Læsetid: 4 min.

Når det nu alligevel

30. november 2000

De døende selv frygter især den sidste tids tab af værdighed, mener sognepræst Lars Tjalve, der mener, at dødshjælp er i orden, når dødsprocessen lægeligt set er i gang

Værdighed
Lars Tjalve, sognepræst i Fredensborg, er ikke i tvivl: Dødshjælp er for det første i visse tilfælde et gode. For det andet praktiseres det allerede – også selv om det i Danmark ikke er formaliseret som i Holland.
Synspunkterne bragte allerede for et par år siden Tjalve på forsiden ef Ekstra Bladet, da han – i anden sammenhæng – åbenhjertigt havde fortalt om sin gamle fars sidste sygeleje, der ifølge Tjalve selv forløb således:
»Han havde både dobbeltsidig lungebetændelse og havde fået blodprop nummer fire. Han var helt væk, der var ingen kontakt. Så sagde sygeplejersken: ’Vi må jo se at få slået den lungebetændelse ned’. ’Hvorfor?’ sagde jeg. ’Jo, vi må jo ikke lege Vorherre.’ Jeg svarede: ’Nogle gange må vi jo hjælpe ham lidt!’ – og spurgte hvor længe, det endnu kunne vare. Sygeplejersken mente, der højst kunne gå 14 dage... Men jeg var kun lige nået hjem fra hospitalet, da de ringede og sagde, at de havde givet min far en ekstra dosis morfin, og at han så nu var død. ’Tak skal I have, sagde jeg.’ Ikke, fordi jeg ikke ville besøge ham på sygehuset, men fordi han reelt ikke var der mere.«
– Mener du, at den slags dødshjælp ofte praktiseres i Danmark?
»Ja, huslægen har altid kunnet give en alvorligt syg ’lidt at sove på’ – som da min mormors storesøster som 90-årig lå for døden af lungebetændelse. Vi vidste allesammen, hvad dét betød.«
»Man behøver også bare at tage ud på plejehjemmene for at se, at der ligger folk, der allerede er helt væk. Hvad liv er der ved det? Hvis de så bliver alvorligt syge, er man da mange steder så fornuftig ikke at indlægge dem.«
– Skal mennesker, der er så sløje, ikke have penicillin for f.eks. lungebetændelse?
»Måske ikke. De skal have noget smertestillende. Men det vigtigste er, at der udøves et lægeligt skøn, der siger, at han eller hun ikke kan blive rask igen.«
»Vi er nødt til at gradbøje ordet liv. Vi har jo skubbet døden foran os i det 20. århundrede, vi har fordoblet levealderen, så vi nu bliver meget gamle i stedet for at dø af tuberkulose og den spanske syge. Vi dør jo ikke længere en naturlig død, men har medicin mod alle de ting, man døde af før i tiden. Så må vi også tage det ansvar på os at sige: ’Nu stopper vi’ og så hjælpe døden med at komme til.«
»Hvis jeg skal være patetisk, handler det om at genindsætte døden i dens værdighed, så vi får lov at dø på en rimelig måde. Og netop derfor må vi også overveje, hvornår et liv holder op med at være værdigt. Når man ikke kan se livet som en gave, men kun som uudholdelig lidelse, må man lytte til patienten selv, eller de pårørende, hvis patienten ikke er ved bevidsthed, og tage den beslutning. Det håber jeg da, at min egen familie vil gøre en dag.«
– Hvad med en yngre kræftpatient, der kæmper?
»Så længe man kæmper, er der et liv, som er værd at bevare. Gennem mit arbejde møder jeg vel 10-15 døende i alle aldersgrupper hvert år, mennesker, som jeg følger og taler med inden, de skal dø. Og de er meget heroiske over for smerterne. Men det, de allesammen er bange for, er at miste deres værdighed, at svinde ind til ukendelighed, hvor de ikke længere kan møde venner og pårørende som det menneske, de har været.«
– Tror du at man i Danmark kan gennemføre det samme som i Holland?
»Personligt ville jeg ikke have spor imod det. Men det er også vigtigt at sige, at dødshjælp skal handle om at hjælpe til, når man lægeligt kan konstatere, at dødsprocessen er indledt. I Holland fungerer det sådan, at patienten selv skal ønske det og skal være kendt af lægen. Man kan altså ikke bare komme rejsende fra udlandet. En anden læge skal så desuden sige god for diag-nosen, at patienten faktisk er i terminalfasen.«
Det er da spændende, om den hollandske lov kan få afsmittende effekt. I Danmark afhænger det mere lokalt af lægens holdning, og om de pårørende kan blive enige. Men egentlig tror jeg, at alle er bedst tjent med at det ikke bliver for formaliseret, men foregår i en gråzone efter lægeligt skøn, ikke med formularer, man skal fylde ud.
– Du taler om en gråzone, er det ikke dobbeltmoralsk at det foregår, men at ingen taler om det?
»Der er jo en dobbeltmoral – vi er ikke meget for at sige: ’Selvfølgelig yder vi dødshjælp – og det må da være en befrielse for alle parter!’ Jeg har da gjort mig til talsmand for at sige, at man skal kalde en spade for en spade, og at smertelindring også kan være dødshjælp.«
»Men hvad det i hvert fald ikke skal være er legaliseret selvmord. Det handler ikke om folk, der har en dårlig dag eller lider af en depression. Jeg plejer at spørge mine konfirmander hvad de ville sige, hvis der åbnede en selvmordsforretning oppe på hovedgaden, hvor man kunne udfylde en formular og måske få et tilbud på gas... Det kan konfirmanderne godt se er for åndssvagt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu