Albertis malertraktat oversat til dansk med omfattende introduktion til renæssancens humanismeopfattelse
Kunsthistorie
Leon Battista Alberti: Om billedkunsten er to bøger i en. Det er dels forhenværende kunsthistorieprofessor Lise Beks omfattende introduktion til den tidlige italienske renæssance, den florentinske bystat og humanisten Alberti, dels samme Beks oversættelse af Albertis omfangsmæssigt noget mindre traktat, Om billedkunsten, der i løbet af 1430erne udsendtes i både latinske og italienske udgaver, henholdsvis som De Pictura og Della Pittura.
Det er første gang, traktaten, der betragtes som skelsættende i bruddet med middelalderens kunstopfattelse, kan læses på dansk. Med bl.a. afsæt i den berømte sætning om, at billedfladen er et åbent vindue, er den især kendt for at være stedet, hvor grundlaget for det matematiske centralperspektiv formuleres. Derudover gør Alberti sig betragtninger om betydningen af omridstegning, komposition og lysbehandling for det færdige billede samt, ikke mindst, nødvendigheden af kunstnerens humanistiske (ud)dannelse såvel som kunstens fokus på menneskeskikkelsen gennem omhyggelige studier af naturen.
På forskellige måder blev det overvejelser, der vævet sammen med periodens øvrige kunstskrifter fik betydning for de næste 450 års kunst. Set i samme tilbageblik kan man desuden sige, at fremskrivningen af perspektivet og naturen som kunstens forbillede, tillagt en i nutidig optik historisk forståelse af skønhed, førte til en stadig udbredt opfattelse af sammensmeltningen mellem syn og repræsentationsform:
At maleren maler det, han eller hun ser, omend transformeret gennem historisk bestemte synsformer, der betinger stilistiske og
(idehistoriske) forskelle. Virkeligheden skaber med andre ord et indre billede hos kunstneren, der maler dette som et ydre billede.
Gennemskuelighed
Sammensmeltningen er sket til trods for, at maleriet først og fremmest er et repræsentationssystem, før det er udtryk for en synsform. Man skal blot tænke på middelalderbilleder eller kubisme for at forstå, at billede og syn ikke stemmer overens, lige så lidt som talen og dens opbygning, som Alberti sammenligner maleriet med, er en direkte oversættelse af f.eks. tanker eller følelser.
Man lærer med andre ord at male, ligesom man lærer at skrive, og Albertis traktat skal hjælpe til bl.a. at give billedkunsten samme gennemskuelighed, som rummes i retorikkens perspicuitas.
Tilsvarende ligger renæssancens humanisme i eftertidens fortolkning også til grund for en subjektopfattelse, der har gjort individet til menneske før det fik social og kulturel identitet, f.eks. med hensyn til køn eller klassetilhørsforhold. På godt og ondt repræsenterer renæssancen derfor en traditionsbyrde, der nok har haft stor betydning for, hvordan vi tænker verden i dag, men tillige er blevet kritiseret inden for både nyere humanistisk videnskabsteori og nyere kunsthistorie .
Beks omfattende præsentation af renæssancen, der bygger på et professionelt livs lange studier, indskriver sig i samme komplekse forhold: På den ene side giver Bek en ramme, der indsætter Albertis skrift i den tid og det miljø, hvori forfatteren færdedes, på den anden side kan renæssancen og opfattelsen af den ikke eksistere i et arkivalsk eller narrativt vakuum netop på grund af periodens politiske og kulturelle betydning for eftertiden. Det vil sige, at forskere udtrykker sig om renæssancen med særlige interesser og, ikke mindst, tilhører en kultur, der altid har haft aktier i den.
Lang afstand
Men Bek kommer kun kort ind på konjunkturer i renæssanceopfattelsen, for i stedet »at rette blikket bagud mod tiden for denne epokes opståen, tiden før Dante« uden at indskrive sin egen opfattelse og situerede viden. Derfor betragter hun sit renæssancebillede fra en meget lang afstand.
Det sociale mylder er netop mylder uden særlige nuancer og forskelle: »Renæssancens menneske ser sig for sit vedkommende som stående på et absolut højdepunkt i historiens omskiftelige løb og det på trods af al antikkens storhed. (...) Fra dette højdepunkt var der set med renæssancemenneskets øjne to mulige veje: Den fortsatte videreudvikling og forbedring af det i forvejen fuldkomne eller det uundgåelige fald, konsekvenser, man dog ikke i periodens første del beskæftigede sig synderligt med.« (s. 13).
Glemmer sig selv
En sådan generaliseret fremstilling vækker så mange minder om tidligere tiders usynlige historiefortællere, at man igen må spørge: Hvem tales der til? Hvem tales der for? Og, ikke mindst, hvem taler? Er det formidling for nye læsere, eller forudsættes viden om begrebernes indhold? Og hvilken økonomisk og kulturel kapital besidder mon det renæssancemenneske, der henvises til? Bek glemmer at indregne sig selv, ligesom Alberti, ifølge Bek, fejlagtigt glemmer at gøre opmærksom på beskuerens indregning i sine konstruktionsanvisninger.
I Beks tilfælde skabes forklaringer, der er for mekaniske og deterministiske til at redegøre for komplekse fænomener som kultur og ideer samt, ikke mindst, eftertidens egne interesser i perioden. Derfor bliver den introducerende tekst mest interessant, når den kommer ind på konkrete diskussioner af traktaten: F.eks. dens modtagelse, tidens konkurrerende perspektivopfattelser og forskellige opfattelser af antikkens betydning, retorikkens indflydelse på både Albertis billedopfattelse og skriftets udformning m.m.
Men er det ikke en urimelig anke mod en pensioneret professor i kunsthistorie, dvs. i en videnskab, der for ikke så længe siden blev beskrevet som den reaktionære tænknings forpost? Måske, men også Lise Beks øvrige forfatterskab taget i betragtning særlig relevant lige her, fordi der er tale om en kunsthistoriker, der bestemt ikke altid har bevæget sig på kunsthistoriens midterbane.
Kritikken skal derfor ikke skjule, at Beks tekst rent faktisk, med førnævnte indvendinger, er en god indføring i Albertis malertraktat, selv om den også indeholder de evige kunsthistoriske skønhedspletter, f.eks. spejlvendingen af Masaccios Skattens Mønt.
*Leon Battista Alberti: Om billedkunsten. Oversættelse, indledning og kommentarer ved Lise Bek. 330 sider, 269 kr. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
*Hans Dam Christensen er lektor ved Institut for kunsthistorie, KU
