Læsetid: 2 min.

’Markant stigning i kriminaliteten’

2. november 2000

På kun en uge ændrede Assens Politi totalt opfattelse af kriminalitetsudviklingen og behovet for flere betjente. Det skete midt under forhandlingerne om politiforliget i 1999

Mens debatten om et kommende politiforlig var ved at bruse op i medierne, satte en medarbejder ved Assens Politi sig i starten af september 1999 til computeren og formulerede en indberetning til Rigspolitichefen »vedrørende gade- og bandekriminalitet i Assens Politikreds«. Den skulle danne en del af grundlaget for Rigspolitiets senere så omdiskuterede gadebanderapport.
Indberetningen beskriver situationen i politikredsen og konstaterer i det afsluttende afsnit om »personalemæssige ressourcer«, at de ressourcer, Assens Politi hidtil har brugt på indsatsen mod gadebander »er medvirkende til de faldende statistiske opgørelser og kurver vedrørende kriminalitet«.
Derfor har politikredsen – når først computersystemet POLSAS er implementeret – »tilstrækkelige personalemæssige ressourcer under hensyntagen til en afpasset indsats på området«.
De sidste linjer i indberetningens konklusion lyder: »Det er imidlertid ledelsens indtryk, at de personalemæssige ressourcer i fremtiden vil være tilstrækkelige og i overensstemmelse med politikredsens overordnede målsætninger, medmindre der sker en uforudset eller markant stigning i kriminaliteten i politikredsen.«

Kritik af rapport
Ida Koch er psykolog og ekstern lektor i kriminologi ved Københavns Universitet. Hun rejste i en kronik i Information for et år siden kritikken af Rigspolitiets gadebanderapport. Og siden er flere fejl i rapporten blevet afdækket. Blandt andet kunne DR’s Radio Fyn i november 1999 fortælle, at en pæredansk gadebande i Assens-indberetningen i Rigspolitiets gengivelse var blevet til en gruppe med »ikke-dansk etnisk oprindelse«.
Via en journalist fik Ida Koch i november 1999 en kopi af Assens-indberetningen, hvor det – som citeret ovenfor – slås fast, at Assens Politi ikke har brug for flere ressourcer. Indberetningen er skrevet på Assens Politis hovedpapir, journaliseret, dateret 6. september og telefaxet fra Assens Politi 11. november 1999.
Ida Koch har siden fået aktindsigt i en del af det materiale, der ligger til grund for politiets fejlbehæftede gadebanderapport fra 1999.
Modsat konklusion
Nu viser det sig, at indberetningen fra 6. september slet ikke er sendt til Rigspolitiet. Herfra har hun nemlig fået en anden indberetning – dateret 13. september – med samme faktuelle beskrivelse af gadebandesituationen over tre en halv side. Men konklusionen er stik modsat: at Assens Politi næppe har ressourcer nok til at bekæmpe gadebandekriminaliteten. Nu lyder afslutningen:
»På længere sigt er det mit håb, at disse vanskeligheder (med computersystemet, red.) vil kunne overvindes også med det nuværende styrketal, men den markante stigning i kriminaliteten, som er indtrådt i 1998, giver dog anledning til nogen bekymring.«
Væk er det glade budskab om »faldende statistiske opgørelser og kurver«. De er erstattet af »bekymring« og »markant stigning i kriminaliteten«.

Ingen stor forskel
Information har forelagt de to versioner for politimester Jakob Skov, der har underskrevet indberetningen af 13. september 1999. Han står uforstående over for, at et udkast på officielt brevpapir forsynet med dato og journalnummer er sluppet uden for politigården.
I øvrigt afviser han, at der er den store forskel på de to indberetninger:
»Jeg mener ikke, at der er tale om nogen væsentlig realitetsmæssig ændring,« siger Jakob Skov.
– Spiller forhandlingerne om politiforliget ind, da du beslutter at ændre din medarbejders formulering?
»Det synes jeg ikke, jeg kan sige, de gør. Jeg mener, at jeg forsøger at give en nøgtern vurdering af ressourcesituationen i Assens,« siger politimesteren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu