Læsetid: 6 min.

Manifestivitas

9. november 2000

Det er manifesternes tid. I dag udkommer en antologi med nyskrevne danske teatermanifester

Teaterteori
Vi skriver år 2000. En underafdeling af et magtfuldt svensk forlag henvender sig til otte danske teaterkunstnere og beder dem skrive hvert sit manifest. Mod betaling, selvfølgelig.
Det er forhistorien. Er den tidstypisk? Eller har det altid været sådan? Lad os se:
Vi skriver 1869. Et tysk fyrstendømme henvender sig til den talentfulde økonom Karl Marx og beder ham, sammen med sin ven Herr Engels, skrive et politisk manifest. Tanken er, at dette skal indgå i en hel række af manifester, måske kulminerende i en event: Man vil bede den talentfulde spektakelmager V.I. Lenin om at lave et ordentligt knald med masser af optog, fyrværkeri og dansende heste ved bredden af floden Neva.
Nej, nej, den går ikke, det er ikke for-Historien, det er en vits. Noget tyder altså på, at vi lever i vitsens tidsalder: Kunsten og kulturen er ikke længere noget, der med Historiens nødvendighed sprøjter ud af kunstnerne. Eller rettere: Det er kuratorerne og eventmagerne, der som de egentlige kunstnere åbner for sprøjterne og giver dem retning.
Teatermanifester hedder bogen, den har farve som størknet blod og vil altså helst ikke være en vits. I forordet udnævner de to redaktører Nicole M. Langkilde og Mette W. Iversen en række forbilleder: Appia, Artaud og Brecht, kort sagt teatrets falanks af den historiske avantgarde mellem 1910 og 1950. Det var tider! Da sprøjtede kunsten helt af sig selv, ud over alle grænser inklusive sine egne, chok på chok, polemik og ballade. Dacapo:
Til deres iscenesatte avantgarde har Langkilde og Iversen skrabet cremen af den danske ARTE-ungdom og arrangeret den bestilte manifestivitas, så den mimer en teaterproduktion. Dermed giver de samtidig deres helt eget bud på, hvordan en teaterproduktion ser ud: Først er der dramatikeren, så kommer ordet, derpå teaterdirektøren, som giver teksten videre til sin dramaturg osv., indtil det færdige værk i sidste ende kan obduceres af teoretikeren.

En vedkommende vits
Det straks iøjnefaldende problem er, at halvdelen af denne bestillingsavantgarde egentlig helst ville være fri. Mindst fire af de otte slår sig for munden både før og efter leveringen af varen. Deres væmmelse er indlysende: Teater er praksis, teater bliver til på teatret og ikke på forlaget Lindhardt og Ringhoff.
Som Katrine Wiedemann skriver: »Vi er der, fordi vi er bedre til at skabe billeder og situationer end til at tale om dem.« Så er det – alligevel – sagt. Og jeg kan kun give dem ret.
Og på den anden side er jeg også helt enig med redaktørerne i, at landet fattes kvalificeret diskussion af teatret. Kort – og her midt i festen – sagt: Bogen Teatermanifester er en nødvendig og velkommen vits!
Da situationisterne – mod deres viljer – alligevel kommer i gang med at skrive, bliver de vældig entusiastiske, hver på sin måde: Dramatikeren Jokum Rohde og instruktøren Katrine Wiedemann vender manifestet om, så det i stedet for at være fremsynet bliver reflekterende: En poetik med udgangspunkt i det færdige værk. Med forbillede i sin egen virtuost skizofrene dramatik opfordrer Rohde således til et teater, hvor »Ingen replikker må garantere skuespilleren en dækkende selvforståelse.«
Skuespilleren Jens Albinus starter i et rasende udfald mod forestillingen om, at man bare uden videre kan bestille et rasende manifest hos Jens Albinus, og råber sig derefter op i inspireret rablen, et forsvar for et teater, der nærmer sig »opløsning og tungetale«, et vildt, mangetydigt, selvbevidst, autonomt, nærværende teater svingende »mellem det helt sublime og det komplet umulige«.
Men lægger man ordene et øjeblik på is, viser de sig at gemme ekkoer af 1990’ernes danske litteratur, der også byggede sin æstetik på det sammenhængsløse, det fragmenterede osv. Teaterdirektøren Hartmann og den nu snart kongelige chefdramaturg Karen Maria Bille fokuserer på forholdet mellem teatret og polis. De vil begge have det politiske tilbage i teatret og kræver kunstnerisk »nødvendighed«, Hartmann sågar »al magt til indholdet og ikke til skallen!«

Militaristisk retorik
Fælles for de fem nævnte er ordet »virkelighed«, en insisteren på, at en sådan tingest findes, og at det er teatrets opgave hele tiden at være sig sit forhold til denne »virkelighed« bevidst, og , ja, formulere den. Med eller uden skal.
Centralt i bogen, nærmest monumentalt, står scenografen Louise Becks 12-tommer, som det eneste egentlige manifest. Traditionen tro, så tro, at det er svært at se, om det er skrevet i 1912 eller 2000, står det i ramme alvor, uden at slå sig for munden og uden spor af den postmoderne selvironi. Retorikken er nærmest militaristisk.
Louise Beck påkalder sig ingen forbilleder, til gengæld råber de gevaldigt gennem hende: »Kunstformerne skal ikke underlægges nogen form for klassisk hierarki, men kun ledes af en fælles målsætning.«
Udskift »Kunstformerne« med »Proletariatet«, og Lenin har talt!
I Louise Becks teater er alle kunstnere og alle kunstformer ligestillede, alene underlagt »forestillingens idé«. Hvor denne »idé« kommer fra, er mere problematisk, for medmindre den er udråbt i kollektivt kor, så kunne utopien hurtigt udarte til idéhaverens diktatur.
Bortset fra det kan jeg kun nikke, ikke bare genkendende, men også bifaldende til min navnesøsters krav, og sådan er det med næsten alt, hvad der i bogen står skrevet. Ja! Siger jeg. Desværre. For dermed ryger balladen, polemikken, den fortsatte diskussion af teatret i vitsens tidsalder. Det er åbenbart sandt, at der ikke er nogen overordnede sandheder, hver har sin egen, og hvis han eller hun bare formulerer den godt, så nikker vi andre bifaldende, og fortsætter derefter i hver sin retning.

Sort snak
Og ’dog’: Som knuden i pølseenden sidder lektor lic. phil. Nils Lehman, forskningsadjunkt med en afhandling om, hvad der for mig ligner sort snak: »Det æstetiske aktuelle funktionsforandring«. Heldigvis er hans manifest forbilledligt klart. I modsætning til sine syv forgængere lægger Lehman ud med at spørge, på hvilket grundlag man overhovedet kan skrive et manifest, anno nu.
I bedste kancellisprog, hvor »dog« følger på »dog, nærmest »dog«-matisk, bygger han sit manifest op som en kritik af de to hidtil dominerende positioner: På den ene side: Den historiske avantgarde med sin evindelige overskriden, sit krav om, at alt skal være nyt og uset og annulere det bestående. På den anden side: Den a-historiske traditionalisme med sin tro på det eviggyldige. I Lehmans bakspejl bliver det tydeligt, i hvor høj grad de syv forgængere taler avantgardens og ikke bare tidens sprog.
Som en slags tredje vej foreslår Lehman: Den u-historiske transavantgarde, for hvem (ja, hvem?) alle tiders teaterformer er brugbare, men ikke i postmoderne forstand lige gyldige, de skal i hvert enkelt tilfælde kvalificere sig som virkemidler i en teaterproduktionsmaskine, der ikke skal levere sandheder, men gøre effekt og producere bestemte oplevelser.
I sin sidste ende får Lehman sig altså argumenteret frem til præcis det sted, man bør stå netop nu, anno 2000, hvis man vil have en teatervision. Og hvad får vi: »Umiddelbart virker især deltagerteater og fattigt teater som løfterige bud. Man skal dog heller ikke overse mulighederne i et rigt teater.«
Men dog! Så meget fra transavantgarden. Vi må øjensynligt flygte med »nej«-sigerne tilbage til teatret, hvis vi vil se manifeste syner. Noget, som kan gøre os virkeligt uenige. Den følgende ballade kunne man så, foreslår jeg, flytte fra premierefesternes bag- og buhtaleri til en bogstavelig offentlighed. Et ambitiøst skænderi. Sort på hvidt. Se, dét ville være en revolution!

*Teatermanifester, 112 sider, 188 kr. Lindhardt & Ringhof. Udkommer i dag

*Claus Beck-Nielsen er forfatter, dramatiker og skuespiller

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her