Læsetid: 4 min.

De mellempandede og associale drivhuse

4. november 2000

Radio & tv

Da bogprogrammet, Bestseller, for nogle år siden blev lanceret som DR’s bud på et moderne program om bøger for moderne mennesker, blev der stor opstandelse i bogverdenen. Selv Gyldendals litterære direktør blev inddraget i sagen og skulle anmelde programmet. Hvilket han gjorde. For han er en vældig flink mand, den litterære direktør. Efter at have overvejet problemet nøje konkluderede han, at udsendelserne i det store og hele virkede fornuftige og hensigtsmæssige, selv om det naturligvis var betænkeligt, at man frem for alt skulle beskæftige sig med bestsellere. Det kunne føre til, at bogen, som er en alvorlig sag, kunne blive underlagt en lidt for poppet behandling.
Det afgørende nye ved programmet var, at man ikke brugte blege og forlæste litterater til at udlægge esoteriske afhandlinger om skriftens natur, men mere praktisk orienterede folk, hvis ekspertise og kulturelle formåen ikke altid lever op til de idealer, der opereres med i den akademiske verden. Men det har om ikke andet betydet, at man som seer slipper for at blive trukket gennem fortænkte analyser af tunge værker og forfatterskaber, hvis fremmeste kvaliteter er, at de tilhører kulturarven eller er utilgængelige, hvilket paradoksalt nok tit kommer ud på et.
Det, der i virkeligheden er sket med DR TV’s behandling af bogstoffet – man kan roligt se bort fra TV 2, i hvis åndelige verden bøger er noget, folk forærer hinanden til jul, hvis ikke de kan finde på noget andet i sidste øjeblik, og hvor man ikke engang kan finde ud af at lave et filmmagasin – er, at man er nået frem til en fornuftig balance mellem det højpandede og fladpandede. Hvad det niveau hedder, må vel nærmest være mellempandet.
Det mellempandede fremstår ganske klart, når man analyserer, hvilke forfattere der bliver valgt som emner for de udsendelser, der hedder Bestseller special. Kigger man på de navne, der i løbet af efteråret har optrådt som specialemner, drejer det sig om Erica Jong, Nick Hornby, Frank McCourt og, i næste uge, Isabel Allende. For de fleste læsere af dette distingverede dagblad vil det første og sidste navn være bekendte. Ikke fordi folk nødvendigvis har læst noget af fru Jong eller fru Allende, men snarere fordi de er blevet en del af mellempandede vesterlændinges fælles åndelige bagage i den sidste tredjedel af det 20. århundrede. Mediemæssigt optræder de i alt lige fra ugebladsartikler, opulente filmatiseringer og brevkasser til egne websites, hvor de giver folk gode råd om, hvordan man bliver forfatter.

Hvad angår Nick Hornby og Frank McCourt, er deres adkomst til at optræde i programmet, at de har solgt rigtig mange bøger – det vil sige fem-seks mio. eksemplarer – der handler om henholdsvis engelsk arbejderklasseliv og en opvækst i Nordirland i tiden lige inden Anden Verdenskrig, hvor pointen er, at man føler sig hensat til 1840’ernes katastrofale kartoffelhøster. Under alle omstændigheder er der i alle fire tilfælde tale om litteratur, der er solidt tilbageskuende, og hvis fremmeste formål er at sætte historier på klicheer og værdier, vi alle sammen kender så vel.
Det er netop derfor, der bliver tale om bestsellere. Hvis man skal skære det ud i pap, går det ud på, at typiske grupper af mellempandede, der læser bøger – eksempelvis lærere og sygeplejersker – skal kunne genkende, hvad der er op og ned i tilværelsen, og hvilke solide værdier, der til syvende og sidst er styrende for den enkeltes liv. Alt dette og meget mere kunne der skrives tykke afhandlinger om, men det bunder, når det kommer til stykket, alt sammen i, at der i de vestlige lande er en tradition for kulturel selvforståelse, hvor det er afgørende, at de værdier og orienteringer, den enkelte bærer rundt på, får en håndfast illustration gennem fiktive beretninger.
Inden for de rammer fungerer Bestseller fint. Og som navnet antyder, lover man ikke mere, end man kan holde. Bortset fra ét punkt: Der skrives faktisk også bestsellere i Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Nordafrika, Indien, Irak, Iran osv. Hvornår hører vi noget om dem? Det er naturligvis et unfair spørgsmål. For det er i sidste instans noget, bogbranchen her i landet selv bestemmer.

I lyset af de senere ugers hetz mod unge anden generationsindvandrere var det befriende onsdag eftermiddag at kunne høre en dokumentarudsendelse på radioens P1, der gjorde et prisværdigt forsøg på at trænge ind bag myterne om kulturel egenart og nytten af straf. På et tidspunkt blev det nævnt, at fængsler, som de fungerer i dag, reelt er drivhuse for asocial adfærd. Det er så sandt, som det er sagt. Det er aldrig nogen sinde dokumenteret, at straf som sådan kan ændre afgørende ved folks adfærd.
Udsendelsen tilrettelægger, Lene Torp Carlsen, kom godt omkring i hele problemstillingen om integration, straf og disciplinering. Det var engageret radio i udtrykkets bedste betydning. Det vil sige, at der i en vis forstand var tale om et partsindlæg. Ikke, at hun nødvendigvis eller principielt var for de fremmede, men at hun prisværdigt fastholdt en rød tråd, hvor spørgsmålet hele tiden var, hvad det skal nytte at straffe eller nedsætte den kriminelle lavalder. Sådan en udsendelse burde de folkevalgte med Helge Adam Møller i spidsen være tvangsindlagt til at høre. Her i landet bruges der imidlertid kun tvang over for forbrydere og afvigere. Men skulle der være en enkelt oplyst politiker, kan programmet høres igen 18. november klokken 14 på P1.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu