Læsetid: 6 min.

Lyden fra evigheden

14. november 2000

’Jonatan Svidts forbrydelse’ viser Jens-Martin Eriksens prosa fra dens stærkeste – og svagere – sider

Ny bog
Det er altid dejligt at se en forfatter gøre, hvad han eller hun er virkelig god til. Jens-Martin Eriksen er især dygtig til at piske et mundtligt nærvær frem, gøre sin prosafremstilling farlig og intens. Hans første romaner viste det, allerede debuten NANI (1985), og senest gjorde Vinter ved daggry (1997), om etnisk udrensning, voldsomt indtryk ved at lade fortælleren, den anonyme militssoldat, oscillere mellem varme og kulde, skamfølelse og kynisme.
Når man glæder sig over Jens-Martin Eriksens nye bog, tre mundtligt prægede beretninger, skyldes det frem for alt midter- og titelstykket, der hører til det bedste, han overhovedet har skrevet. Resten er sådan mere la-la.
De faste ingredienser i dette dystre triptykon er topografisk hav og strand, handlingsmæssigt sex og vold samt pludselig død. På det narrative niveau er beretningerne endvidere fælles om kriminalistisk kredsen, mest på usikker grund. Vi ved ikke, om det, vi læser og hører, er den sande, den virkeligste historie, ja, måske eksisterer sandheden og virkeligheden kun som fantasier bag beretternes idelige tildækninger og angste erindringsforskydninger.

En fremmed
Denne virkeligheds- og iscenesættelsesproblematik er helt oppe i overfladen af bogens indledende historie »Seth«, hvor en fremmed en dag i september ankommer til Fjerritslev og lader sig indlogere på kroen. Han har vistnok været involveret i en mordsag på egnen, noget værre snavs, hvor gruppen tog livet af en af deres kammerater, brændte ham i løbet af natten og pulveriserede knoglerne, for så at blande støvet i cementen, som de støbte ny carport af. Jo, moderne forfattere læser avis og ser tv!
Nu færdes Seth i selskab med selveste præstens datter, promenerer en Smith & Wesson, provokerer til højre og venstre. Penge har ham skam også, temmelig mange endda, nok til at betale en opulent, godt marineret frokost på kroen. Bagefter havner han, sammen med kroværten og et par stykker til, ude ved Thorup Strand, hvor de i deres vilde fuldskab skal skyde til måls efter flasker. Og pludselig er den fremmede død. De lokale slæber liget hen over stranden og ud i havet, så langt at vandet når dem til halsen. Derefter sletter de sporene i sandet og smider pistolen ud til bølgerne. De hævder, at ingen af dem siger noget. Så kører de. »Bagefter tænker de ingenting.«
Dette er i hvert fald, hvad der står. Beretningens søgende, kredsende ’vi’ kommer aldrig til bunds i begivenhederne, teksten vender bunden i vejret. Hvor man venter viden, opstår i stedet ikke-viden.
Under det mundtlige nærvær lurer et virkelighedens fravær.

Bundvending
Samme æstetisk-filosofiske pointe strukturerer bogens tredje historie »Hvem var Anette Støvring?«, der foregår på Anholt. Hertil ankommer ugen før pinse et selskab bestående af overlæge Erik Lund, hustru amtsrådsmedlem Karen Lund samt amtsdirektør Poul Hove. De to sidstnævnte skal diskutere diverse amtspolitiske sager, mens overlægen skal læse kriminalromaner, gerne af allerværste slags: En filuragtig lille metalitterær kommentar!
Snart går der imidlertid krimi i hele møget. For der bor også en fjerde gæst på hotellet, en lidt yngre kvinde, der kalder sig Anette Støvring og påstår hun er forfatter. Hun foretager sig mærkelige ting, såsom at lægge fotos af sig selv og børnene frem og arrangere dem i et mønster, flirte med værtens voksne søn og rende rundt næsten uden tøj på.
Pludselig er hun død. Bliver fundet, nøgen, nede i havnen, hvor liget bare ligger dér og slår ind mod molen. Ingen ved, hvad der er sket. Fortælleren fremlægger tøvende, hvad han eller rettere ’vi’ véd, men drager ingen konklusion.
Man øjner bag de to beretninger henholdsvis Camus’ Den fremmede og fiktionsarrangementer a la Twin Peaks. Men hvad historierne i deres antydningsspækkede overlæssethed skal sige, udover lige at lege på grænsen mellem fiktion og fakta, og spille på læserens frustration over aldrig at kunne nå til bunds – fordi der ikke er nogen bund, overfladen bliver dybde, og omvendt – det har Jens-Martin Eriksen næppe gjort sig rigtig klart. Hvad læseren får, er et gisningsgrundlag, ødselt bestrøet med en selvgentagende, evindeligt mystificerende, pseudo-dybsindig fortællers i vinden flaprende tågeslør.

Stilens desperation
Så er der unægtelig mere substans i midterstykket, også det en kriminalistisk sag, men gennemtænkt psykologisk, og som epik turneret med sikker sans for, hvor læseren er.
Jonatan Svidts forbrydelse indlejres i en fiktionsramme, hvor en ydre iscenesættende jeg-fortæller på Nørreport møder en kammerat fra det åbne fængsel ved Skærbæk. De følges ad til en lejlighed i Nordvestkvarteret, hvor titelfiguren i løbet af natten delagtiggør jeg’et i, hvad der hændte ham efter forbedringsopholdet.
Fortælleren vidste godt, at noget forfærdeligt kunne ske. For Svidt, der dengang var 22, havde en rar besøgselskerinde, gift kone i Esbjerg på 37, der pressede på for at få ham til at hjælpe hende med at bryde op. »Hvad var hans mening med det hele? Et kortvarigt, fordækt eventyr, et arrangement eller begyndelsen til en drøm?« Elskede han Kira lige så højt som hun elskede ham? Hvordan »skulle en drøm nogensinde udfolde sig, hvis der ikke var et sted til den i verden udenfor? Og hvordan skulle et sted blive konkret, hvis de ikke havde nogen midler til at virkeliggøre det, de ville?«
Efter løsladelsen får Svidt arbejde ved et hjem for retarderede, som han hver dag kører ud til Fanø, hvor de skal plante marehalm. Her møder han Kira på ny, meget symbolsk på hesteryg, og før han får kløet sig selv i nakken, er han involveret i et djævelsk spil, hvor hun vil have ham til elsker, alt imens manden sidder inde, samtidig med at selvsamme boss, der i virkeligheden nok mest er bøsse, forsøger at forføre arme Svidt med årgangsvin og kontanter.
Jens-Martin Eriksen trækker i denne historie kraftigt på den nyere kriminalsag, hvor mandskabet på en dansk coaster torterede en blind passager og smed ham i havet, død eller halvdød. Men omkring dette faktastof bygges en genuin og medrivende beretning, som, da den rigtig kommer i gang, får alt til at skifte karakter under læserens undrende øjne. Pludselig handler det ikke længere om oprulning af gåder, men om selve stilens desperate spørgen – om fortvivlelse, angst, retningsløs længsel, samt ikke mindst om den kærlighed, der knap lader sig skelne fra had.

Indfoldet orden
Kuppet består æstetisk set i at folde samtlige replikker ind i en 3.persons-fiktion og dermed farve alt dobbelt eller tredobbelt. Man hører personer snakke; men man hører også Jonatan fortælle, og hører under ham kammeraten, der lyttede til ham.
Undertiden bringer denne lag-på-lag-teknik teksten lovlig langt fra den indlejrede fiktionsfigur, som når det om Svidts følelse postuleres, at »det hele pludselig og overraskende havde fået en uforståelig symbolsk aura omkring sig.« Men Jens-Martin Eriksens prosa har sjældent flammet så heftigt som i denne stramt komponerede kortlæsning af en usikker, svag persons overladthed til stærkere magter.
Vores liv er som græs, der tørrer i vinden, læser vi et sted. Det er, som om vi er døde hele tiden og kun lever et ganske kort øjeblik, og så dør igen. Men lyden af bølgerne fortsætter ude fra havet, som »lyden af selve evigheden, ligesom fra et instrument, en bastone, der altid har lydt i verden.«
Hvor Eriksens fortællekunst rigtig fungerer, og dét gør den i midterstykket, mærkes denne afstand mellem nuet og evigheden. Idet man lukker hans trefløjede altertavle af en bog, hører man stadig en råben og hvisken af mennesker, og vindens susen i marehalmen, bølgernes slag mod stranden. Der er så meget, vi ikke kan vide. Ordentlig fortællekunst kan kvalificere dén grænse, hvor uvisheden tager overhånd.

*Jens-Martin Eriksen: Jonatan Svidts forbrydelse. Nye beretninger. 223 s., 269 kr. Rosinante. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu