke for noget, hvilket er den bedste indikator for at de ikke føler sig integreret,« siger dr. Eliezer Feldman, som forsker i russisk vælgeradfærd.
Israel Peleg understreger flere gange en god pointe ved at sammenligne de russiske indvandrere med etiopierne, som for ham står som billedet på mislykket immigrationspolitik.
Mens den russiske aliya stod på sit højeste blev mere end 40.000 etiopiske jøder bragt til Israel ved en luftbro, som varede mindre end 48 timer. Det skete midt under den afgørende fase af den
etiopiske borgerkrig, og jøderne fik stort set intet med sig fra hjemmene i den fattige Gondar-provins.
»Deres kulturelle identitet måtte de også efterlade, hvor de kom fra, for her i Israel blev de straks omklamret af et formynderisk system,« bemærker Israel Peleg.
Kulturchokket var enormt for etiopierne. De forventedes at falde direkte fra de etiopiske landsbyer ind i en moderne israelsk bytilværelse, en omvæltning kun få af dem havde forudsætninger for at håndtere.
»Højdepunktet var den såkaldte konverteringsskandale,« forklarer Israel Peleg videre.
»I Etiopien havde de i århundreder levet uden kontakt til jødiske samfund andre steder i verden, så derfor var deres måde at praktisere religionen en del anderledes. Men selvom kernen i jødedommen var intakt, betvivlede det israelske overrabbinat etiopiernes jødiske identitet og krævede at indvandrergruppen skulle gennemgå en kollektiv konvertering til den korrekte religion. Ud over at være ydmygende for den enkelte etiopier, som gennem hele sit liv havde betragtet sig selv som jøde, var dette et hårdt slag for hele gruppens sociale struktur. Man tilsidesatte fuldstændig etiopiernes egne åndelige ledere.«
Etiopierne har som gruppe aldrig formået at trække sig ud af fattigdommen. De bor stadig i de usleste lejligheder, har de ringeste job, og at se en etiopisk familie med egen bil er stadig et særsyn. Familiefædrenes autoritet er undergravet, og i mangel af denne sociale cement er store dele af den etiopiske ungdom blevet rodløs med kriminalitet og narkotikaproblemer som følge. Den ene kostskole efter den anden fyldes op med etiopiske unge, som hjemmet ikke kan sikre ordentlige vilkår og næsten alle gadebørn i landets storbyer er etiopiere.

Russerne vil ikke integreres
»Mange israelere har ondt af etiopierne, men det er kun fordi, de selv er så usikre og selvudslettende. Det er altid lettere at føle sympati for nogen, man med rette kan have ondt af,« tilføjer Israel Peleg.
»Israelerne kan ikke lide russerne fordi, de kender deres eget værd og har gode muligheder for at klare sig godt. Russerne kom med Tolstoj og Dostojevskij. Med Tjajkovskij! Hvad finder de her, som blot kommer på omgangshøjde med russisk kultur?« spørger Israel Peleg med polemisk forståelse for indvandrernes frustrationer.
En undersøgelse, som blev offentliggjort tidligere på året, viser, at kun otte procent af de tidligere sovjetborgere, som er kommet til Israel i årene 1989-99 føler sig som israelere.
Hele 47 procent lægger større vægt på deres russiske identitet, mens 45 procent først og fremmest føler sig som jøder.
»Men deles undersøgelsen op i undergrupper kan vi se, at den manglende identificering med Israel er mest udpræget hos de senest ankomne og at denne vokser i takt med den tid, de har tilbragt i landet. Og hele 70 procent af samtlige adspurgte siger, at de ønsker, at deres børn bliver i Israel,« siger professor Yohanan Peres, som udarbejdede undersøgelsen for Yitzhak Rabin Center for Israel Research.
»Russerne har ikke lyst til at lade sig integrere. På samme måde som de tyske indvandrere, der flygtede fra nazismen hertil i 30’erne, føler de sig kulturelt og uddannelsesmæssigt hævet over Israel, og de ser beviser på dette hver dag.«
Derfor er Israel Peleg heller ikke bekymret over ghetto-dannelsen, som han betragter som en naturlig ting i et indvandrersamfund.
»Tag blot New York som eksempel. Er det ikke en by, som består af ghettoer? Sådan vil første generation af en stor indvandrergruppe altid bo, hvorimod anden generation hurtigt lader sig integrere. Det skete med tyskerne, og det vil også ske med russerne. Vi israelere skal passe på, at de værdier, de bragte med sig, ikke går tabt i den proces.«
Nina Zaurov deler dette synspunkt. Hun kan se sine børn tale hebraisk næsten uden accent og i øvrigt være godt på vej til at blive israelere.
»Det tror jeg aldrig, jeg selv bliver. Ved du hvad jeg savner? Rigtig vinter. Det er skam dejligt at bo ved Middelhavet, men der er nu intet som sneen i Kirov!« smiler hun stille.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu