Læsetid: 3 min.

En mand der kan lide at køre

17. november 2000

BOGTILLÆG - KATALOG

På vejen
Larry McMurtry er med sine små 30 titler og godt ni millioner bind i cirkulation en af USA’s mest læste forfattere. Forbløffende nok er han kun sporadisk kendt i Europa og stort set ukendt i Danmark. Mange har ganske vist set film som Hud eller The Last Picture Show, eller har fulgt tv-serien Lonesome Dove – uden at kende forfatteren bag. Men McMurtrys bøger er ikke oversat til dansk, og hans navn dukker sjældent op i litterære diskussioner.
Siden sidste års Duane’s Depressed – afslutningen af The Last Picture Show trilogien – har McMurtry holdt pause fra fiktion og har i stedet helliget sig essayistiske refleksioner i et par bøger, hvor erindringer, strøtanker og en proustsk søgen efter tabte følelser blandes med litterært gods hentet med løs hånd fra en encyklopædisk viden.
Senest er kommet rejsebogen Roads: Driving America’s Great Highways. Over et lille års tid er forfatteren taget af sted, når tiden tillod det eller speederfoden begyndte at klø.
Turene varede to-tre-fire dage, og ruterne blev lagt spontant i forhold til vejstrækninger, landskaber eller steder, den kørende havde lyst til at se.

Lyst-projekt
Bogen er et umiskendeligt lystprojekt: »At være alene i bilen er at være beskyttet mod dagligdagens pres; det er som at sidde i sin egen tidsmaskine, hvor tankerne kan flyve til fremtiden eller scanne fortiden.«
Samler man på dén slags, fylder de amerikanske road-bøger godt i reolen. Går man systematisk til værks, ville det ikke være urimeligt at starte med Walt Whitman, der besang de »åbne veje« med en entusiasme, så det stadig giver genlyd halvandet hundrede år efter. Kort efter sendte Mark Twain sit alter ego, Huckleberry Finn, på eventyr ned ad Mississippifloden. I 1940’erne krydsede Henry Miller kontinentet i The Air-Conditioned Nightmare (1945). Og i 50’erne hed beatgenerationens bibel slet og ret Vejene (Jack Kerouac, 1957).
De seneste årtier har genren måske ikke ligefrem defineret amerikansk litteratur, men strømmen af udgivelser har været konstant.
En nyklassiker er William Least Heat-Moon: Blue Highways (1982). Og i kølvandet på den er fulgt læseværdige travelogues, som Douglas Brinkleys The Majic Bus (1993), Jonathan Rabans Hunting Mister Heartbreak (1995) og James Morgans The Distance to the Moon (1999). For slet ikke at tale om Bill Bryson, der med titler som The Lost Continent (1989) og Made in America (1994) hører til genrens mest underholdende.
Undskyld opremsningen, men det er kun toppen af isbjerget. Og desuden er en vis litterær fundering på sin plads, når emnet er Larry McMurtry.

Kæmpe bibliotek
Den belæste Texasforfatter har livet igennem været lidenskabeligt bibliofil. En sektion af hans private bibliotek rummer 3.000 rejsebøger, og at fortælleren i Roads har læst størsteparten af dem, fremgår af det tætte væv af referencer.
Når Roads trods den massive belæsthed er både underholdende og stimulerende, hænger det sammen med McMurtrys letflydende pen og tilbagelænede stil.
Forfatteren skal ikke bevise noget. Han skriver, som han kører – ud i det blå. Undervejs dukker overvejelser op om så forskellige emner som indianerkrige, Pam Griers revival, farmernes krise, Meteor Crater, seriemordere og Aryan Brotherhood .
Men først og sidst er det litteraturen, der ligger som klangbund for disse ensomme dagsmarcher, i snit omkring 1.000 kilometer om dagen. Det er A.B. Guthrie Jr.’s Montana, James Agees Tennessee og Nelson Algrens sydlige Texas, der er på tapetet.
Det lyder måske tørt, men uden lune er det ikke. Eksempelvis når McMurtry konstaterer om Hemingways Key West, at Disney burde købe hele molevitten. Det er allerede en temapark, »og Disney ville i det mindste sørge for anstændige parkeringsforhold«.
Larry McMurtry har ingen sentimentale følelser omkring backroads eller ekstreme oplevelser. Hans motiver er langt mindre spektakulære: »Jeg har ikke brug for meget selskab, men jeg har brug for en masse himmel.«
Han bidrager heller ikke til koret, der begræder skilteskovene fra fastfoodkæder og moteller, som breder sig ud over landet og udjævner regionale forskelle: »tusind McDonald’s’er vil ikke få Boston til at føles som Tucson.«
Endelig er han bestemt ikke nogen John Steinbeck (På rejse med Charley, 1962), som taler med mennesker på sin vej og forsøger at tage pulsen på Amerika.
Han kan lide at køre, det er det hele.

*Larry McMurtry: Roads. Driving America’s Great Highways. 206 s. Simon & Schuster, N.Y.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu