Læsetid: 5 min.

Mellem stilhed og flyvende tomater

4. november 2000

Det danske teaterpublikum virker sløvt og uengageret, lyder klagen fra skuespillere og instruktører. Abonnementsordningerne har en del af skylden

Teater
Det danske teaterpublikum klapper som umælende får, uanset hvad de bliver udsat for, og de kunne aldrig drømme om at buhe eller klage over andet end garderobeservicen.
Til gengæld sender de heller ikke blomster eller fanbreve, når de er begejstrede. Den marginale forskel på en succes og en fiasko kan udelukkende aflæses i, om der er to eller tre fremkaldelser efter forestillingen.
På tirsdag udkommer antologien Teatermanifester med tekster af teaterfolk fra alle ender af branchen. I den forbindelse diskuterede tre af bidragyderne, instruktøren Katrine Wiedemann, dramaturgen Karen-Maria Bille og skuespilleren og instruktøren Jens Albinus, i den forgangne uge i disse spalter det danske teaterpublikums manglende engagement.
Der blev talt om et tryghedssøgende publikum, der går i teatret med en attitude af, at de modvilligt er blevet trukket væk fra middagsbordet, og som bliver blaserte af ren og skær benovelse over den em af finkultur, der stadig hænger over teatret.

Snobberi
En del af forklaringen på det passive danske publikum, skal naturligvis findes i nationalpsykologien – vi har jo aldrig, ligesom romerne, jaget teaterinstruktører eller komponister byen rundt i raseri over en forestilling. Det manglende danske temperament bliver imidlertid endnu mere tydeligt, når det parres med det snobberi, som teatergængeri ofte er omgærdet af.
»Teatret betragtes stadig i nogen henseende som finkultur, og derfor kan den ’menige teatergænger’ godt vægre sig ved at give sin personlige mening til kende, fordi han er usikker på kriterierne,« mener lektor ved Institut for Teatervidenskab Stig Jarl Jensen, der som en af de få herhjemme har forsket i teatrets publikum.
»Det Kgl. Teater modtager en gang imellem klager – men det bemærkelsesværdige er, at publikum klager over alt andet end den kunstneriske kvalitet. De klager måske over forholdene i garderoben, men aldrig over det, der foregår på scenen, for de er usikre på, om det er dem selv, der er noget i vejen med, hvis de ikke fik noget ud af teaterbesøget.
Folk kan godt vurdere, at der ikke skal ligge en centimeter støv på billedrammerne i foyeren, men de er angste for at vurdere kunstneriske ambitioner. Og det er ærgerligt, for vi kunne godt bruge en bredere debat med en masse selvbestaltede eksperter.«

Sure Arte-abonnenter
Publikums manglende engagement skyldes også teatrets særlige placering mellem kunst, underholdning og social konvention.
»En del teatergængere går i teatret af pligt, som et led i deres dannelse, men samtidig forventer de at blive underholdt. De forventer i hvert fald ikke, at de selv skal gøre et stykke arbejde for at tilegne sig den dannelse, de kom efter,« siger skuespilleren og dramatikeren Claus Beck-Nielsen.
»At læse en bog er meget hårdt arbejde for moderne mennesker, og dér er teatret trods alt nemmere. Men det er stadig svært, for det kræver noget. Musik går jo ofte lige i maven på én, og så føler man noget – og så klapper man over effekten. Med teater er det anderledes. Det skal omkring hovedet, og man skal selv arbejde, for at det bliver til noget indeni.«
Claus Beck-Nielsen fremhæver også den sociale konvention omkring at gå i teatret som noget, der står i vejen for et virkeligt publikumsengagement. Ligesom Katrine Wiedemann har han oplevet frustrationen over, at publikum af og til ser ud som om, de modvilligt er blevet trukket væk fra middagsbordet.
»Der er et stort Arte-publikum, som virker som om, de har købt en vare, som de er lidt sure over at have købt. De opfører sig, som om de ikke selv har valgt at gå i teatret, fordi det er et halvt år siden, de bestilte billetterne.«
– Ville du ønske, publikum responderede mere umiddelbart på det, der foregår på scenen?
»Det værste er, når der opstår sådan en følelse af tvær ligegyldighed. Som skuespiller vil jeg ikke ønske, at folk udvandrer, for det er enormt frustrerende, men jeg ville ønske, de kastede med tomater og råbte, hvis de var utilfredse, og at de så til gengæld flippede helt ud, når de oplevede noget godt. Men det er svært, for der er jo ikke nogen særlig løssluppen stemning i teatret. Hvis man så bare kunne stå og mase og drikke! Vi er ikke vant til den der blanding af, at man skal sidde musestille i sit pæne tøj, og så pludselig skal man vågne op og reagere spontant.«

Vanens magt
Instruktør og skuespilchef på Det Kgl. Teater, Klaus Hoffmeyer, vil gerne medgive, at abonnementsordningerne kan sløve publikum.
»Der er helt klart mere gejst over de spontane købere end over abonnenterne. Hvis vi har en sal fuld af abonnenter, kan der opstå sådan en død stemning.«
– Hvorfor opfører abonnenterne sig sådan?
»Ja, det må du nok spørge om, jeg ved da heller ikke, hvad de bilder sig ind! Man kan få en følelse af, at de mener, det er dem, som ejer teatret, og derfor vil de have det på en bestemt måde.
Jeg tror imidlertid ofte, det tilsyneladende manglende engagement er en slags fjendtlighed over for alt det nye, der bliver hældt i hovedet på de stakkels abonnenter i disse år.«
– Burde man afskaffe abonnementsordningerne for at få mere lyst og mindre pligt ind i salen?
»Nej, jeg tror ikke, vi kommer uden om det, der hedder vanens magt, selvom det kan virke ærgerligt. Vi er – i hvert fald på Det Kgl. Teater – afhængige af det dannede borgerskab, som går i teatret af og til, fordi der er tradition for det. De er med til at holde møllen i gang, fordi de er stabile.«
På trods af visse sløve aftener mener Klaus Hoffmeyer generelt, at der er et skred i gang, hvor teaterpublikummet bliver mere livligt.
»Med hensyn til det danske publikums måde at reagere på kunne jeg da godt ønske mig mere temperament, men det handler jo ikke specifikt om teatret. Desuden er det ved at vende, for det har især været de ældre generationer, som har holdt fast i en fordom om, at teatret er et fint sted, hvor man skal opføre sig pænt. De yngre generationer går i teatret på en anderledes måde – forleden aften var der så meget larm inde fra Gamle Scene, at jeg troede, det var løgn, og det var endda til ballet! Det, synes jeg jo, er skønt, bare de holder deres kæft, når stykket starter. For så skal de altså koncentrere sig om det, der foregår på scenen. Der er så megen ukoncentration i samfundet i forvejen, og dér må teatret holde fast, ellers kan vi da slet ikke forlange engagement fra publikum.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her